Jødisk indvandring til Palæstina var begyndelsen på modernitetens indtrængen

Colourbox

Jødisk tilstedeværelse i Palæstina sidestilles med brutale spanske conquistadores, der knuste Mellem- og Sydamerikas oprindelige kulturer, eller engelske og hollandske slavehandlere, der bortførte afrikanere til plantager i Caribien.

 

Derfor er en undersøgelse af befolkningens sammensætning nødvendig for at forstå det faktiske forløb.

 

Folkevandring til Palæstina fra alle verdenshjørner

Nablus, Akko (Acre) og andre byer i det vestlige Palæstina modtog tusindvis af ægyptiske tilflyttere under og efter Ibrahim Pashas mellemspil i 1830’erne.

 

Som nævnt er tallene usikre, men det skønnes, at de og deres efterkommere udgjorde ca. 60.000 af den samlede folketal, og at Jaffa i 1844 havde en befolkning på 13.000 indbyggere. Heraf var de 8.000 ægyptiske indvandrere – deriblandt soldater med familier. Derefter kom andre flokke af ægyptere, der flygtede fra tvangsarbejdet ved anlæggelsen af Suez-kanalen.

 

Efter 1830 ankom et betydeligt antal muslimske flygtninge – berbere og arabere – fra Algeriet, der var blevet erobret af Frankrig. Mange af dem var islamiske fanatikere med en aggressiv mentalitet, næret af kampe mod den franske hær og Allahs befalinger i koranen og andre helligskrifter om jihad og om ikke-muslimers rituelle urenhed.

 

Desuden indvandrede libanesiske druzere (“udbrydere” fra islam), kurdere og turkmener fra det nordlige Iraq. Efter 1878 ankom en bølge af muslimske flygtninge fra Bosnien og Tjetjenien, der blev besat af henholdsvis Østrig-Ungarn og Rusland. Også fra Indien, Afghanistan, Libyen, Sudan og Marokko kom muslimske indvandrere.

 

En anden stor gruppe var tjerkessere, som den russiske hær havde nedkæmpet i den nordlige del af Kaukasus-regionen. 600.000 af dem flygtede til det osmanniske imperium, og heraf blev ca. ti procent anbragt i Palæstina, hvor de byggede egne landsbyer (disse tal fra de osmanniske arkiver kan betragtes som nogenlunde troværdige). På grund af deres militære talent blev de benyttet som forsvar mod beduinoverfald. Mange af mændene blev hvervet til div. væbnede enheder. I dag sættes antallet af israelske tjerkesser til 3.000, og mange af dem gør frivillig tjeneste i militæret, IDF (Israel Defense Force).

 

Der lever også tjerkesser i Jordan. Ved begravelsen af afdøde kong Hussein af i 1999 var en trop af hans tjerkessiske livgarde tilstede med lange støvler, markante pelshuer og andet udstyr, der kendes fra Kaukasus.

 

Kildematerialet til undersøgelser af den kraftige indvandring i 1800-tallet er blevet behandlet af Arnold Blumberg, antizionisten Nathan Weinstock og kommenteret af Boris Segel her http://www.thejewisheye.com/ab_zionbfr.html og Francisco Gil-White her http://www.hirhome.com/israel/pal_mov2.htm

 

Dynamik?

Læs også
Beskyldningerne om antisemitisme mod det britiske Labourparti – og deres lunkne forsøg på at gøre noget ved det

Et stort antal armeniere og grækere søgte også til Syrien – herunder Palæstina. De var kristne bønder og håndværkere, som på grund af lovløshed og røverbander flygtede fra Anatolien i det nuværende Tyrkiet. I slutningen af 1800-tallet udgjorde de formodentlig en tredjedel af den totale indvandring til Palæstina, og dertil kom andre kristne og jøder fra Europa. I Jerusalem opstod et kvarter, der stadig kaldes “den armenske bydel”.

 

Indvandringen fortsatte i det 20. århundrede fra nabolandenes arabiske befolkning, der blev tiltrukket af nye arbejdsmuligheder, skabt af især kristne og jøder. Meget tyder på, at tilstrømningen af de mange flygtninge mere end opvejede en tilbagegang i befolkningstallet som følge af røverier, epidemier og jordskælv.

