Briterne undervurderede islams politiske potentiale i Palæstina og betydningen for jøderne

Fødselskirken. Wikimedia Commons.

De pro-arabiske – antizionistiske – embedsmænd og officerer, der administrerede det britiske mandat, var konservative realister i deres opfattelse af kultur og politik i Palæstina. Et arabisk civilsamfund fandtes ikke, og en “offentlighed” – især pressen – var stort set begrænset til en beskeden mellemklasse.

 

Horisontale forbindelser var af økonomisk, biologisk eller religiøs art – ikke politisk. De vertikale var udpræget hierarkiske – “top down”. National identitet fandtes heller ikke blandt araberne. Men set i eftertidens perspektiv står det klart, at på ét punkt tog de britiske beslutningstagere fejl, idet de undervurderede islams politiske potentiale

 

Nabi Musa-pogrom i 1920

I påsken 1920 strømmede jøder, kristne og muslimer i tusindvis til Jerusalem. Den muslimske deltagelse var en højtidelighed til minde om profeten Moses – på arabisk “Nabi Musa”. Den var en tradition, indført af den navnkundige sultan Saladin i slutningen af 1100-tallet for at opveje det store antal kristne, der samledes omkring Gravkirken under denne højtid.

 

D. 4. april 1920 var den islamiske tilstedeværelse i påskehøjtiden en klar markering af dominans. Jerusalems muslimske borgmester Musa Kazem al Husseini, hans nevø Amin, der kunne smykke sig med titlen “hajj” (en person, der har deltaget i ritualet omkring Kabaen i Mekka) plus redaktøren af den arabiske avis “Sydsyrien” hetzede mod zionisterne og beskyldte dem for at ville besætte Tempelbjerget og ødelægge de to moskeer, som er placeret der. Den ophidsede pøbel udtrykte foragt og had mod jøderne med råbet Palæstina er vort land, jøderne er vore hunde! – ”Filastin arduna wa’al yahud kilabuna”.

 

Voldelige muslimer hærgede derefter jødiske butikker og privathjem i den gamle bydel. Tilfældige jøder blev angrebet og huse stukket i brand. Fem jøder blev myrdet, og 211 blev såret. Pogromen, der varede flere dage, kostede menneskeliv, fordi Ronald Storrs var modstander af zionismen og undlod at sætte politi og militær ind mod plyndring og vold. Midlerne havde han i form af britisk mandskab og et jødisk regiment, der havde kæmpet mod tyrkerne på britisk side. Denne enhed var stationeret i Jerusalem, men dens øverstkommanderende Zeev Jabotinsky fik forbud mod at forsvare de jødiske kvarterer, og efterfølgende blev han fængslet for medansvar for pogromen.

 

Britiske officerer opmuntrede Allahs dødspatruljer

Her stod det britiske svigt i modsætning til forgængeren – den tyrkiske myndighed. I den osmanniske tid forberedte guvernøren rutinemæssigt påskens begivenheder i Jerusalem ved at samle overvældende styrker af politi og militær, der straks slog hårdt ned på voldelige udskejelser. Men Storrs og hans kolleger negligerede elementær sikkerhed, fordi de havde en anden dagsorden.

 

Det britiske militærstyres optræden i påskeoptøjerne var ikke kun svigt, men også regulær opmuntring til islamisk hetz og pogrom. Det afslørede to pro-zionistiske officerer, oberstløjtnant John Henry Patterson og efterretningsofficeren Richard Meinertzhagen.

 

Om pogromen skrev de hver for sig, at jødeforfølgelsen var forberedt af Husseini-klanen, som blev opmuntret af britiske officerer. Samme år – 1920 – tog Patterson sin afsked fra hæren, og Meinertzhagen blev forflyttet til kontorarbejde i London.

 

Efterfølgende blev deres påstande indirekte bekræftet af Winston Churchill (koloniminister 1922-1923): “Mange af de britiske embedsmænd i Palæstina er meget, meget venlige overfor araberne – mere end overfor jøderne.

 

Læs også
EU-Domstolen foretager grov diskrimination mod Israel – kræver speciel mærkning af israelske varer fra besatte områder

Jøderne klager altid højlydt over, at de britiske embedsmænd og militære myndigheder i utålelig grad tager parti for araberne …” (citeret fra historikeren Sir Martin Gilberts Churchill-biografi). Så hjalp det ikke, at Churchill om jøderne havde erklæret, at de “skal vide, at de er i Palæstina, fordi de har ret til det, og ikke fordi de bliver tålt.”

