Det britiske mandatstyre oprettes i Palæstina, og briterne bøjer sig for islamisk vold

Colourbox

Efter Første Verdenskrig blev Osmannerriget opløst og resterne delvist overtaget af to andre imperier – det britiske og det franske.

 

I Anatolien udkæmpede en national-tyrkisk bevægelse under Kemal Pasha – senere kaldt “Atatürk” – krige mod Grækenland i vest og mod et selvstændigt Armenien i øst.

 

Massemord og masseflugt blev konsekvensen, og de vestlige stormagter fastlagde nye grænser i Nærorienten.

 

Arabisk oprør

På Den Arabiske Halvø var det osmanniske styre mere formelt end reelt. Årsagen var geografi, klima og nomadernes livsform. Deres bestandige omstrejfen og krigeriske egenskaber satte helt andre betingelser for politik og administration, og i mange tilfælde fravalgte den tyrkiske regering en militær indsats og betalte i stedet en beduinhøvding for hans loyalitet.

 

Som nævnt var emir og “sharif” Hussein ibn Ali og hans sønner regionale magthavere i Hedjaz mod vest, mens Saudi-stammen beherskede Den Arabiske Halvøs nordøstlige del omkring Riyadh. I midten var emiratet Shammar allieret med osmannerne. Rivaliseringen mellem disse tre “stater” var en blandt flere hindringer for arabisk enhed.

 

Efter et statskup i hovedstaden Konstantinopel 1908-1909 overtog en militærjunta magten i Osmannerriget. Disse “ungtyrkiske” officerer kopierede elementer af den etniske nationalisme, der havde haft fremgang i Europa.

 

Resultatet blev hårdere undertrykkelse af imperiets ikke-tyrkiske befolkninger, som udgjorde flertallet. Arabiske nationalister begyndte at gøre sig gældende, og emir Hussein brød med sultanen og anklagede ham for at forfalske islam.

 

I 1916 kom verdenskrigen for alvor til Den Arabiske Halvø, da Hussein proklamerede, at han ville være “arabernes konge”. Hans sønner samlede en hær af hel- og halvnomader omkring Mekka og Medina. Oprørerne bekæmpede de tyrkiske tropper og saboterede jernbanen fra Palæstina gennem Hedjaz. Faisal (1885-1933), søn af Hussein og bror til føromtalte Abdullah var anerkendt som øverste leder.

 

De arabiske krigere modtog britiske våben og penge gennem agenter – deriblandt den legendariske Thomas Edward Lawrence. De assisterede den general Edmund Allenbys offensiv mod tyrkerne i Palæstina i 1917, men hvervede kun få tilhængere blandt arabere udenfor Hedjaz.

 

Det samme skete, da briterne invaderede Iraq. Her undlod den øverstkommanderende at tage kontakt til de mange arabiske officerer, som kun ventede på signal til at gøre oprør mod tyrkerne. Denne forsømmelse kostede dyrt, og de britisk-indiske tropper led svære tab.

Læs også
Christian 2. (1481-1559) – Bisgaards bog er et fornemt eksempel på historisk formidling, når den er bedst

 

Islam eller panarabisk nationalisme?

Som nævnt var sultanen i Konstantinopel også khalif, dvs. Allahs redskab (tidligere repræsentant) på jorden, og i 1914 erklærede han jihad mod de vantro. Derfor kæmpede mange arabere i det syriske område på osmannisk side mod briterne. Den islamiske motivering udkonkurrerede national loyalitet, og en omfattende arabisk opstand mod tyrkerne blev ikke gennemført.

 

Desuden slog den ungtyrkiske militærjunta hårdt ned på de arabiske nationalister i Syrien, hvilket nær havde kostet Faisal livet. Han var under berettiget mistanke for at sympatisere med dem og blev tvunget til at overvære henrettelse af deres ledere. Han og Hashem-klanen var stadig helt afhængige af det britiske militær, som besatte Iraq og Syrien efter Osmannerrigets kapitulation i oktober 1918.

 

Krigen var vundet. Men det viste sig snart, at freden blev tabt i Palæstina.

 

Faisal og Weizmann

Ved årsskiftet 1918-1919 var Nærorientens grænser og statsretlige forudsætninger uafklarede. Som aftalt af Sykes og Picot overlod London-regeringen Syrien og Libanon til franske tropper, og umiddelbart efter krigens ophør var den britiske holdning, at Palæstina i nær fremtid skulle indgå i en større arabisk stat (jvf. senere offentliggjorte referater af London-regeringens drøftelser i december 1918).

 

Netop dette land var ikke omtalt – og ikke bortlovet til nogen – i brevvekslingen mellem McMahon og “sharif” Hussein. Men Hashem-klanen håbede, at Faisal kunne blive konge over både jøder og arabere. Foreløbig manglede Storbritanniens og Frankrigs godkendelse.