 

“Den Høje Port” – den osmanniske regering – legaliserede indvandringen på grund af de ikke-udnyttede dyrkbare arealer, den dybe fattigdom og den svage økonomiske aktivitet i byerne.

 

Indvandrerne åbnede butikker og mindre industrivirksomheder og især jøder begyndte at opdyrke jorden. Alt i alt skabtes en vis økonomisk vækst, og landet var således ikke længere folketomt – som det blev hævdet af visse zionistiske propagandister.

 

I tiden efter 1860 blev Palæstina åbnet for modernitet og kapitalisme – omend stadig langsomt og i begrænset omfang. Som Yassir Arafat fremhævede i sin tale fra 1974, var der kommet en vis dynamik i økonomien. Men blev især påbegyndt i byerne af sultanens jødiske og kristne undersåtter i samspil med europæisk foretagsomhed og investering.

 

Europæisk påvirkning

Europa var i midten af 1800-tallet kendetegnet af en hidtil ukendt teknologisk udvikling, som medførte radikal ændring af produktion, naturvidenskab, hygiejne, transport og undervisning. Dette befordrede en velstandsstigning, som igen stimulerede forbrug og handel og dermed også eksportmuligheder for Palæstina.

Læs også
Kulturhistorie: Risikoen ved at læse Bodega Blues er en overvældende tørst og en uovervindelig lyst til at besøge de steder, forfatteren beskriver så levende og farverigt

 

Søforbindelsen mellem vest og øst blev intensiveret med åbningen af Suezkanalen i 1869, og sejlruten fra Europa til Indien blev forkortet med 7.000 km. Dermed fik Ægypten større strategisk og kommerciel betydning, hvilket motiverede Storbritannien til at besætte landet i 1882 – med økonomiske og kulturelle virkninger i Palæstina.

 

Dertil kom reformer i det osmanniske statsapparat. Lokale magthavere blev kontrolleret af “Portens” udsendte guvernører, og røveriske beduiner i Palæstina og andre syriske distrikter blev banket på plads (forholdet mellem de tyrkiske herskere og stammerne på Den Arabiske Halvø fungerede på helt andre betingelser, der omtales nedenfor).

 

Endvidere greb de europæiske stormagter ind i osmannisk politik og administration. “Porten” havde oparbejdet en enorm udlandsgæld, og var faktisk gået konkurs. De vestlige kreditorer krævede og fik derfor medindflydelse på bl.a. toldindtægter, vandforsyning og postvæsen. Samtidig udsendte Europas stormagter konsuler til de større byer. De samlede information om politiske og økonomiske forhold (deres rapporter er vigtige kilder for historieskrivningen).

 

Et andet motiv bag udsendelsen af konsuler var de blodige kampe mellem forskellige religiøse og etniske grupper i det syriske område (omtales nærmere nedenfor). Stormagterne påtvang “Porten” en særlig beskyttelsesordning for de ikke-muslimske menigheder: Rusland engagerede sig som forsvarer af de ortodokse kristne, mens Frankrig beskyttede katolikkerne og briterne jøderne. Senere fik konsuler fra USA, Østrig-Ungarn og Preussen – fra 1871 det tyske kejserrige – lignende beføjelser.

 

Jerusalem saneres og udvides

Jerusalem var specielt tiltrækkende for kristne og jøder, som i sidste halvdel af 1800-tallet opnåede finansiel assistance fra Vesteuropa. Uden disse penge kunne den snavsede og forfaldne by ikke saneres.

 

Læs også
”I Jægersborg står der et orgel”

Økonomisk støtte til jøderne kom især fra den italiensk-engelske bankier Sir Moses Haim Montefiore (1784-1885) og slægten Rothschildt. De bekostede forbedring af Jerusalems vandforsyning, affaldshåndtering, istandsættelse, nyt byggeri og udvidelse af vejnettet.

 

Omkring 1880 udgjorde jøderne lidt over halvdelen af byens befolkning på 30.000. Det var mere end en fordobling siden 1840, da det samlede indbyggertal var 13.000.

