Når det drejer sig om det vigtigste af alt – Danmarks overlevelse som nation – har vi brug for et stærkt forsvar

Foto: Forsvaret

Før valget blev udskrevet havde vi en trist oplevelse i forsvarsforligskredsen. Det har længe været aftalt, at der skal købes et nyt artillerisystem, det vil sige kanoner til hæren, men i 2014 skete der noget der gjorde det umuligt: en helikopter kom til skade ved en kompliceret landing under en operation i Afghanistan.

 

Helikopteren skal naturligvis repareres, så den kan komme i orden igen og blive brugt til de rednings og krigsopgaver, som sådan en helikopter løser.

 

Men problemet er, at de penge der skal bruges på reparationen, var dem, der var sat af til indkøb af artilleri til hæren.

 

Så nu er aftalen om indkøb af kanoner skubbet ud i fremtiden endnu engang.

 

Danmark har brug for et godt forsvar

I hæren er man bekymret. Betyder det, at man vil til at vælge en våbenart fra? Betyder det, at man ikke synes, der er behov for kanoner længere?

 

I Dansk Folkeparti er vi overbeviste om, at vi ikke skal vælge kanonerne fra, ligesom vi heller ikke skal vælge kampfly fra. Vi er nødt til at have et forsvar, der kan mange forskellige ting.

 

Vi kan ikke udlicitere væsentlige opgaver til andre lande og så regne med, at de kommer os til hjælp, når vi har behov for hjælpen.

 

Når det drejer sig om det vigtigste af alt – nationens overlevelse – er man nødt til at være så selvhjulpen som muligt.

 

Det er selvfølgelig i orden, at vi ikke har hangarskibe og langtrækkende bombefly selv. Vi er ikke en supermagt, så der er grænser for, hvad vi skal kunne.

 

Men vi skal have nok til at forsvare vores eget territorium og til at deltage i missioner med vores allierede, når Danmark er truet.

Læs også
EU-budgettet og 20 mia. euro til EU-forsvarssamarbejde

 

Forsvaret er skåret ind til benet

Historien om helikopteren viser, at vores forsvar er skåret helt ind til benet. Og længere endnu. Der er ved at blive skåret en flis af benet også. Det er ganske enkelt en uansvarlig og uigennemtænkt finansiering af forsvaret, vi oplever for tiden.

 

Sådan ville en familie ikke kunne styre sin økonomi. Tænke sig, hvis far kom hjem fra arbejde og sagde:

 

”Bilen er gået i stykker og skal repareres. Derfor har vi ikke råd til mad de næste uger!”

 

Den familie ville ikke klare sig særlig godt særlig længe.

 

Der skal tilføres flere penge

Vi er nødt til at tilføre forsvaret flere penge i næste forligsperiode. Eller før, hvis det er muligt.

Læs også
Danmark skal have et stærkt forsvar

 

Hvis ikke vi gør det, risikerer vi at mange af de tjenstgørende forlader forsvaret, samtidig med, at vores materiel bliver så nedslidt, at det er næsten umuligt at arbejde med.

 

Vi må vende udviklingen i forsvaret og lave en ny plan for, hvad der er behov for. For eksempel bør beslutningen om at afvikle ubåds-styrken tages op til fornyet overvejelse. For selvfølgelig skal Danmark have et stærkt og velfungerende forsvar. Det er jo forudsætningen for at opretholde sin selvstændighed og dermed sin frihed.

 

Udsultningen af forsvaret skal simpelthen slutte, før der er sket varig skade på forsvaret.

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…