Birketræet og slyngplanten

Foto: Irina Bjørnø

De, der har øjne, kan læse

De, der har hjerne, kan forstå

De, der har hjerte, vil bede for fred – og for Danevang!

 

Der stod et gammelt, smukt birketræ i den nordiske skov. Dets grene hang nedad som et grønt telt, og her kunne fuglene gynge og synge deres kvidrende sange. Birketræets hvide bark var lun om sommeren og kold om vinteren. Rødderne rakte dybt ned i den sandede jord og drak det klareste, rene vand. Under træet voksede der vintergækker om foråret og liljekonvaller først på sommeren.

 

Solsorten byggede sin rede i træets krone, og før Sct. Hans sang en lille nattergal sine serenader i birketræet. Alt var godt og perfekt, men sådan skulle det ikke fortsætte. En dag kom en stor fugl, som havde spist små, giftige frø, forbi træet. Fuglen kom fra syd, hvor den havde overvintret, og hvor den havde spist bær, som var ukendte i den nordiske skov.

 

De ufordøjede frø blev efterladt under det kønne birketræ.  Om foråret spirede de giftige frø og gav liv til en mørkegrøn slyngplante – den første i denne skov. Den kravlede forbi en lille brombærbusk og direkte hen til vort kønne birketræ.

 

Her begyndte den mørkegrønne plante at omfavne birketræet og bevæge sig op ad birketræets bark. Vort birketræ prøvede at ryste den lille slyngplante væk, men det lykkedes ikke. Slyngplanten borede sine korte og stærke rødder ind i barken og sugede sig fast for at få fat i den søde birkesaft.

 

Birketræet følte sig udnyttet, men besluttede at være gæstfri og accepterer slyngplanten på sin stamme. Træet tænkte, at slyngplanten måske kom langvejs fra og var meget sulten. “Lad den suge lidt af min vidunderlige saft”, – tænkte det søde, kønne birketræ.

 

Men slyngplanten havde sin egen plan. Den kravlede højere og højere op. Den ville gerne blive højere, end selve birketræet. Den drak den søde saft fra træet og blev stærkere og tykkere – så tyk som et reb. Slyngplanten elskede den søde og vitaminrige birkesaft og var glad for, at birketræet var så sødt og hjælpsomt.

 

Tiden gik, og birketræet begyndte at føle sig træt. Så kom efteråret, og birketræets saft tørrede helt ud. Birketræet tabte sine blade og faldt i vinterdvale. Det sidste træet tænkte var, at slyngplanten måske også tørrede ud og ikke ville overleve en kold vinter.

 

Med den tanke var forkert. Slyngplanten døde ikke. Den sov ikke om vinteren, men brugte sine tykke rødder til at bore sig dybere ind i birketræets bark, og den begyndte at æde af stammen, som var tør, men stadigvæk fyldt med den nødvendige næring.

 

Læs også
Rapsmarken og græshopperne

Vinteren var forbi, og forårsvarmen vækkede vores søde birketræ fra vinterdvalen. Men slyngplanten var ikke død. Birketræet følte med det samme, at det var ved at blive kvalt. Slyngplantens tykke rødder var nu dybt inde i birketræet. Så dybt, at det begyndte at gøre ondt. Om foråret, da fuglene kom tilbage, fandt de et sygt birketræ med meget få blade.

 

Til gengæld var slyngplanten tyk med mange, kraftige, mørkgrønne og skinnende blade. Og slyngplanten fortsatte med at kravle endnu højere op. Den sommer nåede slyngplanten toppen af birketræet. ”Sikke en udsigt!” –  tænkte slyngplanten! Nu kunne den se hele skoven under sig, og stadig suge af den søde birkesaft,  selvom der ikke var så meget tilbage. Vort birketræ var ved at være tømt for saft.

 

 

Hele sommeren drak slyngplanten birketræets saft og spiste af dets stamme. Så kom der endnu en vinter. Birketræet var næsten bevidstløst. Nu var der ikke flere kræfter i træet til at vokse. Birketræet var sygt, træt og udtømt. Det tænkte på, om dette var den sidste vinter. Og det var det!  Da foråret kom, var birketræet dødt. Ved den første storm væltede træet og faldt ned på jorden sammen med den tykke og livskraftige slyngplante.

 

Nu følte slyngplanten sig svigtet. “Sikke en gæstefrihed!  Jeg kom langvejs fra til denne skov, og nu vil birketræet ikke dele sin søde saft med mig!  Sikke et egoistisk træ!”  Slyngplanten besluttet at kravle videre i skoven væk fra den døde birketræ.

 

Der var ikke så mange birketræer i denne skov, men der var mange flotte grantræer. Slyngplanten prøvede at kravle op af et gammelt, tykt grantræ, men barken var for glat og ujævn, så slyngplanten kunne ikke få fat den. ”Sikke nogle ugæstfrie træer!” – tænkte slyngplanten.

 

Læs også
Brønden og slangen

Men fra toppen af birketræet havde den sidste sommer set, at der stadig var flere bløde og smukke birketræer i skoven. Så slyngeplanten kravlede i flere dage, før den kom til det næste birketræ.

 

Dette smukke og gamle birketræ vidste ikke noget om sit søstertræs skæbne. Det var naivt og sødt. Og slyngplanten tænkte: ”Hvor er det fint, at der eksisterer så mange søde og naive træer med blød, hvid bark. De eksisterer kun i skoven for slyngplanter skyld, ikke?”. Og den fortsatte med at kravle op ad hjælpeløse, gamle birketræer.

 

Her slutter min historie. Da jeg så slyngplanten, som var ved at kvæle mit søde birketræ, tog jeg straks en saks og klippede slyngplanten helt ned. Birketræet var meget taknemmeligt, men kan jeg alene klippe alle de skadelige slyngplanter væk i hele skoven? Det ved jeg ikke, men måske kan vi gøre det sammen?

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…