 

Adgang for jøder tilladt

I 1856 overtalte Moses Montefiore sultanen til at tillade jøder at købe fast ejendom i Palæstina, hvilket stimulerede indvandringen yderligere. I 1881 ankom således 2000 jøder fra Yemen, og på samme tid begyndte et langt større antal ashkenaz-jøder at flygte fra pogromer i Rusland.

 

Dette var den første “aliyah” – hebraisk: “opstigning” (ankomst til Palæstina). Herefter voksede den jødiske befolkning kraftigt, og deres antal i 1895 var ca. 47.000, og som nævnt tiltog også mængden af muslimske indvandrere.

 

Det tidligere underbefolkede Palæstina lignede en banegård i myldretiden – opsplittet i etniske og religiøse mikro-samfund med i alt 50 sprog (bl.a. italiensk og persisk).

 

I 1919 fik dette brogede billede Chaim Weizman til at udtale, at Palæstinas befolkning slet ikke var arabisk. Han var formand for WZO, den zionistiske verdensorganisation, og forhandlede med Faisal, søn af emir Hussein ibn Ali (1854-1931) af Hedjaz, Den Arabiske Halvøs nordvestlige landskab med islams hellige byer Mekka og Medina.

Læs også
Hvidvasker Sverige sin antisemitisme? – en beretning om, hvor galt det står til i Malmø

 

Emir Hussein om jøder i Palæstina

Hussein var overbevist om behovet for radikale reformer i den arabiske verden ved overtagelse af europæiske normer og opfindelser (Hussein og Faisal omtales nedenfor). Da Palæstina i begyndelsen af 1900-tallet stadig var fattigt og underudviklet, og da jøder – især fra Rusland, Polen og Rumænien – ønskede at flytte til deres forfædres land, konkluderede emiren, at “Når de eksilerede [ jøder ] vender tilbage til deres hjemland, vil de udgøre et materielt og åndeligt eksempel for deres brødre [ arabere ], som er forbundet med dem på markerne, fabrikkerne og alle områder, der har at gøre med arbejdet …”

 

Samme vurdering havde Daud Barakat, chefredaktøren for Ægyptens ældste avis Al Ahram (grundlagt 1875):

 

“Det er absolut nødvendigt, at der skabes venskabelig forståelse mellem zionisterne og araberne, da en krig på ord kun vil medføre ondt. Landet behøver zionisterne: De penge, de medbringer, deres viden og intelligens og den flid, der kendetegner dem, vil utvivlsomt genrejse landet.”

 

Neville Mandel, The Arabs and Zionism Before World War I, University of California Press: 1976, p. 8. Citeret af http://www.jewishvirtuallibrary.org/jsource/myths3/MFroots.html#5

 

Tekniske og kommercielle forbedringer

Ved Middelhavskysten og i det østlige Galilæa begyndte jødiske indvandrere at købe fast ejendom af større jordbesiddere (effendier eller ayan). Også her stod europæiske jøder for finansieringen af landbrugskolonier.

Læs også
Christian 2. (1481-1559) – Bisgaards bog er et fornemt eksempel på historisk formidling, når den er bedst

 

Især var dræning af malariabefængte sumpe en bekostelig og besværlig aktivitet, der skabte grundlag for appelsinplantager. Desuden begyndte jøder at beplante højdedrag, hvor vegetationen var blevet ødelagt.

 

Europæiske iværksættere gik i spidsen med at introducere vestlig teknik som dampskibe og telegraf (indført 1854). Senere kom eksplosionsmotoren i anvendelse, hvilket effektiviserede vandingsanlæggene. Dette bidrog til øget produktion af eksportvarer som bomuld og citrusfrugter, som også flere jordbesiddere – bl.a. den græske (kristne) Sursuq-klan – investerede i. Ligeledes blev petroleumsdrevne kværne importeret fra Frankrig til presning af olivenolie.

 

I 1892 åbnedes på fransk initiativ en jernbane fra Jaffa til Jerusalem. Vejnettet blev forbedret, og det samme skete med havneanlæg i Haifa og Jaffa. Franskmænd, grækere og italienere tilvejebragte disse tekniske fremskridt og den øgede produktion af eksportvarer. Mange rejste bort igen, men andre forblev i landet.

