Natten mellem den 8. og 9. marts blev den bygning, der huser forvaltningsretten i den sydfranske by Toulouse, totalt raseret.
Ødelæggelserne er så voldsomme, at det i sig selv burde give stor omtale. Dertil kommer at der var malet slagord, der kunne tyde på, at gerningsmændene er islamister.
Alligevel har der stort set ingen omtale været af sagen. Kun nogle få artikler i lokale aviser. Ellers er den blevet mørkelagt af både myndigheder og medier.
Ødelæggelserne var massive på rettens fire etager.
Tidligt mandag morgen blev der opdaget en voldsom vandskade i bygningen, og brandvæsnet blev tilkaldt. Alle haner var efterladt åbne, vandet fossede ud overalt, og hele huset sejlede. Gulve og lofter var ødelagt.
Men det var ikke det værste. Papirer lå spredt overalt, kopimaskiner var væltede. På væggene var malet truende graffiti-budskaber:
“Profeten vil dømme dig”
“Advarsel”
Navnet på en dommer med muslimsk baggrund og navne på flere politifolk stod også skrevet.
Dette må betragtes som slet skjulte dødstrusler.
Da personalet var kommet sig over det første chok, forstod de, at ødelæggelserne ikke var lavet af bander af drenge, der bare begik formålsløst hærværk.
Sandsynligvis var det en meget bevidst og planlagt handling. Timingen var næppe heller tilfældig. Ødelæggelserne fandt sted, lige inden forvaltningsretten skulle have besøg af vicepræsidenten for le Conseil d’État, Jean-Marc Sauvé. Le Conseil d’État er Frankrigs øverste administrative domstol.
Og der er også et sandsynligt motiv. Forvaltningsretten i Toulouse har ansvaret for udlændinges rettigheder.
I 2014 blev 6.196 dømt ved retten. Af dem blev 514 dømt til udvisning. Politiet arbejder med den teori, at udvisningerne kan have skabt en vrede, som førte til en voldsom hævnaktion. Det skriver avisen La Dépêche, som er et af de få medier, der har omtalt ødelæggelserne.
Ingen ved rigtig, hvad der nu skal ske. Man er slet ikke begyndt at sætte retsbygningen i stand igen. Personalet var ikke blandt dem, som efter terroren mod Charlie Hebdo fik politibeskyttelse. Nu er de urolige og helt uforstående over for, at myndigheder og medier forholder sig tavse.
Hvad sker der? Hænger tavsheden sammen med, at der skal være regionalvalg den 22. marts? Er man bange for, at den voldsomme begivenhed i Toulouse skal påvirke valget?
Under alle omstændigheder må man sige, at efter håbet om national enhed oven på terroren i Paris, ser det ud til, at Frankrig mere og mere slår revner.
Videoen her viser det omfattende hærværk, og flere taler om det behov, der er for øget sikkerhed.
Den herre, der taler til sidst i videoen, er vicepræsidenten for le Conseil d’État.
Kilder: La Dépêche og Atlantico.fr
Se også http://snaphanen.dk/2015/03/16/toulouse-profeten-vil-domme-jer/#more-182416