Europa – mellem Rusland og Tyrkiet

Gamle sikkerhedssystemer, som fx Nato, hvis raison d´etre for længst er fortid, er ganske sejlivede. Det er ganske forståeligt. Når Nato bidrog afgørende til sikkerhed og tryghed i Europa gennem et halvt århundrede, hvem kunne så finde på at nedlægge Nato fra den ene dag til den anden, blot fordi den verdensomspændende, militære og totalitær-ideologiske trussel fra Sovjetunionen forsvandt?

 

Men man skal ikke se bort fra, at Nato på mange måder også gør blind i vor tid. Over for den totalitære sovjetkommunisme med dens enorme militærmagt skabte Nato en alliance mellem det kristne Europa og det islamiske Tyrkiet. Sovjetkommunismen med dens aggressive propaganda og infiltration i de europæiske samfund er imidlertid borte. Men militæralliancen eksisterer stadig, selv om man kan spørge, om ikke de fremtidige trusler allerede er ved at skabe nye skel og en ny aggressiv propaganda og infiltration af en art, der slet ikke længere kan begrunde en sådan alliance mellem kristne og islamiske stater.

 

Og spørge, om ikke denne gamle alliancekonstruktion og dens trusselsopfattelse i virkeligheden skjuler, hvad vi er på vej ud i af nye trusler og nye sikkerhedspolitiske skel; og skjuler, hvor Europa i virkeligheden i fremtiden skal henvende sig for at få hjælp over for nye trusler.

 

Tyrkiet er en del af problemet

Truslen mod Europa er i dag islamisk. Næsten ingen politikere i Europa vil udtrykke det sådan; men dette viser blot, hvor stor truslen i realiteten er blevet – at det er blevet for farligt og har for store konsekvenser at sige det – både indenrigspolitisk og udenrigspolitisk. Men vi står allerede midt i det. Og det, som alle korrekte Europa-politikere kalder den europæiske drøm, EU, er ved at krakelere på grund af dette.

 

Tyrkiet har hensynsløst støttet enhver vandring af flygtninge og indvandrere til Grækenland og op igennem Balkan; og gør det fortsat. Tyrkiets præsident Erdogan har opfordret tyrkiske enklaver i Europa til at modsætte sig integration. Tyrkiet er en del af problemet – eller truslen. Man har gennem de senere år drøftet Tyrkiets eventuelle optagelse i EU. Nogle har villet kalde en sådan optagelse for ideel, i en sværmerisk ide om, at en sådan optagelse kunne skabe bro mellem Europa og den muslimske verden. Men noget sådant er dybt naivt; hvad en sådan bro vil blive brugt til fra den muslimske verdens side, ser vi allerede i dag.

 

Islamisk religiøs adfærd og kulturdominans filtrerer gennem de store folkevandringer ind i de europæiske samfund; muslimernes religiøse krav til det sociale samliv markerer sig aggressivt imod de gamle frihedstraditioner på alle dagliglivets områder; det ser vi i alle europæiske lande. Og oliepenge i stride strømme fra de rige islamiske stater understøtter islamiske interesser og udbredelsen af islamisk samfundsforståelse i Europa. Et ekspanderende og islamiserende pres fra syd mod nord. Og islamisk terror følger med. Islam er på march – overalt. Ikke et eneste menneske kan benægte, at dette i dag er Europas store sikkerhedsspørgsmål, som overgår alle andre aktuelle trusler; også truslerne fra Rusland.

 

Balkanisering af Europa

Men vi taler stadig, som om den islamiske trussel kan afgrænses til nogle få fundamentalistiske partier eller terrororganisationer som fx Islamisk Stat. At der altså udelukkende skulle være tale om et relativt begrænset geografisk og militært, efterretningsmæssigt eller politimæssigt terrorproblem.

 

Men selv om vi kan konstatere, at krigen i Syrien driver mange mennesker på flugt, så står vi bestemt ikke blot med et syrisk problem. Det, der foregår i vort tid lige for øjnene af os, er en langvarig balkanisering af Europa, dvs. at de gamle historiske problemer, som gennem flere århundreder har været Balkans skæbne, nu er ved at brede sig til hele Europa. For hvor muslimerne er, dér manifesterer islamiske interesser sig på ganske dominerende vis – med vold eller uden vold.

 

Den virkelighed, der på ny er ved at manifestere sig også på det militære og sikkerhedspolitiske område, er, at Rusland og Europa deler skæbne over for de samme trusler fra den islamiske verden. Såvel Rusland og Europa har gennem århundreder måttet lide under osmannisk ekspansionsiver og krige med muslimske hærstyrker; for Europas vedkommende langt op i vor tid i det urolige Balkan. I tiden efter Sovjetunionens fald har Rusland i de sydlige randstater måttet bekæmpe talrige muslimske oprør og terrorbevægelser.

