De kommer med tøj og bamser til asylansøgerne, men de sørger ofte for at tage en selfie, så alle kan se, hvor gode de er

Da Schengen traktaten reelt brød sammen for nogle uger siden, og et ikke defineret antal af formentlig syriske flygtninge/migranter tog vejen gennem en række sikre Europæiske lande herunder Danmark – mod deres endelige mål Sverige – opstod der et sandt hykleri af selviscenesatte godvillige, men himmelråbende naive danskere, som alle sammen ville vise deres indre messias.

 

Nogle mente, at deres hjælp ikke var nok i sig selv, men at den endnu vigtigere skulle dokumenteres gennem de sociale medier:

 

”Afleverer en sæk tøj – selfie”

 

”Rødby, kildevand og teddybjørne – selfie”

 

”På vej mod Malmø i bil med flygtninge – selfie”.

 

Det var altså ikke længere et spørgsmål om at gøre, hvad man mente, var godt for andre. Men derimod at begivenheden absolut skulle udbasuneres, så ingen skulle være i tvivl om, at vedkommende er et godt menneske. Om det reelt hjalp noget som helst, kan bestemt diskuteres.

 

De “andre” er umenneskelige

Men hvorfor er det, at alle vi andre skal involveres i denne selvpromovering? At hjælpe ud fra et godt hjerte, gør ikke handlingen bedre ved at flashe den, som vel mere er det egentlige motiv. Tværtimod.

 

Andre, og det er klart de værste, er de selvfede og ikke mindst politiske korrekte med de rigtige holdninger, som absolut ingen lyst har til at ofre noget som helst, andet end tiden foran skærmen. Det er de sande skærmkrigere.

 

Nemlig dem som brokker sig i konstante vendinger over andres umenneskelighed, manglende forståelse og ikke mindst skriger efter handling.

 

Er der konsistens i de u-selviske handlinger

Læs også
Syrisk mand ville have en lægeerklæring – da lægen sagde nej, blev han slået ned

Og så er det jeg spørger ganske stilfærdigt og nysgerrigt: Hvad er det egentligt, de gør:

 

Er de frivillige på et asylcenter? Inviterer de flygtninge hjem til sig til et måltid mad, og en snak om hvordan de har det, og hvordan de kan hjælpe dem? Er de villige til at bruge deres fritid for at hjælpe dem? Er de frivillige nogen steder i en humanitær organisation? Eller har de nogensinde været det?

 

Hvad med deres økonomi: Aflyser de den næste ferietur for i stedet at donere pengene til flygtningene? Eller springer de et måltid mad over for at hjælpe en flygtning? Eller er det alle andre, der skal tage den del af ansvaret? Ja, jeg er bare nysgerrig.

 

Hvad med fru Jensen og hendes gamle ble

Hvor vil de skære i nationaløkonomien? Tager de ud på plejehjemmet og ser fru Jensen i øjnene og konfronterer hende med, at hun må ligge en dag ekstra i sin ble, for pengene vil de prioritere til andre? Eller er det dem, der fortæller kræftpatienten, at der ikke bliver mere behandling til vedkommende, for pengene skal omprioriteres?

 

Ja, jeg spørger bare, for hvor er det nemt at brokke sig og bede andre om handling. Men hvad gør de egentlig selv? Tager de et ansvar sådan helt personligt?

 

Eller er det bare en tom værdikrig, som er baseret på de rigtige holdninger, men uden villigheden til at betale den pris, det nu en gang koster? For så er det ganske simpelt for nemt, når man ikke vil ofre noget for sine værdier.

Læs også
For første gang siger en politisk leder direkte: ”Flygtninge får mere end pensionister – det skal laves om”

 

Krig og elendighed bliver ikke løst gennem selv-iscenesættelse og tomme ord. Derimod kan det løses gennem handling og ofring.  Hvis man har viljen og modet. Alt andet, det er hykleri.

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…