 

Blev arabiske bønder fordrevet af zionisterne?

Mange jordbesiddende “ayan” i Jerusalem og Beirut havde fundet en ny indtægtskilde ved at sælge ud af deres ejendom til jødiske kolonister. Jordens kvalitet var svingende, og priserne var stærkt opskruede. I flere tilfælde solgtes stenede skråninger, ørken og sumpe (eksempelvis ved Hadera nord for Jaffa).

 

Også landsbyer med dyrkede arealer skiftede ejer. Da mange af de pågældende forpagtere ikke havde skøde på den jord, de dyrkede, måtte de flytte. I det hele taget var livsformen på landet ofte halvnomadisk. Nogle bønder kunne dog forblive på stedet som ansatte under jødiske ejere, eller de indgik kompromis om at købe en del af den ejendom, der var sat til salg.

 

Men i 1890’erne blev dette relativt begrænsede problem blæst op til propaganda om invaderende “vantro”, der ville fordrive muslimerne. Som anført opgav “Porten” den jødevenlige indstilling og besværliggjorde dermed ejerskifte i landbruget.

 

Jødisk overtagelse af jord foregik gennem køb – ikke tyveri. I den osmanniske tid var den beskeden: År 1914 arbejdede 12.000 jøder – ud af de i alt 85.000 – i 44 landbrugskolonier med et samlet areal på 40.000 hektar. I øvrigt blev den første levedygtige landbrugskoloni ikke grundlagt efter en “invasion” fra Europa, men af jøder, der flyttede fra Jerusalem, hvor deres forfædre havde boet i århundreder (jvf. statistik fra zionistiske agenturer; efterfølgende opkøb af jord omtales nærmere i afsnittet om den britiske politik i 1930’erne).

 

Under alle omstændigheder slog det store flertal af jødiske indvandrere sig ned i byerne (og år 2015 levede kun tre procent af Israels befolkning af landbrug).

 

Adgang for jøder forbudt

Rusland var sultanens arvefjende. I tre krige (1829, 1853-56 og 1877-78) havde tsarens militær demonstreret vilje og evne til at knuse tyrkerne. Kun de vestlige stormagters indblanding frelste sultan-khaliffens imperium.

 

Derfor blev de mange ashkenaz-jøder, der strømmede til Palæstina, betragtet med mistro, og i 1890’erne befalede sultan Abdul Hamid, at de fremover skulle forbydes adgang. Dette dekret og et fornyet forbud mod køb af jord kunne dog omgåes ved at bestikke lokale myndigheder.

 

Jordbesidderne havde andre motiver til at spille antisemitismens kort. Salg af jord – god eller dårlig – til jøder indbragte mange penge, men samtidig kunne hetz mod denne gruppe indvandrere aflede opmærksomheden fra jordbesiddernes udbytning af forpagterne og i det hele taget af ejendomsforholdene i landbruget.

 

Desuden skabte sultanens panislamiske proklamationer forhåbninger blandt disse effendier om en strengere praktisering af sharia. Noget sådant kunne annullere indgået handel med jøder, fordi islams såkaldte “lov” tillader muslimer at bryde en aftale med de vantro, altså bedrageri. Denne ambition måtte dog opgives, og de osmanniske magthavere fik alvorligere problemer at tænke på  – frem for alt folkemord, militærkup og krig.

 

Zionismen

Nationale kampe bestemte Europas politiske dagsorden i 1800-tallet. I slutningen af århundrede fremkom også en identitetsbevægelse blandt jøder – zionismen. Dens udgangspunkt var rædsel over pogromerne i Rusland og et justitsmord i Frankrig – af datidens fremskridtsoptimistiske borgere beundret som toppen af vestlig civilisation.

 

I 1894 blev jøden Alfred Dreyfus dømt for spionage for Tyskland, afskediget fra sin stilling som officer og sendt til en tropisk straffekoloni. Sagen resulterede i antisemitiske optøjer og rasende polemik i pressen. Men afstraffelsen af den jødiske officer blev en politisk skandale, da forfatteren Émile Zola kunne påvise, at Dreyfus var udsat for et justitsmord, og i 1906 fik han omsider oprejsning.