 

Læs også
48 islamiske skoler underviser i intolerance og kvindehad, skriver britisk rapport

Uanset hvor ulykkelig og beskidt Balkan-krigene i 1990-erne end var, så åbnede de blikket for, at tiden for kollisioner mellem det kristne Europa og den muslimske verden endnu ikke er forbi; og for hvorfor der eksisterer en lang tradition for en forståelsesalliance mellem fx Serbien og Rusland. Disse to lande har forstået truslerne fra den muslimske verden; årtiers, ja, århundreders historie har lært dem om denne trussel. Men Europa ikke blot lukker øjnene for denne trussel i dag; Europa begunstiger den.

 

Kampen om Europa

For Rusland ville det være en sikkerhedspolitisk og nationalkulturel katastrofe, om tyrkisk og islamisk indflydelse i Europa voksede til et sådant omfang, at Rusland stod omringet tilbage som den eneste forsvarer af den kristne tradition og frihedsforståelse i den europæiske verdensdel. Der kan ikke være nogen tvivl om, at Rusland ser enorme risici i de tendenser, som nu i flere år har vist sig i store muslimske befolkningsgrupper i Europa, islamisk terror, Tyrkiets aspirationer til EU-medlemskab og den muslimske verdens økonomiske og kulturelle indflydelse i Europa.

 

Skal man sige det kort: Rusland og den muslimske verden kæmper i dag imod hinanden om Europa – det er det, der udspiller sig.

 

Hvordan skal man ellers dybest set forklare Ruslands interesser i Syrien og på Krim? Og Ruslands kontroverser med Tyrkiet – og Putins udtalelser om, at nedskydningen forleden af det russiske kampfly var ”et dolkestød i ryggen, påført os af terrorismens håndlangere”; Putin, der også har beskyldt Tyrkiet for at støtte IS? Hvordan skal man ellers forklare, at Tyrkiet har forsøgt at gøre nedskydningen til et NATO-problem og dermed bruge – eller måske oven i købet med fuldt overlæg at have fremkaldt? – episoden for at binde Europa stærkere til Tyrkiet og støde Rusland ud af en mulig antiterror-alliance med Europa?

 

Hvordan skal man ellers forklare, at Tyrkiet til gengæld for at bremse flygtningestrømme har krævet mange euro-milliarder af EU – forudbetalt, krævet visumfrihed for tyrkiske borgere ind i EU og genoptagelse af forhandlinger om EU-medlemskab? Det drejer sig om meget mere end blot et begrænset spil om kortsigtede politiske og militære interesser i Syriens krig.

 

Ruslands annektering af Krim kan være en fordel for Europa

Læs også
Bogen anbefales enhver, som gerne vil forstå baggrunden for nogle af de aktuelle problemer i EU

Hvor kompliceret og tragisk forløbet omkring halvøen Krims overgang fra Ukraine til Rusland end har været, kan man ikke undgå også at se Krims nuværende status i lyset af dette indviklede spil mellem Rusland, Europa, Tyrkiet og resten af den islamiske verden. Efter den Kolde Krigs ophør gav man villigt Østtyskland tilbage til det samlede genetablerede tyske rige, så det kunne rejse sig efter nazismens ruiner.

 

Men man var åbenbart ikke villig til at acceptere Krims tilbagevenden til det Rusland, der skulle rejse sig efter kommunismens ruin, selv om Krim har tilhørt Rusland i et par hundrede år. Hvilken trussel er størst for Europa: At Rusland har taget Krim, som de betragter som tabt genuint russisk kerneland, tilbage? Eller at millioner af muslimer strømmer ind i Europa og kræver indflydelse og særbehandling stærkt begunstiget af lande i den muslimske verden? Nu sidder Rusland imidlertid igen med flådebase og flystyrker på Krim; det behøver bestemt ikke være en ulempe for Europa, hvis det kommer til en tilspidset konflikt mellem Europa og den islamiske verden, uanset om det bliver en folkevandringskonflikt eller militærkonflikt hen over Sortehavet.

 

At Europa og USA i medfør af Krim-episoden har deployeret Nato-styrker i de baltiske lande og i Østeuropa er i denne situation over for russerne en ganske redelig og stærk markering, der siger: Disse områder rører I ikke!

 

Hvorfor fjende af det kristne Rusland?

Europa skal være bevidst om truslerne imod Europa; være bevidst om, hvor hjælpen imod dem kan findes, og vælge både sine venner og fjender med omhu. Selv om både Rusland og Tyrkiet optræder med slyngelagtige interesser – som enhver nation gør det, når det kan se sit snit til det – er det slet ikke Nato-tilhørsforholdet, der for Europa i enhver henseende bør afgøre, hvem Europa på både kort og lang sigt skal alliere sig med. Dertil har nemlig de afgørende trusler mod Europa for længst forandret sig.

 

Og at se alting gennem Nato-briller kan man i dag kun kalde for et betonsyn, koldkrigsbeton. Det var vort fjendskab med Sovjetunionens kommunisme, der skabte Nato. Men hvorfor skal Nato nu fortsat gøre os til fjende af det kristne Rusland, der har forladt den aggressive sovjetkommunisme, sådan som Tyskland har forladt den aggressive nazisme? Politisk, handelsmæssigt og alliancemæssigt tilgav vi Tyskland den nazistiske fortid, og optog dette land i vennernes selskab. Hvorfor tilgiver vi så ikke Rusland den sovjetkommunistiske fortid, men fastholder koldkrigs-paralytisk og ved hjælp af Nato tværtimod Rusland som Europas fjende nr. 1, når fjenden i dag er en meget værre og en helt anden, der allerede står inde på livet af os?