 

Kulturhistorikeren Peter Preisler Rohde (1902-1974) beskriver briternes administration således: “De var administratorer fra kolonierne [ Kenya, Rhodesia m.v., TSH … ] De vigtigste civilembedsmænd var dog højkommissærens rådgiver i Oriental-anliggender, oberst Ronald Storrs, som var fuld af modvilje mod de jødiske pionerers socialistiske ideer, og frem for alle Ernest T. Richmond, der var ekspert i arabiske sager og modstander af zionismen, Balfour-deklarationen og mandatet”.

 

Jødehad og islamisk fanatisme havde kostet menneskeliv, men problemerne blev negligeret, fortrængt af mandatets magthavere. Påskepogromen i 1920 medførte ganske vist også fængsling af Haj Amin al Husseini, men både han og Zeev Jabotinsky blev snart løsladt.

 

Højkommissæren

Et par måneder efter påske-pogromen overgik det britiske mandat til civil administration (juli 1920), da højkommissær Herbert Louis Samuel (1870 -1963) ankom til Palæstina. Han var jøde og havde medvirket ved udformningen af Balfour-erklæringen. Men zionisternes arbejde støttede han ikke. Han modarbejdede dem tværtimod ved at fortsætte militærstyrets pro-arabiske linje. Hvis han fastholdt den pro-zionistiske politik, briterne havde forpligtet sig til, ville han få konflikt med officerskorpset og modvillige bureaukrater.

 

En vigtig årsag til briternes pro-arabiske holdning var “realpolitisk” – knappe ressourcer. I Første Verdenskrig var de samlede tab for imperiet næsten en million faldne – heraf lidt over 700.000 fra de britiske øer.

 

Efter fredsslutningen udbrød alvorlige optøjer i Indien og Ægypten, og Irland var rystet af en befrielseskamp. Regeringen i London havde tungeproblemer og ville undgå et større arabisk oprør og fjendskab med den tidligere allierede Frankrig. Desuden var hovedinteressen udnyttelse af oliefelterne i Iraq. Derfor skulle det britiske militær i Palæstina så vidt muligt begrænses.

Læs også
De 4.006 palæstinensere som europæerne ikke har hørt om

 

“Appeasement”

Højkommissær Samuel og hans efterfølgere i embedet fulgte den strategi at bevare et godt forhold til den stærkeste af de arabiske ayan-klaner – Husseinierne, og Winston Churchill prøvede at berolige den arabiske side med en erklæring om, at Palæstina ikke skulle være jødisk på samme måde som England var engelsk.

 

Hajj Amin blev sat i spidsen for en Arabisk Højkomité og desuden udnævnt til “stormufti”, d.v.s. øverste shariadommer med myndighed over Palæstinas ulema og waqf-ejendomme (de islamiske stiftelser). Desuden blev han leder af “Palæstinas Arabiske Parti”.

 

Mandatresolutionens bestemmelser om britisk pligt til at fremme jødisk indvandring og erhvervelse af jord blev overtrådt, og de pro-arabiske bureaukrater forbød jødisk opkøb af jord i det meste af mandatområdet, mens arabiske jordbesiddere fik tilladelse til at erhverve statsejendom.

 

Flere pogromer

Efter påske-optøjerne i 1920 fulgte flere morderiske aktioner – altid på islamisk initiativ. I maj 1921 blev Tel Aviv rystet af optøjer, der kostede 47 jøder livet. En jødisk hævnaktion efterlod 48 døde arabere.

 

De blodige optøjer resulterede igen i fængsling af Hajj Amin al Husseini. Men igen fik han amnesti, og hans nevø Abd al Qader gik i gang med at organisere en “hellig” milits (Monazamat al Jihad al Moqaddas). Den blev dog aldrig en formidabel kampstyrke, men stødte tværtimod på hård modstand i adskillige arabiske landsbyer, hvor beboerne afviste Husseini’ernes hetz mod jøderne.

Læs også
USA støtter Israel mod EU

 

Også stormuftiens rivaler i Nashashibi-klanen søgte at bremse ham. Men de manglede fysisk slagkraft og blev derfor til sidst terroriseret af banen – en parallel til de demokratiske kræfters undergang i kamp med kommunister og nazister i Europa.

