Skriver sejrherren altid historien? Nej, ikke i tilfældet Israel, som har vundet mange regulære slag mod sine arabiske fjender.
Her bliver den tabende sides version godtaget af vestlige politikere, kirkefolk, universiteter og medier. Men de “faktatjekker” hverken zionismen eller Fatah/PLO og Hamas i fortid og nutid.
Den palæstinensiske side har tilkæmpet sig offerrollen, og Israel fordømmes uden videre som slyngelstat.
Hvordan skrives historien?
Fordømmelsen af Israel og offermyten om araberne bygger på tre antagelser:
For det første påstås det, at netop den jødiske indvandring til Palæstina var imperialistisk aggression, og at zionisterne stjal jord fra et oprindeligt, ældgammelt palæstinensisk bondefolk, som derpå blev udsat for “etnisk udrensning”.
Mahmoud Abbas, leder af Fatah/PLO og “Den Palæstinensiske Myndighed”, siger, at Israel begår “folkemord” på palæstinenserne, og hans forgænger Yassir Arafat (1929-2004), erklærede i 1974 i en tale til FN’s generalforsamling, at “Den jødiske invasion begyndte 1881 [ … ] Palæstina var dengang et grønt område, som fortrinsvis var beboet af arabiske folk, der var i færd med at bygge deres liv og på dynamisk måde berige deres indfødte kultur.”
Denne oplagte usandfærdighed gentages af “The Jerusalem Fund for Education & Community Development”, som på sin hjemmeside oplyser, at Palæstina i 1880’erne var “tæt befolket” med et “intensivt dyrket landbrug” (den arabisk-amerikanske Jerusalem Fund er et lobbyinitiativ, der udtrykker anti-israelske og pro-Hamas synspunkter).
For det andet skulle Israel praktisere apartheid og bliver derfor stemplet som “racistisk” – en parallel til Sydafrika før 1994.
For det tredje beskyldes Israel for at være en militaristisk besættelsesmagt, der “tæppebomber” Gazas civilbefolkning og i det hele taget terroriserer arabere og prøver at erobre nye områder.
Stemmer denne udlægning af over 100 års kamp mellem jøder og (nogle) arabere med dokumenterede kendsgerninger? Dette er temaet i den følgende oversigt.
Navnet Palæstina
Under Første Verdenskrig (1914-1918) slog navnet “Palæstina” an med en politisk betydning. Navnet blev formuleret i oldtiden af den romerske kejser Hadrian (som regerede 117-138) efter nedkæmpelsen af det andet jødiske oprør, anført af Bar Kokhba i år 132.
Kampene foregik også udenfor Palæstina, hvor fanatiske oprørere massakrerede et ukendt antal ikke-jøder. Historikeren Dio Cassius (164 -229) skriver, at romerne tog grusom hævn, ødelagde 900 landsbyer i Judæa og dræbte 580,000 jøder.
Den første opstand var blevet nedkæmpet af den romerske hærfører Titus, som år 70 ødelagde templet i Jerusalem
Romerne opkaldte det tidligere Israel efter dets fjender filistrene – “Syria Palæstina”. 1200 år senere var Erz-e-Filistin det osmanniske – tyrkiske – bureaukratis betegnelse på nogle distrikter i Syrien.
Også i andre dokumenter fra denne tid omtales et “Palæstina”, men ordet henviste ikke til befolkningens identitet eller til en politisk bevægelse.
Under det romerske – fra år 395 det “byzantinske” – herredømme var Palæstina frugtbart. Men efter den islamiske erobring i midten af 600-tallet forfaldt landbruget, og skovene blev forhuggede.
Især i Galilæa og på kystsletten nord for Jaffa / Tel Aviv blev vandingsanlæggene forsømt, og der dannedes sumpe, som var udklækningssteder for malariamyg.
De følgende mange århundreder var de fleste af verdens jøder spredt i “diaspora”. Men mindre grupper forblev i Palæstina, og omkring år 900 voksede deres antal. En beskeden, men konstant indvandring af jøder udefra bidrog til, at deres samfund overlevede.
