Indlæg fra læserne – 24. marts

Risiko-guide

Hvor tør man snart tage hen, hvis man trænger til lidt sol på den vinterblege mave?

 

På det seneste er 17 turister blevet slået ihjel og 50 er såret under en terroraktion i Tunesien.

 

Kan man i dag overhovedet være tryg ved at rejse til turistmål syd for Kreta og Malta, bortset fra de Kanariske-øer og Kap Verde?

 

Solhungrende danskere skal tænke sig om, før de vælger, at rejse til lande, hvor terrorgrupperne IS og Boku-Haram er i nabolaget.

 

Tunesien, Libyen og Ægypten må derfor nok se i øjnene, at mange danske turister vil vælge disse lande fra som rejsemål – i hvert fald indtil truslen om vold og død forsvinder eller minimeres.

 

Der savnes en troværdig guide, der oplyser om, hvor det er sikkert at rejse hen, og hvilke forholdsregler, der bør træffes, hvis man alligevel vover sig ud i farezonen.

 

Udenrigsministeriet er sædvanligvis ret hurtigt ude med advarsler, men rejseudbyderne bør også have en interesse i, at kunderne ikke bliver skræmt fra vid og sans.

 

Hvad så med at etablere en fælles rejserisikoenhed, der daglig vurderer den aktuelle fare ved at rejse til terrortruede feriesteder?

 

Det kunne branchen jo gøre på samme måde, som den tildeler destinationer og hoteller stjerner i forhold til kvalitet?

 

Nuvel en sådan vejledning kan aldrig blive en garanti mod uønskede hændelser – og rejseudbyderne kan vel næppe siges at være helt objektive. De skal jo sælge deres rejser?

 

Men et risiko-skema tilknyttet annoncen kunne være en vejledning til betryggelse af rejsen/eller det modsatte.

 

Særligt forsigtige kan så krydstjekke oplysningerne med Udenrigsministeriets aktuelle vejledning.

Jørgen Mejrup

 


 

Regeringens fravalg af hjælp til etniske danskere

“Alle skal bidrage” var slutkommentaren for at yde mere hjælp til asylansøgere og flygtninge, så de kan få en attraktiv arbejdsplads.

 

I nu mange år har jeg aldrig modtaget blot 1 minuts hjælp fra kommunen, som tværtimod stik modsat egen vilje har forhindret mig i kontakt til det kommunale jobcenter.

 

Efter påkørsel af en spritbilist med 3 ugers bevidstløshed til følge mistede jeg et elsket og højt betalt konsulentjob som virksomhedsanalytiker.

 

Efter 4 år betalte jeg selv den kvarte million som 5 måneders ophold på Center for Hjerneskade (CfH) kostede. Kommunen nægtede hjælp trods anbefaling fra neuropsykologen i Amtet. Pengene blev taget fra min “erstatning”. Her fik jeg heller ikke hjælp til et jobforsøg.

 

På CfH var jeg en kort overgang tilknyttet en italiensk psykolog, der i Italien arbejdede med hjerneskadede. Statistikken talte sit tydelige sprog: I Italien kom 98% med en hjerneskade tilbage til arbejdsmarkedet.

 

I Danmark var tallet 2%. TO PROCENT!

 

Klart vi ligger så lavt, når hjælp fratages etniske danskere, der udsættes for en ulykke fra andre.

 

Glemt af flere regeringer, mens vi nu kan se, at ”nydanskere” bliver forgyldt med boliger, større indtægter end førtidspensionen og nu flere millioner til jobhjælp og virksomhedskontakt til et meningsfyldt arbejde.

 

Jeg er nok ikke alene om at føle mig fravalgt og kasseret mens tilkomne forgyldes.

Anne Merete Vase

 


 

Fagforeningspamperi

Så er den gal igen igen. 3F tager os alle sammen som gidsler, den virkelige kamp er ikke en arbejdskamp, men 3F og andre Fagforeningers egen kamp for at overleve deres egen eksistens.

 

Som tiden går bliver det mere og mere upopulært og uinteressant for den danske arbejder klasse at støtte alle de pampere, der for egen vindings skyld starter den ene sindssyge strejke og blokade efter den anden.

 

Vågn nu op danske medarbejder, det er JER der bliver brugt af jeres egen fagforening som gidsler, kun for at føre en kamp så jeres fagforenings bosser kan leve et helt umådeholdende pamperi.

 

Det er ikke i Danmarks interesse når Harald Børsting stiller sig op og opfordre til at virksomheder blot kan flytte udenlands hvis ikke man følger “Den Danske Model” – hvad er det lige for en model?

 

Alt for dyre leveomkostninger og dermed alt for store lønninger og dermed ikke i stand til at leverer en vare der kan sælges på verdensmarkedet – det er den danske model.  Det er da ikke noget at stræbe efter.

 

Få nedlagt de fagforeninger, de er en pestilens for den danske arbejder klasse og for det Danske samfunds udvikling.

 

Den gjorde et fantastisk stykke arbejde for 150 år siden, der havde Fagforeninger en klar opgave. I dag er den en bremse for al sund og fornuftig udvikling. Men nemt bliver det nok ikke så længe at ledende politikker er økonomisk afhængig af fagforenings støtte, nogle steder kalder man det for korruption.

 

Der mangler en stærk regering der har modet og viljen til at sætte en stopper for dette fagforenings vanvid.  Eller at danske arbejdere går sammen hånd i hånd og melder sig ud, det bliver en hård kamp. Men i sidste ende vil vi alle vinde.

Jan Due

 

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…