De forkætrede sandheder

Robert Redeker taler i Trykkefrihedsselskabet (Foto: Steen Raaschou)

Trykkefrihedsselskabet fejrer 10-års-jubilæum i 2015. I den anledning har selskabet besluttet sig for at udgive en antologi med udvalgte tekster fra dets nettidsskrift, oprindeligt døbt ”Sappho”, i dag en del af hjemmesiden trykkefrihed.dk.

 

Titlen ”Først med det værste” signalerer selvfølgelig, at Trykkefrihedsselskabet i egen selvforståelse har været i front, når det gælder om at få sat ubehagelige og kontroversielle punkter på den politiske dagsorden.  Den gule førertrøje er da også i adskillige tilfælde fuldt fortjent.

 

Det helt overordnede tema for selskabets virke har været at stille skarpt på forskellige angreb på ytringsfriheden. Men temaet er blevet foldet ud i forhold til Europas udvikling (bl.a. nationalstaterne versus EU), islam, indvandring og islamiseringen af Vesten samt kristendom og sekularisering.

 

De 35 antologibidrag, tematisk placeret i fire kapitler, afspejler selskabets prioriteringer og dækker et bredt genremæssigt register: Artikel, klumme, foredrag, essay, anmeldelse, interview og reportage.

 

Tekstudvalget indledes med et forord af Trykkefrihedsselskabets formand Katrine Winkel Holm, der skitserer baggrunden for Trykkefrihedsselskabets tilblivelse, fulgt op af endnu et forord af antologiens redaktør Mikael Jalving.

 

Heri begrundes bl.a. udvælgelseskriterierne for tekstmosaikken, og hvorfor islam-kritikken er kommet til at fylde så meget i selskabets virke. Årsagen er den enkle, at truslen fra islam vurderes som den største og mest akutte fare, og at en lille forening ikke har kræfter til at tage alle angreb på ytringsfriheden op.  Det argument køber i hvert fald denne anmelder.

 

Bagerst i bogen præsenteres en oversigt over Trykkefrihedsselskabets stiftere, over bestyrelsesmedlemmer 2005-2015, over TFS-rådet (selskabets rådgivende organ) og endelig en liste over Sappho-prisens modtagere: De mænd og kvinder, der har fået tildelt selskabets ytringsfrihedspris.

 

Rushdie-reglerne

Redaktør Mikael Jalving er historiker og har senest gjort sig bemærket med en kritisk afbalanceret gennemgang af Søren Krarups forfatterskab og politiske virke ”Søren Krarup og hans tid” (2014). Nu har han så fundet tid til at dykke ned i Trykkefrihedsselskabets 10-årige tekstarkiv og her fisket en række af de bedste tekster frem.

 

Jeg havde læst de fleste af bidragene før, men når teksterne følger som perler på en snor, tegner de en (ikke-)udviklingslinje, der gør temmelig forstemt

.

Der er således intet nyt under solen i forhold til at slå ned på islamkritikere. Mønstret har den amerikanske historiker og forfatter med ekspertise i mellemøsten Daniel Pipes afdækket i sit bidrag ”Rushdie-reglerne” (2014).

Læs også
God vejviser til kristendommens grundfortællinger og kirkens ritualer

 

Betegnelsen refererer til det edikt, som ayatollah Khomeini udstedte d. 14. februar 1989 i forlængelse af udgivelsen af romanen ”De Sataniske Vers”. Ediktet nedkaldte som bekendt en dødsdom over forfatteren Salman Rushdie.

 

Reglerne kan koges ned til, at bestemte emner ikke må berøres, at alle med del i produktionen af tekster, der alligevel tillader sig at berøre disse fornærmende og latterliggørende emner, vil blive skadet, at denne handling aldrig bør ske igen, og at der eksisterer et uformelt netværk af muslimer (læs: de, der ikke selv måtte være i stand til at henrette Rushdie, skal angive ham, så andre kan komme til fadet).

 

I en light-udgave beskriver Pipes reaktionsmønstret sådan her: ”Først er der nogle vesterlændinge, som siger eller gør noget, der er kritisk mod islam, så reagerer muslimer med ukvemsord og vrede, krav om tilbagekaldelse, trusler om retssager og vold og med håndgribelig vold. Til sidst svarer vesterlændinge undvigende, hakkende og stammende, debatterer og giver til sidst efter.” (s. 25)

 

I øvrigt er en anden af Pipes’ pointer, at selvom kamppladsen er ytringsfrihed, er temaet hele den vestlige civilisation.

