Vi skal udvide ytringsfriheden og straffe dem, der forfølger andre, når de ytrer sig

channelstv.com

Frihed er fundamentet for menneskets udfoldelse og til at leve det liv, han eller hun selv ønsker. Friheden er grundlaget for vores demokratiske samfund. Men der er altid nogle, der vil friheden til livs. Især ytringsfriheden er truet.

 

Er du i tvivl, så tag et kort tilbageblik: Angrebet på Charlie Hebdo – fordi de havde formastet sig til at tegne noget, som terroristerne ikke brød sig om. Så jo, ytringsfriheden er truet. Ikke bare i verden omkring os, men også i Danmark. Stadig i tvivl? Så tænk bare på Naser Khader, JP/Politikens hus, Kurt Westergaard, Lars Hedegaard og Dan Park.

 

Nogle tænker, at Charlie Hebdo bare kunne have ladet være med at vise de tegninger. At JP kunne have undladt at trykke Muhammedtegningerne. At Khader og Hedegaard kunne have været mindre konfrontatoriske, når de taler og skriver. At Dan Parks kunst er rædselsfuld. Det er man i sin gode ret til at mene, men det har ikke noget med sagen at gøre. Nogle tror – i misforstået tolerance, at man så bare kan lade være med at sige, eller skrive, eller tegne det, der sårer folks følelser. Intet kunne være mere forkert!

 

Den radikale venstremand og en af Politikens grundlæggere, Viggo Hørup, sagde: ”Når al hån og spot forhindres af sproget, hvilket middel bliver da tilbage mod dumheden?”. Lige så præcist beskrev den danske forfatter Kåre Bluitgen truslen mod ytringsfriheden i sin bog ’Til gavn for de sorte (forstået som mørkemænd)’. Her var hovedpointen nemlig, at man i misforstået forsøg på at være tolerant accepterer de intolerante, hvilket kun gavner mørkemændene – for eksempel islamisterne og samtidigt de europæere, der ikke har øje for de klassiske europæiske frihedsværdier. Og det var endda før, han ikke kunne få nogen til at tegne Muhammed til en børnebog, hvilket så igen var direkte årsag til, at JP trykte Muhammedtegningerne.

 

Lad det være sagt meget klart: Ytringsfrihed handler ikke om smag eller æstetik, men om retten til at sige det, man selv mener eller ønsker – uden risiko for censur eller overgreb.

 

Den britiske forfatter George Orwell, som om nogen kæmpede kampen imod totalitarismen og er kendt fra bøger som ”General Napoleon” og ”1984”, havde svært ved at få førstnævnte udgivet på grund af forlagenes hensyn til Sovjet. Han sagde, at ytringsfrihed er at fortælle folk det, de ikke vil høre”!

 

Ingen kan være i tvivl: Vi må ikke undlade at gøre brug af ytringsfriheden for at tage særlige hensyn til krænkede følelser.  Eller sagt med britisk/indisk-forfatteren, der om nogen har mærket islamismens trusler, Salman Rushdies ord: ”Gode mennesker giver efter for frygten og kalder det respekt”. Kan det siges bedre? Det (misforstået) gode bliver det bedstes værste fjende.

 

Det første og vigtigste er at erkende, at islamismen er totalitær og en fjende af frihed og folkestyre. På niveau med fascisme, nazisme og kommunisme. Intet mindre. Det har vi mærket siden 11. september, og det mærkede vi igen med angrebene i Frankrig. Og vi kommer – desværre – til at opleve det igen, for selvom enkelte lader som om, det hele kan ende med enkle midler, så må vi indstille os på, at det bliver en langvarig kamp.

 

Professor og forfatter Frederik Stjernfelt sagde det så rigtigt på forsiden af sidste uges udgave af Weekendavisen: ”Kampen imod islamismen er både social, politisk, økonomisk og militær, men det er vigtigt at forstå, at det helt centralt er en ideologisk kamp, og den vil næppe slutte i vores levetid. Så meget vigtigere er det, at Vesten i helt anderledes omfang end hidtil står fast på sine egne grundprincipper: Oplysning. Ligestilling. Tolerance. Ytringsfrihed. Trosfrihed. Demokrati”.

 

Pointen er lige så klar, som den er rigtig: De vestlige værdier skal ikke rulles tilbage. De skal køres frem! Vi skal udvide vores ytringsfrihed, vi skal straffe dem, der truer eller intimiderer mennesker, der vil gøre brug af deres ytringsfrihed, vi skal afvise at give ly til mennesker fra andre lande, der vil modarbejde folkestyret, og vi skal målrettet gå efter de ekstreme miljøer.

 

Læs også
Pludselig sagde imamen sandheden

Det skal selvfølgelig foregå på retsstatens principper! Kampen må ikke føre til massiv overvågning af alt og alle, slækket domstolskontrol med myndighederne eller til, at vi behandler folk efter etniske eller religiøse gruppeforhold i stedet for at betragte dem som individer.

 

I indledningen til den amerikanske uafhængighedserklæring fra 1776 står der, at ”alle mennesker er skabt lige, og at de af deres skaber har fået visse umistelige rettigheder – herunder retten til liv, frihed og stræben efter lykke”. Sådan skal det være, men vi skal huske at bekæmpe dem, der vil afskaffe friheden.

 

Da Mussolini dikterede Italien, underminerede han langsomt, men sikkert, den demokratiske indflydelse i Italien. Hitler afskaffede demokratiet lige så snart han havde brugt Weimarrepublikkens folkestyre til at få magten. Sovjetblokkken lavede såkaldte folkedemokratier, der – udover at være en pleonasme – var det rene skindemokrati. Og aktuelt er der islamisterne, der vil indføre kalifatet og selv i mere moderate udgaver med en vittighed går ind for ”en mand – en stemme” med tilføjelsen ”en gang”. Smilet stivner, når det bliver en realitet.

 

Kampen imod islamismen slutter ikke i dag eller i morgen, og terrorhandlingerne i Frankrig er hverken de første eller de sidste fra den kant. Det tager tid at bekæmpe den slags. Den tyske venstreekstreme terrorgruppe Rote Arme Fraktion eksisterede fra 1970 til 1998. 28 år med mindst 34 dødsofre plus alle de sårede og traumatiserede og alle de andre, der fik frygten ind under huden. Dagen før jeg blev født, dræbte de den tyske arbejdsgiverformand, Hans Martin Schleyer. Det kom på alverdens forsider dagen efter. Forsiden fra Berlingske Tidende hang på mit barndomsværelse med denne udåd i fokus. Det gjorde indtryk. Og det gør det stadig.

 

Vi må erkende og anerkende, at islamismen er over os. Det er vor tids største fare for demokratiet. For ytringsfriheden. Ja, for selve friheden. Nogle vil måske sidde og tænke, hvorfor jeg endnu ikke har nævnt, at der er forskel på almindelige muslimer og islamismen.

 

Det har jeg ikke, fordi det er selvindlysende. Det her er en kamp imod den religiøst/ideologiske bevægelse kaldet islamismen. Lige fra Al Qaeda og Islamisk Stat til syrienskrigere, Grimhøjmoskeen, Hizb Ut Tahrir og Kaldet til Islam. Den kamp skal vi stå sammen om. Alle sammen naturligvis.

 

Læs også
Mette Frederiksen taler om stram udlændingepolitik – men Morten Østergaard og Pernille Skipper vil have mere islam

Så skal vi også nok vinde, for friheden har vundet før. Og jeg har en ukuelig tro på, at friheden vinder igen. Men det kræver, at vi står fast på vores frihedsrettigheder og bekæmper dem, der vil afskaffe friheden igen.

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…