”Jeg vil hellere dø stående på mine fødder end leve på knæ”. Desværre har nogen feje hunde, uden opdragelse og respekt for menneskeheden og dennes værdier, slået ham og hans kolleger ihjel.
Jeg husker en barndomshistorie om en mor og hendes søn om opdragelse. De var fattige, en dag kommer sønnen hjem med en stjålen agurk. Moderen har spist agurken uden at irettesætte sønnen. Sønnen stjal mere og mere, og til sidst begik han mord og blev dømt til døden. Inden han døde, fik han lov til at mødes med sin mor. Han gav hende en lussing og et kys. Da han blev spurgt,” hvorfor?”: ”kys fordi hun er min mor, og lussing hun ikke stoppede ved første agurk.”
Det burde vi i Danmark og i Europa – opdrage vore gæster til at nationalretten er stegt flæsk med persillesovs, hvis ikke man kan lide det, må man tage en madpakke med hjemmefra. Hvor mange skoler, plejehjem og hospitaler har afskaffede leverpostej på grund af muslimer ? Al den sukkersøde savlende oplæring fra forskellige om, at vi skal være søde mod vores gæster. Endda være stolte over, at de valgte vores land. Hvad har man tilbudt jøderne i sin tid?
Netop på grund af jødisk holocaust, har hele Europa mistet sin evne til at tænke og tør ikke kalde en spade for en spade. Ligesom det siges i teaterstykket ”Inden for murene”, ” lad dog barnet”. Vi lader dem være, således de få terrorister fik lov til at gøre, hvad de har lyst til. Mens andre muslimer opfandt ordet ”islamafobi” for at gøre os bange for vores egen skygge, men realiteten er en muslimsk opfattelse af, at hele verden hader islam. En billig selvforherligelse på andres bekostning.
De satiriske tegninger er kun symptomer. Sygdom er folkets desperation. Eftergivelse på eftergivelse fra politikere. Man hører, at muslimer beder midt på gaden og blokkerer trafikken, mange steder er grisekød afskaffet. Man må ikke bære kors og julebelysning, endda julen er afskaffet, mens deres kvinder går med spøgelseslignende burka. Man kender ikke mere sit eget land. Det skaber desperation, men ikke had. Vi lærte ikke at hade, men at vende den anden kind til. Men en del muslimer tager det som en svaghed, og anklager os endda med ord som Islam hader mv., men i realiteten er vi bange og desperate.
Det er ikke religiøs krig, men hjælpeløshed, om at miste det vi har opnået. Mod enevælde, mod kommunisme, mod nazisme og nu fanatiske Islam. Satire tegninger og nordmanden Ander Breiviks myrderier er en desparat provokation mod vores politikkere, ikke mod islam. Misforståede politikkere og islamister bruger Islam som syndebuk for at frasige sig ansvar.
Det er en opgave for vores politikker at kalde en spade for en spade. Selvfølgelige kan man ikke smide alle muslimer ud, men de bør kende vores normer og lære at respektere dem. Vi skal yde mere støtte til efterretnings- og politiovervågning. Hvis uskyldige er registreret, er det billigere end lig. Terroristers medhjælpere er her, og dem skal man fange. Det er ikke terrorister, der skaber den atmosfære af frygt, men det er vores eftergivende politikker. Man burde have standset ved ”agurken”. Mens situationen i Mellemøsten og Afrika har andre årsager.
Mange politikkere råber og skriger om, at vi ikke skal have et overvågnings politisamfund, men den tid er forbi, I har selv skabt grobund for den. Vi skal ikke have flere lig på bordet for at modbevise det.