 

Efter nogle fredelige år begyndte pogromerne igen. I september 1928 på den jødiske “yom kippur” – forsoningsdagen – greb britisk politi ind med voldsanvendelse mod bedende jøder ved “Grædemuren”. De følgende måneder fremsatte både zionistiske og arabiske aktører protester, anklager og krav om adgang til muren, og indretning af gaden foran den og selve tempelbjerget med de to moskeer, der tilhørte en waqf. Lange forhandlinger mellem højkommissæren og Hajj Amin førte ikke til fredelige tilstande, og stormuftien påstod, at han ikke kunne styre de hidsige gemytter i sin islamiske bevægelse.

 

I august 1929 eksploderede situationen, da pogromer i Jerusalem og Hebron tilsammen kostede 153 jøder – også børn – livet, og 397 blev såret. Den arabiske side havde 110 døde, hvoraf de fleste blev skudt af britisk politi.

 

Ifølge den hollandske dominikanermunk Lucas Grollenberg var myrderierne noget, som “yderliggående zionister havde skabt” ved at klage over politivold efter episoden ved Grædemuren det foregående år (“Palæstinenserne og staten Israel”, Kbh., 1980, s. 49). Jøderne var altså selv ude om det!

 

Søde ord fra Husseini-klanen

Palæstinas politiske klima i begyndelsen af 1930’erne var præget af britisk antizionisme og hetz mod jøderne fra Hajj Amin al Husseinis side. Hans trusler, vold og retorik åbnede mange døre, og han blev indkaldt som vidne i retssager og inviteret til konferencer med embedsmænd og politikere.

 

Læs også
Kulturhistorie: Risikoen ved at læse Bodega Blues er en overvældende tørst og en uovervindelig lyst til at besøge de steder, forfatteren beskriver så levende og farverigt

Her praktiserede han sædvanlig islamisk “taqiyye”, d.v.s. skønsnak og falske løfter. Med stor veltalenhed beskrev han den retfærdige behandling, islamiske herskere altid havde velsignet de jødiske mindretal med.

 

Hvis britiske beslutningstagere tog denne del af retorikken for gode varer og forestillede sig, at stormuftien seriøst tilstræbte fred og samarbejde, blev de skuffede. Han og hans underordnede fortsatte med at ophidse pøblen med advarsler mod jøderne, som invaderede landet for at skænde muslimernes moskeer og fordrive arabiske bønder fra deres jord. At Hajj Amin al Husseinis egen far også havde solgt jord til jøderne blev fortiet.

 

Arabisk opstand 1936

Stormuftiens terror ramte bredt med morderiske overfald på jøder, men også briter og arabere, som modarbejdede Husseini-klanen. Der var mange arabere, der bekæmpede dødspatruljerne – i visse tilfælde sammen med Haganah.

 

Som nævnt blev fremtrædende personer fra Nashashibi-klanen myrdet eller tvunget på flugt. Det skete under en væbnet opstand fra 1936 til 1939. Briternes imødekommende holdning overfor stormuftien blev af terroristerne opfattet som svaghed, og et inferno brød løs med generalstrejke, voldelige demonstrationer, hærværk og mord.

 

Oprørernes fanatisme og uforsonlighed fremgik bl.a. af, at stormuftiens moralpatruljer tvang mænd til at udskifte deres tarbush (eller “fez”) med bøndernes tørklæde “keffiya”, og utilslørede kvinder – kristne, muslimske og jødiske – blev overfaldet på gaden. Anden uanstændighed som bare arme og læbestift kunne også provokere de islamiske kontrollanter til voldsanvendelse.

 

For at standse det blodige kaos nedsatte London-regeringen i 1937 den såkaldte Peel-kommission, der konkluderede, at mandatet ikke kunne opretholdes. I stedet foreslog den at dele Palæstina. Her ville jøderne få en ministat på et stykke af Middelhavskysten og i en del af Galilæa (17 procent af mandatområdets areal vest for Jordan), mens Jerusalem, Betlehem og Nazareth skulle stilles under britisk kontrol.

Læs også
”I Jægersborg står der et orgel”

 

Resten af landet skulle overtages af araberne – i praksis Husseini-klanen. Efter et ophedet internt opgør accepterede en zionistisk kongres en deling, omend ikke med de foreslåede grænser. Men den Arabiske Højkomité – d.v.s. stormuftien – afviste ethvert kompromis.