 

Fire øjenåbnere

Samtlige antologibidrag er læseværdige, om end kvaliteten svinger en del. I min optik rager især fire tekster op i landskabet, heriblandt Henrik Gade Jensens essay ”Koestler og ytringsfriheden” (2006). Ungareren Arthur Koestler skriver i årene 1936-39 romanen ”Darkness at Noon” (’Mørke midt på dagen’ – forfattet på tysk, siden i engelsk (1940) og fransk oversættelse (1945).

 

Læs også
“Et personligt engageret angreb på Putin og Trump, som i høj grad fortjener at blive læst trods sine begrænsninger”

Værket er et svidende opgør med kommunismen og de berygtede Moska-processer, hvor Stalin udrydder sine politiske modstandere ved at få dem til at indrømme egen skyld.

 

Efter udgivelsen af romanen i fransk oversættelse laver kommunisterne en smædekampagne mod Koestler – og altså sandheden – der desværre virker. Sandheden er vist ikke et for stort ord at bruge, eftersom få vel i dag er ”(…) i tvivl om, at Koestler havde 100 pct. ret og de franske kommunister 100 pct. uret.” (s. 36)

 

Essayet er en øjenåbner, fordi modtagelsen af romanen viser sig at være parallel til diskussionen af en anden isme, nemlig islamismen: Kritikerne forsøges sygeliggjort. Således er kritik af kommunisme af Mogens Fog blevet diagnosticeret som fobi, på samme måde som islamkritik er blevet omdøbt til islamofobi.  Debatten gælder nemlig ikke sandt og falsk, men doktriner, og forbrydelsen består i at stille spørgsmål til den sandhed, der er givet på forhånd.

 

Den ellers i første omgang positive modtagelse af ”Darkness at Noon” i samtiden (kommunisterne undtaget) bliver afløst af en velkendt, konstruktivistisk opdeling:

 

Koestler og kommunisterne placeres som to ekstremer med en moderat – hævet-over-vandene – position i midten.  Velkendt, fordi konstruktionen kører for fuld udblæsning i den aktuelle, danske islam- og indvandringsdebat:

 

Venstrefløjen / de venstre-ekstreme på den ene side, Dansk Folkeparti og de (såkaldt!) højre-ekstreme på den anden side med en professor Frederik Stjernfelt & ligesindede (journalist Søren Villemoes?) i en i egen selvforståelse ædruelig, u-fanatisk midterposition. Der desværre viser sig at være ret så fiktiv.

 

Læs også
Ny bog fra Ole Hyltoft: Socialdemokratiets forfald fra kulturbevægelse til økonomiparti

Bidrags-perle nummer to leverer den tyske sociolog Gunnar Heinsohn, som historiker Lars Hedegaard har interviewet under overskriften ”Tabernes kontinent”. Efter Heinsohns opfattelse handler 80 procent af verdenshistorien om, at i nationer, hvor unge mænd er i overtal, kommer der ballade.  Han bruger udtrykket ’ungdomspukkel’, og en sådan optræder, når 30 procent af mændene i en befolkning er mellem 15 og 29 år.

 

En væsentlig pointe i hans forskning er, at den uro og de voldshandlinger, som en ungdomspukkel udløser, ikke har noget at gøre med sult eller arbejdsløshed:

 

”Dynamikken i en ungdomspukkel – det kan ikke understreges for tit – skyldes ikke mangel på næringsmidler. En yngre bror, der som karl hos arvesønnen meget vel kan være både mæt og måske tilmed tyk, søger ikke levnedsmidler, men en position, der kan garantere ham anseelse, indflydelse og værdighed. Ikke undervægtige, men derimod potentielle tabere – eller deklasserede – trænger sig frem.” (s. 158)

 

Fordi Europa tillader en fortsat masseindvandring af ukvalificerede muslimer, vil velfærdssamfundene bryde sammen. Ifølge Heinsohn er løbet for længst kørt, og ”(…) det skyldes ikke, at afrikanere eller muslimer ikke er lige så intelligente som andre, men at de ikke er socialiseret på en måde, der gør dem brugbare i vores samfund.” (s. 165)

 

Historiker Torben S. Hansens ”Middelalderen var ikke mørk” er værd at fremhæve, fordi denne anmelder indtil for kort tid siden ignorant slog om sig med adjektivet ’middelaldermørk’.  Essayet dokumenterer, at vi stadig læser historien filtreret og farvet af Oplysningstiden. Det skal vi holde op med, for allerede i 1100-tallet – ”den lille renæssance” – trådte en stribe af kritiske tænkere frem på arenaen.