Læs også
Bogen anbefales enhver, som gerne vil forstå baggrunden for nogle af de aktuelle problemer i EU

 

Faisal havde behov for allierede og indledte forhandlinger med Chaim Weizmann (1874-1952), videnskabsmand med diplomatiske evner og formand for WZO, den zionistiske verdensorganisation. Begge deltog i fredskonferencen i Paris i januar 1919 (den resulterede i Versaillesfredsaftalen).

 

I håb om samarbejde med zionisterne godkendte Faisal Balfour-erklæringen og distancerede sig dermed fra et af islams vigtigste dogmer: At en muslimsk hersker aldrig må tillade de “vantro” at herske over et territorium og en befolkning, der var underlagt islam.

 

Et praktisk samarbejde blev dog ikke opnået på topniveau mellem arabere og jøder, og efterfølgende beklagede Faisal, at de vestlige imperialister manipulerede begge parter. Men han fortsatte bestræbelserne på at oprette et hashemitisk kongerige, der omfattede “den frugtbare halvmåne” (det storsyriske område og Iraq) og Hedjaz, hans eget hjemland. I marts 1920 blev han udråbt som konstitutionel monark af Syriens kongres (sammensat efter valg i 1919).

 

Stormagtskonference i San Remo 1920

Den nye stat fik kort levetid. I april 1920 arrangerede de vestlige stormagter en konference i den italienske by San Remo.

 

Her blev det besluttet, at Folkeforbundet (“League of Nations”, oprettet i januar 1919) skulle være øverste myndighed i de arabisk befolkede territorier, som Osmannerriget havde afstået. De blev betroet Storbritannien og Frankrig, og Folkeforbundet vedtog i 1922 resolutioner om de to stormagters mandatstyre i henholdsvis Palæstina og Libanon-Syrien. Denne ordning trådte i kraft d. 29.09.1923. Den var midlertidig, da de pågældende lande senere skulle erklæres uafhængige.

 

Læs også
Boganmeldelse: Et gennemgående nobelt menneske

Beslutningerne var dødsstødet mod Faisals kongerige, og i juli 1920 måtte han flygte, da fransk militær nedkæmpede de syriske nationalisters hær. Resultatet blev voldsomme protester flere steder i den arabiske verden, hvor politikere anklagede de “troløse” englændere for at løbe fra et løfte om øjeblikkelig suverænitet.

 

Optøjerne medvirkede til, at London-regeringen udarbejdede et kompromis. Faisal blev indsat som konge af Iraq, og hans bror Abdullah blev emir af det, der fik navnet Transjordanien – de 77 procent af Palæstina, der ligger øst for Jordanfloden. Denne hashemitiske løsning blev godkendt af Folkeforbundet, og i 1946 blev Abdullah konge af dette land.

 

Det jødiske “nationalhjem”

Det særlige ved det britiske mandat over Palæstina var Balfour-erklæringen fra november 1917. Den blev tilvejebragt af britiske zionister – frem for alt Chaim Weizmann. London-regeringen lovede jøderne ubegrænset indvandring og assistance til at erhverve fast ejendom og indre selvstyre i et “nationalt hjem”.

 

Dette løfte blev indføjet i Folkeforbundets mandatresolution, der fastslår at, kun jøder har politiske rettigheder som kollektiv – dvs. nation – i Palæstina http://www.mythsandfacts.org/conflict/mandate_for_palestine/mandate_for_palestine.htm 

 

Andre nationer fandtes nemlig ikke på stedet. Individuelle rettigheder havde derimod alle med lovligt ophold i landet, og dokumentet udtrykte, at jødernes særstilling ikke måtte genere den ikke-jødiske befolkning. Da Folkeforbundet i 1945 afløstes af FN, blev det bekræftet, at resolutionen fortsat stod ved magt. Alene af den grund er Israels status som suveræn nationalstat folkeretligt gyldig.

 

Men det viste sig snart, at Balfour-erklæringens målsætning blev modarbejdet af britiske beslutningstagere i Palæstina.

Læs også
Spændende bog om Svenskerkrigene – her blev grunden lagt til den moderne centralstat

 

Organisering og forsvar af “yishuv”

Efter Første Verdenskrigs ulykker var der en vis optimisme i jødernes yishuv (“beboelse”) i Palæstina, fordi Folkeforbundet udtrykkeligt legitimerede deres tilstedeværelse med historisk tilknytning til landet, og mellem 1919 og 1923 nåede 40.000 jødiske immigranter fra Polen at slippe ind i Palæstina.