 

Først da kampene blussede op med fornyet styrke, var briterne tvunget til at sætte hårdt mod hårdt. Hæren og politiet indgik samarbejde med zionisternes Haganah, der som nævnt var blevet forstærket efter pogromerne i 1929. Desuden sendte London-regeringen flere tropper, så styrken til sidst var på 100.000 soldater. Oprøret blev omsider slået ned af Orde Charles Wingate (1903-1944) – en kristen, zionistvenlig officer, som med de groveste midler nedkæmpede den islamiske guerrillabevægelse og på samme tid trænede rekrutter til Haganah.

 

Både palæstinensiske og israelske historikere anslår, at oprøret kostede ca. 5.000 arabere og 500 jøder livet. Stormuftien flygtede til Libanon, hvorfra han fortsatte til Italien og Tyskland. Her fik han nye allierede – bl.a. Hitler (omtales nedenfor).

 

Legal og illegal indvandring

Som nævnt var der en betydelig indvandring af muslimske befolkningsgrupper til Palæstina i den osmanniske tid. Under det britiske mandat fortsatte tilstrømningen i større omfang – af både jøder og muslimer. De færreste muslimske immigranter opholdt sig legalt i landet, mens omvendt relativt få af de ankomne jøder undgik myndighedernes kontrol og registrering. Præcise tal på den massive muslimske folkevandring foreligger derfor ikke, men det fremgår af officielle papirer, at britiske embedsmænd begunstigede araberne og diskriminerede jøderne. Også dette var klart i modstrid med mandatets bestemmelser.

 

En kommissionsrapport fra 1930 fastslog, at mandatmyndighederne ikke kontrollerede den arabiske indvandring fra Syrien, Libanon, Jordan og Ægypten, og alt tyder på, at de antizionistiske embedsmænd bevidst lod arabere slippe ind. Den britiske guvernør i den ægyptiske provins Sinai indsendte således rapport om illegal indvandring over grænsen til Palæstina, og i 1939 kommenterede Winston Churchill tilstanden:

 

“Araberne strømmer ind i landet, og de har formeret sig med en vækstrate, der overgår, hvad alle verdens jøder kunne hente fra deres befolkning”. Her var resultatet af den pro-arabiske politik, som Churchill selv havde henledt opmærksomheden på.

 

1920’ernes og 1930’ernes demografiske kendsgerninger afsløres af navnene på de illegale araberes efterkommere i nutidens Israel, Samaria, Judæa og Gaza. Al Masri, Al Moghrebi, Al Hourani betyder henholdsvis “fra Ægypten”, “fra Maghreb” (Nordafrika) og “fra Hauran” (en syrisk provins). I 2012 erklærede Fathi Hammad, Hamas’ sikkerhedsminister i Gaza på tv (optaget af dokumentationscentret MEMRI), at “halvdelen af min familie er fra Ægypten [ … ] sådan er vi alle sammen [ … ] brødre, halvdelen af palæstinenserne er ægyptere, og den anden halvdel er saudiere … “

 

Edward Saids ideologiske bøger

Sådan taler arabisk-palæstinensiske politikere, når de er “på hjemmebane”. Men de leverer ofte “double speak” – taler med to tunger – overfor vestlige politikere, kirkefolk og journalister. De gentager løgnen om zionisternes udsmidning af en urgammel bondefolkning, og som nævnt bliver det påstået, at arabiske palæstinensere er efterkommere af filistrene sommetider også af jebusiterne (begge folkestammer forsvandt for 3000 år siden).

 

Disse usandheder udbredes stadig gennem pression mod vestlige forlag – især leksikonudgivelser, og på Vestens universiteter fik Edward W. Said (1935-2003) nærmest kultstatus. Han blev 1963 ansat ved Colombia University i New York som professor i fiktionslitteratur – og med et mildt sagt utilstrækkeligt kendskab til Nærorientens og islams historie. Hans far stammede fra Jerusalem, men blev senere statsborger i USA, som han atter forlod for at gifte sig med en kristen kvinde i Cairo, hvor Edward blev født og voksede op i et overklassemiljø.

 

Saids præstation var at skrive bøger og artikler, der fordømte de vestlige universiteters studier af araberne og islam. Især bogen “Orientalism” (udgivet 1978) vakte opsigt. Her blev 200 års europæiske forskningsresultater anklaget for racisme, fordomme og “hvid” arrogance, og Said blev berømt og feteret blandt akademikere.

