Vi skal hjælpe, men vi skal også passe på dem, som står os nærmest. De er vores ”flok”

Irina Bjørnø

Vi har alle haft et “Modersmål” og et “Fædreland” fra den dag, vi blev født. Men hvis vi er adopterede, har vi et dilemma: Skal det nye land være vores fædreland og det nye sprog vores modersmål? Eller skal vi beholde den identitet, som er indprentet i vores DNA fra tidligere generationer?

 

Hos alle adopterede er det et spørgsmål om hvilke bånd, der er stærkest? Båndet til de nye forældre, det nye sprog og det nye land, eller båndet til den kultur, som er en del af deres tidligere historie, og som er gået i arv fra én generation til den næste? Dette er en evig kamp mellem fortid og fremtid.

 

Pigen blev adopteret af en familie, som havde 5 børn i forvejen. Men forældrene elskede børn, og de besluttede at tage ansvar for den lille pige, som var blevet forladt af sin meget unge mor på et hospital. Faderen var ukendt. De nye forældre adopterede en lille, buttet pige, som kun var seks måneder gammel, og de integrerede hende i deres familie på lige fod med deres egne børn. Men pigen var anderledes.

 

Fra hun var helt lille, var hun vanskelig og svær at gøre tilpas. I skolen hørte hun ikke efter, og da hun var omkring 10 år, begyndte hun på småkriminelle handlinger, som for eksempel at rapse fra skolekammeraterne, lyve og drikke. Da hun var 15 år, løb hun hjemmefra – og hun kom aldrig tilbage.

 

Måske gentog hun det samme mønster, som hendes biologiske mor, og formodentlig kriminelle far. Ikke engang den kærlige opdragelse, faste familierammer og mange kulturelle tilbud, så som bøger, teaterture, museumsbesøg og danseundervisning, kunne påvirke hendes nedarvede karaktertræk. Disse var stærkere end kærligheden og de trygge rammer i hendes adoptivfamilie –  meget stærkere.

 

Hun besluttede sig for, at hun var et “offer” i sin ”ikke-rigtige-familie”, som havde adopteret hende med de bedste intentioner.  Hun var vred på alle de lykkelige – og i hendes øjne selvglade – mennesker omkring hende. Hun var hele tiden utilfreds og dømmende. Hvorfor havde de “reddet” hende? Hvorfor var de lykkelige? Hvorfor krævede de renlighed og høflighed af hende?

 

Da hun løb hjemmefra, besluttede hun at skabe en tilværelse på sine egne præmisser. Hun ville være rig og fri af familiens snærende bånd.

 

Pigen begyndte at arbejde på en lille restaurant som opvasker, og hun tjente lige nok til lidt mad, og til at betale for et lille værelse uden bad. Hun skulle dele faciliteter med tre andre beboere. Hun begyndte at drikke. Der var altid rester i gæsterne glas, som hun tømte, når hun fik dem ud til opvask. Sådan begyndte hun sit voksenliv. Hun forkastede al den kærlighed, hun havde fået af sine adoptivforældre og søskende.

 

Adoptionen havde ikke gjort hende til et kultiveret eller dannet menneske. Hun hadede sine adoptivforældre og pap-søskende. Hun følte, at de var “ægte”, de var specielle, de var elskede, mens hun selv bare var ”en stakkel”.

 

Tit var hun allerede halvfuld, når hun fik fri om aftenen og kom hjem til sit usle værelse. Så smed hun sig på den gamle, slidte sofa, tændte for TV apparatet og fulgte nyhederne med et halvtomt blik.

 

Læs også
Dannebrog: Folkets flag og et nationalt symbol – en bog skrevet med et varmt, dansk hjerte

En dag hørte hun i nyhederne, at en million sultende flygtninge bankede på døren til det gamle og selvtilfredse Europa. De ville gerne adopteres. De ville gerne fodres. De ville gerne huses. Men hun vidste kun alt for godt, at de ikke ville synes om livet i deres nye lande.