 

Det havde vist sig, at jødehad florerede i den franske hær og det franske samfund. Denne afskyelighed, der først blev slået tilbage efter flere års strid, rystede journalisten Theodor Herzl. Han var født i Budapest, og som det store flertal af jøder i Central- og Vesteuropa var han assimileret i modernitetens kultur.

 

Derfor skrev han bogen Jødestaten (tysk udgave 1896). Her argumenterede han, at når selv assimilerede jøder blev forfulgt i Europa, kunne de kun overleve ved at oprette deres egen stat i det land, der havde været Israel i oldtiden.

 

Denne målsætning blev drøftet på en kongres i 1897, hvor en række “zion-elskende” foreninger samledes. Men Herzls idé blev modereret, idet den zionistiske organisation kun besluttede at arbejde for en jødisk “hjemstavn” – i Palæstina.

 

Panislamisme og massemord

De europæiske regeringers pres på “Porten” og deres ambassadører og konsulers indsats som beskyttere af Palæstinas kristne og jøder dæmpede til en vis grad vold mod disse mindretal. Men andre steder udbrød omfattende plyndringer og massakrer i større skala end tidligere.

 

I 1860 medførte et opgør mellem maroniter (d.v.s. katolikker) og druzere, at 20.000 kristne arabere blev myrdet i Libanon og Damaskus.

 

Senere tog sultanen selv initiativ til massakrer på ikke-muslimer. Repressalier efter nedkæmpelse af et oprør i Bulgarien i 1876 kostede 15.000 kristne livet, hvilket gav Rusland påskud til at angribe Osmannerriget.

 

Igen blev tyrkerne slået, og store dele af Balkan blev løsrevet fra imperiet. På den efterfølgende fredskonference i Berlin i 1878 forpligtede sultan Abdul Hamid sig til at yde alle sine undersåtter samme behandling og beskyttelse. Dette løfte holdt han ikke. I stedet formulerede han en “pan-islamisk” politik, vendt mod de kristne.

 

“Den Høje Port” beordrede massemord på det armenske mindretal i det østlige Anatolien, og i 1890’erne blev mellem 100.000 og 300.000 af dem myrdet af kurdiske røverbander, som regeringen forsynede med våben. Samme skæbne ramte 15.000 kristne assyrere.

 

En endnu større katastrofe fandt sted i det østlige Anatolien under Første Verdenskrig, da den “ungtyrkiske” militærjunta kombinerede panislamisk fanatisme med ekstrem nationalisme og massakrere ca. halvanden million armeniere. De blev anklaget for at samarbejde med rigets fjende, Rusland.

 

Verdenskrigens Orient-front

Første Verdenskrig udbrød i august 1914. Den blev udkæmpet mellem to magtblokke:

 

Tyskland, Østrig-Ungarn, Bulgarien og Osmannerriget (Tyrkiet) kontra Frankrig, Storbritannien, Belgien, Rusland, Rumænien, Serbien, Montenegro og Italien (fra 1917 desuden USA og en række mindre stater).

 

I 1915 blev britiske og franske invasionsstyrker sendt til flere fronter mod det osmanniske imperium, men de led knusende nederlag i Iraq og på Gallipoli-halvøen ved indsejlingen til Marmarahavet. De store tab skyldtes først og fremmest, at Tyskland sendte våben og officerer til den osmanniske hær.

 

Derfor engagerede Storbritannien sig i at støtte et arabisk oprør mod den osmanniske sultan og den “ungtyrkiske” militærjunta.

 

Brevvekslingen mellem McMahon og Hussein ibn Ali

Denne idé fremkom i april 1914, da Sir Henry McMahon, britisk højkommissær i Cairo, modtog en anmodning fra to arabiske aktører.

 

Den ene var førnævnte emir Hussein, der var leder af Hashem-klanen fra Qureish-stammen, som profeten Muhammed skulle have tilhørt ifølge en islamisk legende. Husseins afstamning var grunden til, at han smykkede sig med titlen sharif -”ædel” eller “fornem”. Der var tradition for, at sultanen udnævnte en mand fra hans klan som guvernør og vogter over islams helligdomme i Mekka og Medina samt tempelbjerget i Jerusalem, og efter mange års strid og bryderier med den osmanniske regering blev han i 1908 indsat på denne ærefulde post.

