Medens regeringen stædigt fastholder, at eksplosionen i antallet af asylansøgere intet har med regeringens økonomiske lempelser at gøre, lyder der nu fra uventet hold helt modsatte toner.
Det er asylchefen for bulgarsk Røde Kors, Mariane Stoyanova, som rent ud erklærer, at det er regeringens asylpolitik, der er skyld i, at Danmark nu er blevet et af de mest attraktive mål for asylansøgere
“I flere år har Tyskland og Sverige stået øverst på listen over lande, som flygtninge har haft som målet for deres flugt. Men i de seneste to år er Danmark rykket op på listen over lande, som er attraktive mål for flygtninge,” siger Mariane Stoyanova til Jyllands-Posten og fortsætter:
“Det skyldes blandt andet den gode modtagelse, asylansøgere får her i landet samt de høje sociale ydelser.”
Flygtninge ved utroligt meget om sociale ydelser
Den bulgarske asylchef har gennem de sidste elleve år systematisk observeret, hvordan asylansøgere vælger, inden de beslutter sig for, hvilket europæisk lande de vil søge asyl i.
“Det er forbløffende, hvor meget asylansøgere ved om sociale ydelser, om modtagelsesforhold, sagsbehandlingstid, chancerne for at få opholdstilladelse og mulighederne for at få familiesammenføring hurtigt,” siger Mariane Stoyanova.
Hun henviser blandt andet til, at spredningen af informationer om de enkelte landes asylforhold er meget effektiv via blandt andet Facebook-grupper og hjemmesider.
Og asylansøgerne indrømmer det blankt:
“Vi sætter os ind i landenes regler, og det er på den måde, vi vælger, om vi vil sætte os ind i en bil til Danmark, til Sverige, til Holland eller et andet land,” har en asylansøger, der i Milano ventede på kørelejlighed hos en menneskesmugler, fortalt til Jyllands-Postens Orla Borg
Kommer for at blive forsørget af kommunen
Som vi tidligere har skrevet her i avisen, kender man hos politiet alt til det forhold, at asylansøgere er velbevandrede i danske sociale forhold, ligesom en del af de syrere, der søger asyl, kommer alle andre steder fra end netop Syrien.
Således fortæller en politi-kilde til fagbladet Dansk Politi, der udgives af Politiforbundet, at en del af de syriske asylansøgere ikke er flygtet fra nogen krig.
“Det er ikke rigtige flygtninge, der kommer. De her mennesker er nøje udstyret med viden om, at hver person over 18 år får 10.500 kroner hver måned. De ved, hvor mange håndklæder, man får udleveret i Center Sandholm, og de har hørt, at man får gratis fjernsyn af kommunen.”
En anden central placeret kilde bekræfter:
“De ankomne er syrere. Men det er syrerer, som i mange år har boet uden for Syrien. Jeg møder familier, hvis børn går på universitetet i Istanbul, og som har levet uden for Syrien i måske otte år eller mere,” fortæller kilden, der har arbejdet med udlændingerområdet siden år 2000.
Fra 3.806 til 14.815
Medens de politifolk, der arbejder med asylområdet, bekræfter Mariane Stoyanovas analyse af årsagerne til den store strøm af asylansøgere, der under denne regering har sat Danmark som mål, taler også tallene deres eget tydelige sprorg.
I december 2011 afskaffede regeringen Thorning-Schmidt straks efter sin tiltræden blandt andet VKO’s starthjælp og indførte børnepenge fra dag ét. Tallene viser, at det fik øjeblikkelig virkning på lysten til at søge asyl i Danmark.
I 2011 søgte i alt 3.806 personer asyl, og heraf fik de 2.249 opholdstilladelse.
I 2012 søgte i alt 6.141 personer asyl, og heraf fik de 2.585 opholdstilladelse.
I 2013 søgte i alt 7.557 personer assyl, og heraf fik de 3.889 opholdstilladelse.
I 2014 søgte i alt 14.815 personer asyl, og heraf fik de 6.110 opholdstilladelse.
Eksplosionen i 2014 skyldtes, at regeringen havde annonceret, at personer fra visse dele af Syren i princippet ville være berettiget til opholdstilladelse i Danmark.
Det betød, at antallet af syriske asylansøgere på blot ét år blev syvdoblet fra 647 i 2013 til i alt 4.665 i 2014.