 

Teologien var første kampplads, men med afsæt i bibelstudier blev virkefeltet udvidet til at omfatte discipliner som jura, astronomi, medicin og sprogforskning. Det første universitet i Europa så dagens lys i Bologna i 1085, og i takt med at universiteterne fik selvstændighed, fulgte en begyndende sekularisering.

 

Læs også
De ”gode gamle dage” var bestemt ikke den rene idyl. Ny bog sætter fokus på danske erindringer…

At Oplysningstiden i den grad trænger til et grundigt myte-eftersyn bliver yderligere bekræftet af rumænsk-fødte Monica Papazu, mag. art i sammenlignende litteratur. Papazu er altid god for kvalificerede indlæg, og her er hun på banen med teksten ”Voltaire bag facaden”, et omskrevet foredrag.  Skridt for skridt bliver Voltaire, oplysningstidens intellektuelle fyrtårn, klædt af til skindet, og ”tolerancens apostel” afsløret som spin og historieforfalskning:

 

”I hele litteraturhistorien findes der ikke noget lignende eksempel på en forfatter, som så konsekvent har kæmpet mod trykkefriheden, så konsekvent og med så magtfulde midler (forbud mod bøger og arrestationer) har forsøgt at fratage andre retten til at offentliggøre deres tanker.” (s. 228)

 

Sagt med andre ord: Den ’store’ Voltaire kunne ikke tåle kritik eller andre talentfulde forfattere, der kunne gøre ham rangen stridig.

 

Redeker, Scruton og Phillips

Ud over disse fire, foreløbige favorittekster skal følgende navne trækkes frem:

 

Den franske filosof Robert Redeker (med en fatwa på halsen i forlængelse af en islamkritisk artikel i Le Figaro 2006) reflekterer knivskarpt over godhedens tankepoliti og truslen mod demokratiet:

 

”Polemos – konflikt – er demokratiets sande fader. Demokratiet bygger på folks evne til at se, at konflikt er en uundgåelig del af tilværelsen. Demokratiet er den evige og nødvendige mægler i konfliktsituationer og lægger heller ikke skjul på det (…) Konsensus er et sygdomstegn, og ved fuldstændig enighed er demokratiet gået bort.” (s. 73)

Læs også
Bogen er ren dynamit: Læs den før din nabo, og smid dit barns smartphone og iPad på møddingen

 

Den engelske filosof Roger Scruton tager i ”Som kætter-anklager i middelalderen” fat på betydningen af anklagen om racisme og xenofobi. Ordene har fået en så stærk retorisk vægt, at beskyldningen kan ligestilles med anklagen om kætteri i middelalderens Europa:

 

”Og et af de våben, som eliten har brugt til at sikre, at den aldrig skal stå til ansvar for de sandheder, den benægter, er at beskylde dem, som ønsker at drøfte problemet, for ”racisme og xenofobi”.” (s. 94)

 

Endelig stiller den engelske forfatter og klummeskribent Melanie Phillips skarpt på ”Den nye intolerance”. Efter at Gud er død, er vi ikke blevet irreligiøse, men bare begyndt at tro på andre religioner båret af dogmer – menneskeskabte ideologier – langt mere tyranniske end Bibelens Gud (fx miljøbeskyttelsesideologien eller troen på, at alt i universet har en videnskabelig forklaring).

 

Lille guldgrube

Den læser, som har hængt på hertil i omtalen af ”Først med det værste”, kan ikke være i tvivl om, at antologien er en lille guldgrube. For det kan da godt være, at en række af antologiens bidragydere ikke tilhører det gode selskab ifølge de såkaldte ’Gutmenschen’, der vælger faktaresistent at skyde løs på budbringerne. Men tilbage står, at disse bare ER godt selskab – fordi forfatterne alle søger sandheden uagtet de personlige, ofte smertelige, omkostninger.

 

FØRST MED DET VÆRSTE. Trykkefrihedsselskabet gennem 10 år (antologi red. af Mikael Jalving). Hft. 278 s. Trykkefrihedsselskabets Forlag 2015. Pris: 175 kr. Bestil bogen her [email protected]

 

 

 

 

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…