Børns Vilkår er på kollisionskurs med forskningen, når de siger det kan være ok at give en voldelig mand retten til børnene

DER ER GRUND TIL BEKYMRING, når en forening, der skal varetage børns ve og vel synes at mene, at børn sagtens kan udleveres til en far, som har slået børnenes primære omsorgsperson, moderen, ihjel.

 

Organisationen Børns Vilkår erkender, at det ville være forkert at fratage en mor forældremyndigheden, hvis hun for at beskytte sig selv og børnene ”har slået en stærkt voldelig far ihjel.” (Jyllands-Posten 30.3.2015)

 

Men så går det galt for foreningen, når den erklærer, at det ”kan godt være den bedste løsning at give forældremyndigheden til en far eller mor, som har taget livet af barnets anden forælder.”

 

Det er at blande æbler og pærer at sidestille de to situationer, hvor en mor slår faderen ihjel for at beskytte børnene mod overgreb, og hvor en far slår moderen ihjel for at få forældremyndigheden eller under et skænderi.

 

Hvis en far har slået moderen ihjel med det formål at få forældremyndigheden eller under et raserianfald, er det, som en svensk forsker sagde på TV, farligt for børnene at blive overladt til sådan en far. Og det kan aldrig være barnets tarv at udsætte det for en ukontrollabel og voldelig far.

 

Selv om myndighederne ikke anser vold mod og mord på moderen som nogen hindring for at overlade børnene til en voldelig far, er det beskæmmende, at en NGO som Børns Vilkår synes at mene, at en drabsmand godt kan være en god far.

 

Dette fremstår som en politisk motiveret dagsorden, der ikke stemmer overens med en NGO’s fornemmeste pligt, nemlig at holde sig informeret om forskningen inden for in casu vold mod kvinder og børn og ud fra denne orientere politikerne. Ganske vist er forskningen i Danmark ret sparsom, men internationalt er den overvældende.

 

 

Konsekvenserne for børn

 

Hvis en mand for at få sin vilje eller under et raserianfald først slår kvinden ned og derefter myrder hende, er det ikke første gang, han er voldelig. Vold i ægteskabet er en proces, der over tid eskalerer og ikke sjældent ender med mord. Og selv helt små børn hører og reagerer med gråd ved ophidset tale, slag og skrig.

 

Man har ladet hånt om flere veldokumenterede undersøgelser, herunder den engelske forsker Jeff Hearns, om konsekvenserne for børn, der overværer eller hører volden mod moderen. Ifølge Hearn er der i sådanne tilfælde reelt tale om børnemishandling.

Læs også
’Sydlandsk mand’ gjorde seksuelle tilnærmelser til kvinde på gaden – da hun afviste ham, fik det uhyggelige konsekvenser

 

Hvor skadeligt myndighederne agerer, når de mener, at selv en drabsmand er en god far, bekræftes netop af to forskere, den dansk-engelske Marianne Hester og den svenske Mia Eriksson. De har skudt en pil gennem den officielle diskurs, at i én og samme person er som to adskilte størrelser en voldelig mand og en omsorgsfuld far. Det ene udelukker simpelthen det andet.

 

Under denne diskurs hører ideen om, at kvinden er (med)skyldig i den vold, hun udsættes for, og når hun er væk, er manden ikke længere voldelig og altså helt ufarlig for sine børn. Det er en tankegang, der har gennemsyret stort set alle, hvad enten de skulle rådgive beslutningstagere eller selv tage beslutninger om børns fremtid.

 

Når en voldsmand får del i forældremyndigheden og samvær, har kvinden ingen mulighed for at leve i skjul for at beskytte sig selv og sine børn mod yderligere vold. Det er dokumenteret i utallige undersøgelser i den vestlige verden.

 

Bl.a. har den svenske forsker Hans Ekbrand beskrevet separationsvold som den vold, der foregår, når voldsramte kvinder vil ud af forholdet. Det er på dette tidspunkt de risikerer de farligste overgreb og at blive myrdet. De bliver forfulgt, opsøgt, oplever hærværk mod ejendom og ejendele, trusler mod dem selv, børnene, familie og venner, ja alle personer, som voldsmanden mener, hjælper kvinden til at komme i sikkerhed for ham. Ligeledes er hun i fare under forhandlingerne om separation, skilsmisse, forældremyndighed og samvær.

 

Marianne Hester har nøje fulgt udviklingen i Danmark på samværsområdet, siden hun i begyndelsen af 1990’erne indledte en sammenlignende undersøgelse af samvær i England og Danmark. Mens Danmark i forskerkredse var berømmet for sin hidtidige høje prioritering af børns sikkerhed og velfærd i samværssager, kunne hun allerede i 1995 – og inden den nye forældremyndighedslov trådte i kraft 1. januar 1996 – konstatere, at der i Danmark var tegn på, at der var ved at ske en forringelse.

 

Vi gik fra sikkerhed for børn til en rettighedsorienteret tilgang til samvær for de voksne. Nu blev det mainstream at hævde, at en hvilken som helst far var bedre end ingen far. Så om faderen var voldelig, misbruger, psykisk syg eller drabsmand, skulle børnene udleveres. Biologi trumfede sikkerhed.

Læs også
Dansk Folkeparti ikke velkomne i området – partimedlemmer truet med tæsk og køller, da de ville hænge valgplakater op

 

Ikke ret mange havde formentlig forestillet sig, at det kunne blive værre. Men det skete i 2007 med forældreansvarsloven. Alle, der mente, at tvivlen altid skulle komme børn til gode, og at børns sikkerhed og tryghed skulle have førsteprioritet, slog syv kors for sig. Det eneste galgenhumoristiske indslag i denne skændsel af en lov var, da Claes Ludvigsen fra Foreningen Far udtrykte glæde over, at ”loven i beskedent omfang har støttet, at flere børn får to ansvarlige forældre”. Som om det var muligt at lovgive om ansvarlighed.

Vi må konstatere, at forældreansvarsloven legaliserer anvendelse af selv ekstrem vold, så længe denne blot holder sig inden for familiens rammer.

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…