 

Husseins henvendelse blev fremført af sønnen Abdullah, som i Cairo opsøgte den britiske guvernør Lord Kitchener. Den anden kontaktperson var repræsentant for en sammensværgelse af arabiske nationalister i Syrien. De foreslog briterne at udruste og assistere et oprør mod tyrkerne. Men først efter Osmannerrigets indtræden på tysk side i krigen i november 1914, fattede London-regeringen interesse for ideen.

 

I 1915 og 1916 udveksledes breve mellem McMahon, britisk højkommissær i Cairo og emir Hussein. Af korrespondancen fremgår, at Hussein tiltog sig rollen som talsmand for “den arabiske nation”, og at han forventede britisk godkendelse af en uafhængig stat øst for Suez og Sinai. Dette ønske blev imødekommet fra britisk side, men der var to forbehold:

 

For det første skulle – ifølge McMahon – en landstrimmel mellem Middelhavet i vest og Aleppo og Damaskus i øst have særstatus på grund af det store antal ikke-muslimer: druzere, kristne, jøder, men Palæstina blev ikke nævnt. For det andet måtte Storbritannien tage hensyn til alliancepartneren Frankrigs interesser ved fastlæggelsen af de fremtidige grænser. Dette accepterede emir Hussein.

 

Sykes-Picot-aftalen 1916

Men det viste sig snart, at London-regeringens hensyn til Frankrig blev opfattet som løftebrud overfor Hussein. Forhandlinger mellem de to allierede stormagter førte i maj 1916 til udarbejdelse af en traktat, benævnt efter den franske diplomat François-Georges Picot og orientalist og officer Mark Sykes.

 

De aftalte at opdele arabisk befolkede territorier efter krigens afslutning – fra Taurusbjergene i nord til Aqababugten i syd. Frankrig skulle have Libanon og Syrien, mens briterne kontrollerede Iraq, Palæstina – og dermed også det område, der blev til nutidens stat Jordan.

 

Da Rusland på dette tidspunkt var allieret med Storbritannien og Frankrig, modtog dets regering kopi af Sykes-Picot-traktaten. Det følgende år brød den russiske stat sammen, og kommunisterne overtog magten. I udenrigsministeriets arkiv fandt de papiret, som straks blev offentliggjort, hvilket hurtigt blev kendt i den arabiske verden.

 

Flugt, epidemier og sult

Verdenskrigen fik ulykkelige konsekvenser for især de palæstinensiske jøder. Den øverstbefalende for de tyrkiske styrker truede dem med død og undergang, og jødiske aviser blev forbudt. De heldigste af dem blev evakueret til Ægypten, som var besat af briterne.

 

I 1915 fjernede de osmanniske myndigheder redskaber og trækdyr fra jødiske landbrugskolonier, der i forvejen var bragt på fallittens rand efter krigsudbruddet, der blokerede deres eksport. I påsken 1917 blev tusindvis af ashkenaz-jøder – også børn og gamle – smidt ud af Jaffa, Tel Aviv og Petakh Tikva. Deres hjem blev først plyndret af tyrkiske soldater og derefter af arabisk pøbel. I tusindvis blev jødiske mænd indkaldt til “Portens” hær. De, der ikke havde råd til at bestikke officererne for at slippe, blev sendt til fronterne i Iraq eller Kaukasus, hvor mange omkom på grund af epidemier og sult.

 

Dødstallet ville sandsynligvis være blevet langt højere, hvis den tyske general Erich von Falkenhayn ikke havde lagt en dæmper på sin tyrkiske kollega Djemal Pasha, der var hovedansvarlig for den netop afsluttede massakre på halvanden million armeniere.

 

Antallet af jøder i Palæstina faldt fra 85.000 i 1914 til 58.000 i 1918. Da kapitulerede “Den Høje Port”, og briterne havde oprettet et militærregime i landet.

 

Historikeren Torben Hansen skriver om den historiske udvikling i Palæstina og Israel. Første del stod i Den Korte Avis i går:

http://denkorteavis.dk/2015/israel-gores-til-syndebuk-palaestina-i-osmannerriget/

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…