 

De fleste elementer i zionismens økonomi og forvaltningsapparat var allerede grundlagt, og de blev 20 år senere til staten Israel. I 1902 oprettedes “Anglo Palestine Bank” (senere Bank Leumi), og fra 1908 koordinerede og støttede det jødiske “Palestine Office” både landbrugskolonier, boligbyggeri i byerne og oprettelse af skoler.

 

En nationalfond til opkøb af jord blev også organiseret. Den blev i 1920 til Keren Hayesod – “Indsamlingsfonden”. Yishuvs politiske talerør overfor de britiske myndigheder var Jewish Agency. På samme tid dannedes Histadrut, en faglig landsorganisation og kooperativbevægelse.

 

Et ulmende jødehad og “almindelig” kriminalitet gjorde det nødvendigt at organisere et særligt beredskab – Hashomer (“vagtpost”) – til beskyttelse af især landbrugskolonierne. Inden længe kom de samme betingelser til at gælde jøderne i byerne. Også de behøvede beskyttelse, hvilket blev tydeligt bevist under de blodige optøjer i Jerusalem i påsken 1920 (omtales nedenfor). Derfor blev en zionistisk milits, Haganah (“forsvar”) organiseret. Den blev senere udbygget til en professionel styrke.

 

Britisk antizionisme

Zionismen – og dermed moderniteten – viste sig at være en succes med hensyn til produktion, handel, sygdomsbekæmpelse og uddannelse, og jødernes foretagsomhed gavnede i høj grad ikke-jøder. Men den frembragte også vrede, misundelse og forargelse.

Læs også
Filmen “I krig og Kærlighed” er en mageløs mulighed for at komme tættere på danskernes fælles historie

 

I mere end 1000 år havde jøder, kristne og andre ikke-muslimer overlevet under islam som dhimmier eller andenrangsmennesker.

 

Ifølge herrefolkets mentalitet, helligskrifter og tradition var de rituelt urene og underlagt utallige former for ydmygende diskriminering. At bede ved Jerusalems Tempelbjerg – Haram al Sharif – var stadig et vigtigt ritual for troende jøder, men fordi stedet var blevet forsynet med to moskeer, blev de forbudt adgang.

 

De måtte nøjes med at stå foran “Grædemuren”, som er den sidste rest af det tempel, den romerske hær ødelagde år 70. Ved denne mur risikerede de, at muslimer smed affald på dem eller generede dem på anden vis.

 

Islamiske demagoger bearbejdede den arabiske befolkning for at omdanne islams traditionelle foragt for jøder til regulær forfølgelse i en situation, hvor den osmanniske myndighed brød sammen, og hvor britiske officerer havde overtaget ansvaret for sikkerheden.

 

I december 1917 ankom general Edmund Allenby til Jerusalem, og frem til sommeren 1920 var byen understillet britisk militærstyre. Allenby proklamerede krigsretstilstand og forsikrede, at de hellige steder ville blive beskyttet, og at den daglige virksomhed i handel og håndværk ikke ville blive forsyrret.

 

Men Balfourerklæringen – offentliggjort i London få uger tidligere – nævnte han ikke, og den blev ikke trykt og omdelt til Palæstinas befolkning. Det viste sig snart, at en anti-zionistisk holdning var fremherskende blandt officerer, hvilket fremgik på flere måder.

 

Flertallet af Jerusalems beboere var jøder, men briterne beholdt den muslimske effendi Musa Kazem fra al Husseini-klanen som borgmester. Ronald Storrs, militærguvernør over Jerusalem – og dermed den ansvarlige for lov og orden – var ikke blot arabist, men udpræget pro-arabisk med et romantisk anstrøg. Han havde kæmpet mod tyrkerne sammen med T.E. Lawrence og Faisal, og da sidstnævnte blev inviteret til en konference i London i 1919, pressede Storrs ham til at skifte diplomat-jakkesættet ud med flagrende beduingevandter.

 

Mindre fredelig var Storrs’ medansvar for Husseini-klanens aktiviteter. Dens ledende talsmand Hajj Amin al Husseini (1893-1974) organiserede en islamisk terrorbevægelse af “fedayin’er” (de, der ofrer sig i kamp). De myrdede politiske modstandere – jøder såvel som arabere. Hajj Amin gjorde kampen mod zionismen til sin livsopgave. Han havde studeret islam på Al Azhar-institutionen i Cairo og været officer i den osmanniske hær under verdenskrigen. Hans jihad-dagsorden var det stik modsatte af Husseins og Faisals ønsker om reformer.

 

Historikeren Torben Hansen skriver om den historiske udvikling i Palæstina og Israel. Første og anden del stod i Den Korte Avis mandag og tirsdag:

http://denkorteavis.dk/2015/israel-gores-til-syndebuk-palaestina-i-osmannerriget/

http://denkorteavis.dk/2015/israel-gores-til-syndebuk-2-jodisk-indvandring-til-palaestina/

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…