 

Europa skal ikke støtte Tyrkiet mod Rusland

Læs også
Kunderne elskede pølsevognen på Brønshøj Torv, men nu har ejeren givet op efter grov chikane fra drenge – de krævede, at der kun blev solgt halal

Nato eller ikke Nato, så skal Europa ikke tillade, at Tyrkiet bruger Nato – eller sine forbindelser med EU for den sags skyld – til at spille Europa ud imod Rusland. Tyrkiet skal overhovedet ikke have opfattelsen af, at Tyrkiet eller den muslimske verden under dække af Nato-alliancen eller Nato´s gamle Ruslandstrusselsbillede kan fortsætte sit aggressive spil om Europa ved hjælp af støtte til masseindvandring, islamisering og politisk og økonomisk indflydelse i Europa.

 

Valget mellem det kristne Rusland og det islamiske Tyrkiet, dét er det alvorlige valg, det trækker op til for Europa, hvis vi fortsat vil have, at den kristne frihedsforkyndelse i alle livets forhold skal kunne lyde i Europa i de kommende århundreder, og kristne ikke skal drives ud af Europa, som det er sket i Mellemøsten og sker overalt, hvor islam får magt. Europa bør melde kontant ud til Tyrkiet, at Tyrkiet i en militær konflikt mellem Rusland og Tyrkiet ikke vil blive støttet af Europa. I denne sag er Nato død for Tyrkiets vedkommende; det bør Europa også stå hårdt på over for USA. Det er Europa, og ikke USA – endnu da – der står med problemet med islamiseringen og alle dens frihedsundertrykkende følger; selv om også mange politikere i USA er ved at få øjnene op for islamiseringens katastrofale konsekvenser.

 

Ikke gaver men sanktioner mod Tyrkiet

De europæiske lande bør endvidere melde ud til Tyrkiet, at flygtningevandringer i det nuværende monstrøse omfang fra Tyrkiet er en uacceptabel og aggressiv provokation, og at Europa vil indføre politiske, økonomiske, handelsmæssige og personrelaterede sanktioner imod Tyrkiet, hvis ikke Tyrkiet standser disse. Europa skal aldeles ikke stå med hatten i hånden over Tyrkiet og bede dem sødt og pænt, om de ikke godt vil bremse flygtningestrømmene, hvis vi giver dem nogle euromilliarder og adgang til Europa. Naivt!

 

Al tale om Tyrkiets optagelse i EU bør forstumme. Samtidig bør Europa ophæve de sanktioner, der blev indført mod Rusland på grund af Krim-sagen; og skabe nye allianceforbindelser, der inddrager Rusland i hele det kristne, frie og demokratiske Europas sikkerhedsordning politisk, handelsmæssigt og militært. EU bør etablere en handelsmæssig associeringsordning med Rusland som særlig begunstiget. At skubbe Rusland længere og længere ud er tåbeligt; enhver ville bide fra sig eller gå til angreb, når man bliver trængt op i et hjørne; især over for den islamiseringstrussel, som både Rusland og Europa står over for. Det må være Europas opgave på enhver måde at støtte og hjælpe Rusland ud af isolationens fortvivlelse; især når Europa og Rusland i dag står over for de samme grundtrusler.

 

Europa må vælge

Putin har ret: Aksen Paris-Berlin-Moskva er vigtig i vor tid. Tro ikke, at Europas fremtid og overlevelse kun er et indre-europæisk problem, der kan klares med bedre integration, bedre politi og efterretningsvæsen, strammere flygtningepolitik, nedsatte flygtningeydelser og kortere ophold; for alt dette bliver for indvandrere og flygtninge blot til et spørgsmål om at tåle de strammere vilkår. Der er storpolitik i dette – langvarig og møjsommelig eksistenspolitik, der dag for dag leverer og vidner om nye skæbnesvangre elementer til nedbrydning eller opbygning af Europas fremtid.

 

Læs også
Præsident Macron vil være den store leder i EU – men han har ikke meget at have det i

Europa står ved en korsvej – Europa må vælge: Rusland eller den islamiske verden? Et Europa, der er underkastet formørket islamisk sharialov og tilbagestående og undertrykkende teokratisk samfundsorden? Eller et Europa i levende, ubundet og kulturel udvikling efter hvert enkelt menneskes egen frie samvittighed og efter de kristne frihedstraditioner, som de europæiske samfund har nydt godt i århundreder? Rusland er vores forbundsfælle i alt dette – vores kristne forbundsfælle.

 

Det vil være en katastrofe, hvis vi ser bort fra dette, og hvis vi får Rusland imod os for at styrke det Tyrkiet, der på mange begunstiger den katastrofale islamisering, der truer med at underminere det frie Europa, vi har kendt i århundreder. Ad Pommern til med Nato i denne forbindelse! Så er det sagt!

 

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…