EU’s aftale med Tyrkiet er frygtelig naiv – der skal noget helt andet til for at bremse asylstrømmen

På et EU-topmøde torsdag blev man enige om retningslinjerne for en aftale, som skal få Tyrkiet til at påtage sig et stort ansvar for at bremse asyltilstrømningen til Europa.

 

Men hvis aftalen bliver til virkelighed, kan den vise sig at være ret nytteløs eller i værste fald at øge tilstrømningen.

 

Det er endnu usikkerhed om en række punkter i det, der forhandles om. Men én ting er allerede på nuværende tidspunkt helt sikker: EU’s anmodning om Tyrkiets hjælp er en stor fjer i hatten på landets islamistiske præsident Erdogan her fjorten dag før, tyrkerne går til parlamentsvalg.

 

Erdogan har da også været hurtig til at forklare vælgerne, at forhandlingerne viser, at Europa ikke kan undvære Tyrkiet (underforstået: under hans ledelse).

 

EU’s forsøg på at lave denne aftale før parlamentsvalget betyder utvivlsomt, at Erdogans islamistiske parti, AKP, øger sine chancer for at vinde valget. Søndag kommer Tysklands forbundskansler Angela Merkel oven i købet på besøg i Ankara. Erdogan fryder sig.

 

Allerede derved kan en aftale få klart negative konsekvenser.

 

Erdogan er en autoritær leder, der har undergravet demokratiet på en række områder, blandt andet med grove angreb på retssystemet og ytringsfriheden.Samtidig giver hans angreb på kurderne medvind til Islamisk Stat – dermed bidrager han til, at flygtningestrømmen fra Mellemøsten øges.

 

Samtidig optræder EU særdeles naivt i forhandlingerne med Tyrkiet. Hele forløbet udstiller EU-landenes svaghed og ulyst til at gøre det, der er nødvendigt for at bremse asylstrømmen.

 

Tyrkiet skal hjælpe EU på tre måder

EU’s formål med en aftale er at bremse tilstrømningen til Europa. Tyrkiet skal hjælpe på tre måder:

 

Man skal skærpe kontrollen med, hvem der forlader Tyrkiet samt øge indsatsen mod menneskesmuglere.

 

Man skal give bedre forhold til de to millioner flygtninge, som opholder sig i Tyrkiet, så de ikke rejser videre til EU.

 

Man skal tage imod de ”økonomiske flygtninge” som EU ikke vil give asyl og derfor sender tilbage til Tyrkiet.

 

Europas betaling til Tyrkiet

Tyrkiet har allerede gjort klart, at det vil tage sig dyrt betalt.

 

EU er indstillet på at betale et meget stort beløb til de mange flygtninge, som bor i Tyrkiet. Men Tyrkiet vil have et væsentligt større beløb.

 

Desuden vil Tyrkiet have visumfritagelse for tyrkere, der rejser til Europa. EU er indstillet på at lempe reglerne for blandt andet forretningsrejsende. Men Erdogan taler allerede, som om det skal gælde alle tyrkere.

 

Endelig er EU indstillet på at sætte skub i forhandlingerne med Tyrkiet om medlemskab af EU. Men også her vil Tyrkiet gå længere og have garanti for, at landet kan bliv medlem af EU.

 

Aftalen kan betyde, at Tyrkiet opnår meget, uden at tilstrømningen til Europa bliver bremset. Og indrømmelserne til Tyrkiet kan blive direkte skadelige for EU-landenes kontrol med indvandringen.

 

Tyrkiet ønsker selv at komme af med de mange flygtninge

Den tyrkiske befolkningen vokser hastigt og regeringen har svært ved at følge trit med økonomi og arbejdspladser. Prognosen siger, at der i 2050 vil være omkring 100 mio tyrkere.

 

De store problemer med at skaffe tyrkerne uddannelse og arbejde betyder, at de to millioner flygtninge, som bor i lejre i Tyrkiet, er nægtet arbejdstilladelse. Og hvis de fik det, sådan som EU ønsker det, ville det udløse stor vrede i befolkningen.

 

Det mest sandsynlige er derfor, at EU-pengene bliver brugt til bedre indretning af flygtningelejrene. Men uden mulighed for at uddanne sig og arbejde vil syrerne og andre næppe slippe drømmen om at komme til Europa.

 

Og Tyrkiet har ingen interesse i at bremse dem, sådan som EU ønsker. Og de har heller ingen interesse i at tage de mennesker tilbage, som Europa afviser, selv om det er EU’s mål.

 

Det bliver under alle omstændigheder svært at stoppe menneskesmuglerne, som har et stort netværk, der tjener tykt på at sende folk over Middelhavet. Og det er også noget nær umuligt dag og nat at kontrollere alle de små havne langs Tyrkiets vestkyst for at bremse sejladserne til de græske øer.

 

Men Tyrkiet ser altså også helst, at de mange flygtninge bare forlader landet.

 

Tyrkiet gør gode miner for at få visumfritagelse

Alligevel gør Tyrkiet gode miner til at imødekomme EU’s ønsker. Men de tyrkiske løfter er ret ukonkrete og svære at kontrollere i praksis.

 

Tyrkiets gevinster ved en aftale er derimod mere håndfaste. Pengene bliver der sat tal på, og de skal jo falde, inden Tyrkiet kan begynde at bruge dem til at forbedre forholdene for de to millioner flygtninge.

 

Visumfritagelsen er også meget konkret. Det er kun et spørgsmål om, hvor mange det skal omfatte. Og her vil Tyrkiet gøre sit yderste for at presse citronen.

 

Forstærkede forhandlinger om medlemskab af EU er et mere luftigt løfte, men det kan give stor prestige i den tyrkiske befolkning.

 

En aftale kan gøre ondt værre

Hvis tyrkerne får visumfritagelse, kan det betyde en betydelig tilstrømning af tyrkere til Europa. Mange tyrkere har meget lave indkomster og svært ved at finde arbejde. Der er grund til at tro, at de i stort tal vil rejse til EU-landene, hvis de får muligheden.

 

Her vil den stramme danske udlændingepolitik ikke hjælpe, da de vil være omfattet af den fri bevægelighed.

 

En aftale med Tyrkiet kan altså øge indvandringen til Europa fra den muslimske verden ganske kraftigt. Og præsident Erdogan har aldrig lagt skjult på, at tyrkerne i de europæiske lande skal fortsætte med at opfatte sig som tyrkere og ikke som tyskere, danskere osv. Han har i stærke vendinger opfordret dem til ikke at lade sig integrere. Det er opskriften på parallelsamfund.

 

Europas eget ansvar

Hvis tilstrømningen til Europa skal bremses, er der kun én vej. Europa må bevogte sine ydre grænser, så der er styr på, hvem der kommer ind.

 

Det kræver en håndfast grænsekontrol, om nødvendigt med hegn og blokade i Middelhavet. EU-landene bliver ved med at snakke uden om denne kendsgerning, men man har ikke noget, der ligner et alternativ.

 

Dette drejer sig ikke om at lukke EU’s grænser, som nogle journalister gør det til. Man kan stadig søge asyl, når man kommer til grænsen.

 

En effektiv grænsekontrol i EU kan så med fordel kombineres med aftaler med Tyrkiet og andre lande som Libanon og Jordan om at forbedre forholdene for flygtninge i disse lande

 

Men EU må først og fremmest klare sine problemer selv. Det gøres ikke ved vakkelvorne aftaler med Tyrkiet, der risikerer at gøre ondt værre.

 

Hvor naiv kan man være? Og hvor konfliktsky kan man være over for at gøre det, der skal til for at kontrollere sine egne grænser?

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…