 

Men virakken fik kritikere til at gå Said efter i sømmene. Det viste sig, at han havde leveret en stribe løgne. Hans påstand om at være født i Jerusalem og en beretning om, at det zionistiske Haganah i 1947 fordrev ham og hans familie fra et bestemt hus i byen, var ren fiktion, hvilket han måtte indrømme. Det samme var hans beskrivelse af en skolegang i Skt. Georgsskolen i Jerusalem.

 

Men “unøjagtighederne” slog han hen og fremhævede i stedet, at det hus, der alligevel ikke var hans fødested, havde tilhørt hans tante, og at han var palæstinenser fra en klan, der var blevet smidt ud af jøderne.

 

Said var således ikke historiker, og han udlod bevidst at beskrive og analysere begivenhederne i 1948, da Israel opnåede selvstændighed: “Årsagen til palæstinensernes flugt er overhovedet ikke relevant. Det, der er vigtigt, er, at de har ret til at vende tilbage” (Said: “Question of Palestine”, s. 74, cit. i Danny Rubinstein: “Folket uden land”, Vindrose, København, 1992, s. 61).

 

Ved siden af sin indsats som digter var han aktiv i ledelsen af terrorbevægelsen Fatah / PLO. Her hed formanden Abu Ammar – mere kendt som Yassir Arafat, hvis morfar var fætter til Hajj Amin al Husseini. Også Arafat menes at være født i Cairo.

 

Arabisk arbejdskraft

Der var en økonomisk forklaring på tilstrømningen af illegale indvandrere fra de arabiske lande. Histadrut, zionisternes faglige landsorganisation forbød ganske vist ansættelse af ikke-jødiske arbejdere, men i byerne blev mange private virksomheder oprettet med jødisk kapital, og de hyrede arbejdskraft fra nær og fjern. Dertil kom appelsinplantager – både jødisk-ejede og arabiske – samt byggeriet og den offentlige sektor.

 

De arabiske “gæstearbejdere” fra Ægypten og Syrien tjente en løn, der var markant højere end, hvad de fik udbetalt i deres hjemlande. Sammen med mandatmyndighedernes forebyggende indsats mod epidemier viser parametre som børnedødelighed, sundhed og levealder en forbedring af livskvaliteten for tilflytterne.

 

Den arabiske befolkningstilvækst var stærkest i byer med jødisk aktivitet. Mellem 1922 og 1931 strømmede arabere især til industribyerne Haifa og Tel Aviv for at få arbejde, og her forøgedes deres antal med henholdsvis 86 og 62 procent. I Nablus og Hebron, hvor der kun boede arabere, var væksten syv procent (i sidstnævnte by flygtede de jøder, der overlevede pogromen i 1929). Tallene blev fremlagt i den førnævnte rapport fra Peel-kommissionen.

 

I 1967 blev disse fakta fremlagt for en dansk offentlighed af P. P. Rohde (citeret ovenfor), men uvidenhed, sjusk og ideologisk afsporing på universiteterne og i medierne samt arabisk propaganda har gjort journalister og undervisere faktaresistente.

 

Fordrivelse af arabiske bønder?

Gang på gang fremhæver arabiske og vestlige journalister og andre skribenter, at årsagen til utilfredshed og uroligheder i mandattiden var massiv “fordrivelse” af bønder fra jord, der blev købt af jøder.

 

Således skrev teolog og missionær Sven Holm-Nielsen (1919-2008) i sin bog “Historien bag Palæstinaproblemet” (1975), at “fæstebønderne måtte søge ind til byerne efter arbejde”, fordi de hidtidige jordbesiddere solgte jord til jøder, og at dette “blev kernen i de første større uroligheder”. Om zionismen hævder han, at den var en fremmed magt, der trængte ind for “at gøre sig til herre over” araberne. Holm-Nielsen uddyber ikke sine påstande, bringer ingen argumentation, opgiver ingen tal og henviser ikke til kilder, men gengiver blot stormuftiens hetz.

 

David Hirst, journalist på den venstreorienterede avis The Guardian og forfatter til bogen “The Gun and The Olive Branch” (1977), leverer den samme fortælling. Han nævner bl.a. en opgørelse fra 1931, hvor det anføres, at 30.000 bondefamilier – 20 procent af Palæstinas samlede landbefolkning – måtte forlade deres hjem og flytte til byernes slumkvarterer. Her kunne de i heldige tilfælde få ansættelse som murerarbejdsmænd, der byggede fine boliger til jøderne.

