Den folkevandring, der har ramt Europa, fylder naturligt nok kolossalt meget i medierne. Alle kan se, at der er tale om en krise af historiske dimensioner.
Men det meste af debatten foregår på falske præmisser. Man lader, som om det er en akut krise, som vi skal have overstået, så vi kan vende tilbage til normalen.
Men det enorme asylpres, vi oplever i øjeblikket er den nye normal. Det er en komplet misforståelse at tro, at den skyldes mere eller mindre midlertidige forhold som krigen i Syrien.
Krigen i Syrien er selvfølgelig en del af det samlede billede. Men der kommer et langt større pres fra hele befolkningsudviklingen i Afrika og Mellemøsten.
Afrikas befolkning vil blive fordoblet frem mod 2050, og Mellemøstens befolkning vil vokse med 100 millioner. Det pres, vi oplever i dag, vil vokse yderligere.
En masse mennesker i disse områder vil tage til Europa, hvis de ser en mulighed for at komme ind. Og det gør de ganske klart i øjeblikket. Europa har demonstreret en svaghed, som er én stor invitation til at forsøge at komme hertil.
Det helt store spørgsmål
Politikere og medier diskuterer, som om spørgsmålet først og fremmest er, om vi skal tage lidt flere eller lidt færre asylansøgere ind. Man går også meget op i, hvordan de bliver modtaget, transporteret og indkvarteret.
Disse spørgsmål er på ingen måde ligegyldige. Men de blegner ved siden af det helt store spørgsmål, som folkevandringen stiller os over for:
Kan Europa, som vi kender det i dag, overleve, at mange millioner mennesker prøver at komme hertil? Millioner af mennesker, der ikke har rødder i europæiske samfundsforhold, europæisk kultur og europæiske værdier.
Foreløbig lader langt de fleste politikere og medier, som om dette spørgsmål overhovedet ikke eksisterer. Derfor bliver det meste af den aktuelle debat om asylansøgerne meningsløs snak.
Det hele står og falder med, om vi finder holdbare svar på det store spørgsmål om Europas overlevelse. Mere konkret: Det hele står og falder med, om EU formår at beskytte sine ydre grænser.
Illusion
En meningsmåling herhjemme viste følgende: Danskerne vil gerne hjælpe folk i nød (og det hævder medierne jo hele tiden, at de er). Men man ønsker, at de forlader landet snarest muligt igen. (Epinion/DR)
Man ser det altså som et midlertidigt problem, vi skal håndtere. Det er en illusion. Men det er en illusion, som befolkningen deler med politikerne. De har også reageret, som om de bare skulle finde nogle midlertidige foranstaltninger.
Det gælder ikke mindst Europas ledende land, Tyskland.
Den tyske regerings kovending
Mens Ungarn kæmpede på hele EU’s vegne for at forhindre mængden af asylansøgere i at bevæge sig op gennem Europa, faldt Tyskland landet i ryggen, da Angela Merkel slog ud med armene og inviterede syrerne til Tyskland.
Så væltede det ind i Tyskland med syrere og folk, der udgav sig for syrere, med flygtninge og folk, der udgav sig for flygtninge. Og de fleste af de mennesker, som strømmer ind, får man aldrig ud igen.
En tysk regering, der tilsyneladende ikke anede, hvad den havde med at gøre, måtte efter bare en uge slå bremserne i og indføre grænsekontrol.
Som den store tyske historiker Heinrich August Winkler nøgternt siger: ”De signaler, der udgik fra Tyskland, hvilede ikke på en realistisk vurdering. Det var til at forudse og derfor en stor fejl. Genindførelsen af grænsekontrollen var desværre uundgåelig.” (Jyllands-Posten)
Manglende realitetssans
Tyskland viser den samme fatale mangel på realitetssans i EU-sammenhæng.
Man laver et drabeligt slagsmål om fordelingen af cirka 120.000 asylansøgere mellem EU-landene. Men det er jo helt ligegyldigt at strides om dette tal i forhold til, hvor mange der kommer.
Tyskland selv regner jo med at modtage mindst 1 million bare i år. Og tilstrømningen truer med bare at fortsætte og fortsætte i de kommende år.
Derudover gør Tyskland et stort nummer ud af en tvungen kvotefordeling mellem landene. Det ser der ikke ud til at kunne skabes enighed om. Men selv hvis det var muligt, ville det formentlig ikke gøre den store forskel.
Asylansøgerne har jo til fulde demonstreres, at de drager til de lande, som de ønsker at drage til – uanset politikernes fine planer. Og politikerne har til fulde demonstreret, at de ikke vil bruge den magt, der skal til for at styre fordelingen af asylansøgere. Så det er tom snak.
Dødsens farlig snak
Samtidig er det dødsens farlig snak. For det lægger op til, at EU-landene bare skal blive ved med at tage imod enorme menneskemængder – og så fordele dem mellem sig. Tanken synes at være, at Europa skal dø med et venligt og imødekommende smil på læben.
Kun Ungarn har for alvor strittet imod, med politisk støtte fra andre østeuropæiske lande. Men det høster de kun utak for.
Det gælder også fra Danmark. Senest er Venstres udenrigspolitiske ordfører Michael Aastrup Jensen faldet over ungarerne.
De danske politikere
Den danske regering manøvrerer generelt forsigtigt. Man holder sig fri af fælles EU-ordninger for at værne om Danmarks forbehold og selvbestemmelse. Samtidig bestræber man sig på at bevare et godt forhold til Tyskland.
Selve forsigtigheden er forståelig. Det er vanskeligt farvand, man opererer i. Men man bliver nødt til at erkende situationens alvor og give befolkningen en fornemmelse af den.
Det vil sige, at man i langt højere grad diskuterer, hvad det hele til syvende og sidst drejer sig om:
Vi står overfor for et mangeårigt pres fra mennesker, der er parate til en enorm folkevandring. Der er kun mulighed for at modstå dette pres, hvis Europa nu beslutsomt viser, at vi vil vogte vores ydre grænser, så vi bevarer kontrollen med, hvem der kommer ind. Det er slet ikke tilfældet nu.
Dette skal parres med en langt stærkere europæisk indsats i asylansøgernes nærområder.
Foreløbig står politikerne ved den ene ræling og diskuterer, hvilken størrelse teske de skal øse vand ud af båden med. Bag deres ryg tårner en kæmpebølge sig op.
