Regeringen glemmer, at integration også forudsætter et personligt ansvar

Foto: Privat

Man skal ikke dykke mange sider ned i regeringens nye integrationsudspil, før øjet skuer, at indholdet er set før. Ved samme lejlighed vil man opdage, at udspillet også er blottet for en essentiel grundpille i en vellykket integration. Nemlig det personlige incitament og det personlige ansvar.

 

Det er slapt, at regeringen ikke gør en dyd ud af, at den enkeltes eget incitament til integration går hånd i hånd med den kommunale indsats. Sidstnævntes indsats har partierne travlt med at kommentere i udspillet, mens det ser anderledes ud med det personlige incitament. Når regeringen nu engang har gjort sig den umage at lave et politisk udspil, om end det lugter af panik før lukketid, havde det været opløftende, hvis det rent faktisk også havde nogle politiske ambitioner.

 

Selvfølgelig skal kommunen og det miljø, som den enkelte bliver en del af, yde en indsats for at hjælpe indvandrere og flygtninge godt ind i det danske samfund bl.a. ved at lokalisere mulige arbejdspladser. Men det er også kun rimeligt at stille krav til den enkelte. Krav til, at den enkelte vil være en del af det danske samfund og vil integreres.

 

Hvis vi skal løfte integrationen, hvad jeg og Venstre vil, foreslår vi, at startydelsen skal svare til en SU-sats. Herfra kan den enkelte arbejde sig til en højere ydelse bl.a. ved at lære dansk, deltage i samfundslivet og skaffe sig et arbejde eller en uddannelse i mindst seks måneder. Altså at den enkelte også har et økonomisk incitament til integration i Danmark.

 

Fatma Øktem, folketingsmedlem (V)

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…