 

Som kilde anfører han Doreen Warriners “Land And Poverty In The Middle East” (1948, genoptrykt 1981). Men Warriner skriver det stik modsatte af Hirst. De 30.000 arabiske familier var ikke forpagtere eller selvejende bønder, men jordløse arbejdere. De flyttede ikke til byen, men var ansat til at dyrke jord på ejendomme, hvoraf mellem en tredjedel og en fjerdedel tilhørte arabiske jordbesiddere, mens de mindste brug, tilhørende arabere optog lidt under halvdelen af det dyrkede areal.

 

Edward Said, Sven Holm-Nielsen og David Hirst er ikke de eneste, der bedrager læserne. De nævnte eksempler er kun en lille brøkdel af et gigantisk bjerg af svindel og forfalskning.

 

Hvor mange blev fordrevet fra jorden?

Som mandatmagt lod den britiske regering udarbejde årsrapporter om tilstanden i Palæstina, herunder redegørelser for landbrugets problemer. Disse opgørelser blev tilsendt Folkeforbundet. Derudover udsendte udenrigsministeriet i London og den britiske, pro-arabiske Palæstina-forvaltning hver for sig dokumenter til belysning af sager om jordløse arabere.

 

Årsrapporten til Folkeforbundet fra 1935 meddelte, at under én procent af den ikke-jødiske landbefolkning var blevet godkendt som “fortrængte” arabere. Kriteriet fremgår af et brev, afsendt i 1931 fra premierminister Ramsey MacDonald til Chaim Weizman. De arabere, der var blevet “fortrængt fra den jord, de havde opholdt sig på, fordi den var overgået i jødisk ejendom, og som ikke har erhvervet anden ejendom, hvor de kan slå sig ned,” kunne komme i betragtning som modtagere af statsjord.

 

Arabisk-palæstinensiske politikere opererede med helt andre tal. I 1929 fremkom således den påstand, at der var 1746 jordløse og “fordrevne” familier, som mandatregeringen burde tildele jord. Derefter blev tallet sat op til 10.000 familier. Men i rapporten til Folkeforbundet nævner de britiske myndigheder, at der i 1934 kun blev behandlet 11 ansøgninger om tildeling af jord til fortrængte. Tallet var 35 det følgende år.

 

Ikke kun “fortrængte” arabere modtog dyrkbar statsjord. Andre interesserede – deriblandt arabiske ayan / effendier – fik også tilladelse til at opkøbe betydelige arealer. Da der efter Israels uafhængighed i 1948 blev gjort status over privatiseringen, fremgik det, at af 187.500 udstykkede acres (en acre = 0.4 hektar) havde arabere overtaget 87.500, mens jøder kun fik tilladelse til at købe 4.250. Sammenlagt var en syvendedel af Palæstinas dyrkede jord i jødisk ejendom, og disse landbrugskolonier var hovedsageligt skabt ved at gøre sump eller ørken dyrkbar.

 

Men vestlige journalister og danske gymnasieelever tror, at onde zionister år ud og år ind myrdede fredelige palæstinensere og stjal deres jord.

 

Besværligt vidne ryddes af vejen

Lewis L. Andrews var som sin kollega Orde Wingate en af de få britiske officerer, der sympatiserede med zionismen. Under oprøret 1936-1939 var han “district commissioner” i Galilæa, talte både hebræisk og arabisk og havde indgående kendskab til landbefolkningen.

 

I 1937 vidnede han for Peel-kommissionen og forklarede dens medlemmer, at kun ganske få jordløse arabere ansøgte om at modtage erstatningsejendom fra staten. Kommissionen fandt dette forbløffende, og Andrews forklarede, at de, der hævdede at være “fortrængte”, ikke var motiverede til at møde i retten og dokumentere, at de havde boet og arbejdet på jord, som var blevet solgt til jøder. Årsagen var, at der ikke fandtes beviser. Desuden var det som nævnt forbudt jøder at købe jord på det meste af Palæstinas areal.

 

De tre første kapitler blev bragt mandag, tirsdag og onsdag:

http://denkorteavis.dk/2015/israel-gores-til-syndebuk-palaestina-i-osmannerriget/

http://denkorteavis.dk/2015/israel-gores-til-syndebuk-2-jodisk-indvandring-til-palaestina/

http://denkorteavis.dk/2015/israel-gores-til-syndebuk-3-britiske-mandatstyre-oprettes/

 

5. og sidste kapitel bliver bragt på mandag

 

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…