 

De ville ikke elske deres nye bosteder på samme måde, som i deres rigtige fædreland. De ville ikke elske de europæiske sprog på samme måde, som de elskede deres modersmål. De ville ikke forsvare deres nye land, hvis en krig skulle bryde ud. De ville forblive loyale overfor deres gamle kultur, som de bragte med sig, selvom de havde forladt deres land på grund af krig og konflikter.

 

Pigen havde på fornemmelsen, at de ”adopterede” flygtninge efterhånden ville opbygge deres egen tilværelse i de nye lande, som åbnede dørene for dem. De ville skabe det liv, som de havde haft i deres hjemlande. De ville først tilfredsstille deres egne behov, i stedet for at tage hensyn til de indbyggere, som bor i de lande, som de flytter til.

 

Denne vrede pige, som frivilligt havde brudt med sine adoptivforældre, kendte sandheden: Det vil aldrig lykkes at “opdrage” folk til at elske noget, de ikke ønsker at elske. Du kan ikke tvinge folk til at spise noget, de synes smager forkert. Du kan ikke blive forelsket i et sprog, som har en anden melodi end din moders stemme. Du vil ikke ofre dit liv for at beskytte et land, som har taget imod dig, men som ikke er dit fædreland. Sådan tænkte den vrede pige foran TV skærmen med de skræmmende billeder af flygtninge.

 

Denne pige er ikke en opdigtet person. Hun er måske på alder med dine børn eller børnebørn. Hun bor nu i Sankt Petersborg, og jeg kender hendes adoptivforældre. De er kærlige og arbejdsomme mennesker med store hjerter. De venter ikke mere på, at hun  dukker op i deres lille hus. De gjorde det, som de syntes var rigtigt for hende. De viste hende de værdier, som de selv havde, men det lykkedes ikke for dem at slette hendes forhistorie.

 

Jeg spurgte Galina, som for femogtyve år siden adopterede denne pige, om hun ikke følte sig svigtet eller afvist? Men hun sagde til mig, at alle kan vælge frit. Denne pige valgte at sige farvel til sin adoptivfamilie og den trygge tilværelse. Pludseligt kom et billede af et sort får til mig.

 

Læs også
En guide til Grundtvig

Galina sagde:

– Vi skal videre. Vi har vores egne, fem børn, og vi passer på dem og vores børnebørn. De er os nærmest. Jeg føler, at jeg gjort alt, hvad jeg kunne for den pige. Hun er 25 år nu. Og jeg vil gerne have kærlighed og glæde i mit liv – ikke sorg og fortvivlelse.

 

Hvem ved, hvad der bliver af pigen i fremtiden? Forbliver hun en ballademager og et sort får i sin egen flok, eller ændrer hun sin indstilling til livet? Der er ingen klare svar på dette vanskelige spørgsmål.

 

Men det giver stof til eftertanke. Er DU parat til at adoptere tusindvis af nye flygtninge i dit land? Er DU parat til måske at møde en mur af misforståelse, afvisning og had i fremtiden? Vi ved ikke noget om de mennesker, vi ”adopterer” i vores land – er de  fremtidens venner eller fjender? Vi ved ikke, hvad de bringer med sig  i bagagen – deres uløste problemer, deres egen kultur eller fordomme? Måske bliver de en del af vores ”flok”?  Det vil tiden vise.

 

Vi vil hjælpe, vi skal hjælpe, men vi skal også passe på dem, som står os nærmest. De er vores ”flok”

 

I Johannes Evangeliet står skrevet:

 

14  Jeg er den gode Hyrde, og jeg kender mine, og mine kende mig, 15 ligesom Faderen kender mig, og jeg kender Faderen; og jeg sætter mit Liv til for Fårene. 16 Og jeg har andre Får, som ikke høre til denne Fold; også dem bør jeg føre, og de skulle høre min Røst; og der skal blive een Hjord, een Hyrde.   Johannes, 10.

Læs også
Filmanmeldelse: Amy eller Tigist?  – en adoptionshistorie

 

MEN det sorte får…..Hvad skal jeg med det? Kærlighed har ingen grænser, men kærlighed kan også gøre blind… Så alle får pludselig bliver sorte.

 

www.belbooks.dk

www.belbooks-ru.com

www.belbookstoday.com

 

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…