De videreførte en religiøs og kulturel identitet og blev ikke assimilerede i de fremmede befolkninger, der dominerede landet. I mere end 3000 år har et jødisk folk levet i Palæstina.
Tyrkisk herredømme
I 1000-tallet invaderede tyrkiske nomader – frem for alt seljuqerne fra Centralasien – Iran, Iraq (Mesopotamien) og Syrien.
I forvejen havde missionærer omvendt dem til sunna-islam, og derfor var deres militære egenskaber til nytte i den arabiske herskerklasses konfrontation med shia-muslimer og kristne fjender – især det byzantinske rige og i 1100-tallet også korsfarere fra Vesteuropa.
En del af Seljuq-stammen satte sig ca. år 1300 fast i det nordvestlige Anatolien på grænsen til Byzans. Fra byen Nikæa (i dag Isnik) indledte jihadkrigeren Osman erobringstogter. Hans efterfølgere, der kaldte sig “osmanner”, oprettede et sunni-islamisk imperium i Vestasien og Nordafrika.
I 1517 invaderede den osmanniske sultan Ægypten, og han proklamerede sig som khalif over alle sunni-muslimer. I 1516 havde hans hær besat Palæstina, som ikke var et velstående område, men dets betydning var militærstrategisk og religøst begrundet.
Det sidste skyldtes ritualerne på og ved Tempelbjerget (arabisk betegnelse: Haram al Sharif) og i Gravkirken i Jerusalem og pilgrimsruten til islams hellige steder i Mekka. Det store flertal af befolkningen var fellahin, fattige forpagtere og omstrejfende beduiner.
Horisontal og vertikal opdeling
De sunni-muslimske sultaner af Osman-dynastiet styrede deres rige ved hjælp af dekreter, samlet i en qanun (afledt af græsk “kanon”, rettesnor). De retfærdiggjorde deres magt og rigdom ved islams påbud og forbud – sharia.
Sultanens tjenere udgjorde en overklasse af osmanli – dommere, guvernører og ulema (“de lærde”, tekstkyndige). Under dem fandtes det produktive flertal raya, der i princippet bestod af ikke-muslimske befolkningsgrupper.
Men i praksis var muslimske bønder (efterkommere af kristne) ikke meget bedre stillet end ikke-muslimer. De var alle pålagt at betale afgifter til de herskende. Nederst i hierarkiet stod slaverne (ganske vist blev slaveri formelt afskaffet omkring 1890, men så sent som i 1908 solgtes slaver i Konstantinopel, i dag Istanbul).
En anden opdeling virkede i det såkaldte millet-system med organisering af religiøse mindretal. Dhimmier (eller “zemmi”) var betegnelsen for kristne, jøder og andre “vantro” – f.eks. druzer og yezidier.
De var ydmygede og foragtede afvigere, som blev tålt på betingelse af at betale en særskat, og de levede i enklaver med egen retspraksis. Henholdsvis biskopper og overrabbinere var deres repræsentanter, som på kollektivets vegne stod til ansvar overfor de islamiske magthavere.
Ved siden af dette system fandtes etniske og sproglige skel mellem tyrkerne, kurderne og araberne. For alle grupper gjaldt en nedarvet loyalitet overfor slægt, klan eller stamme.
Jødeforfølgelser i det kristne Europa
Jødehad hærgede det kristne Vesteuropa i senmiddelalderen. I 1290 udviste den engelske konge jøderne, og i 1391 blev de fordrevet fra Frankrig. På samme tid foregik pøbeloptøjer i Spanien, hvor tusindvis af jøder blev myrdet.
I 1492 gav Spaniens “katolske kongepar” ordre til, at jøderne skulle vælge mellem omvendelse til katolicismen eller udvisning.
Historikeren Julio Valdeón Baruque anslår, at mellem 70.000 og 100.000 besluttede at udrejse. Mange af dem flygtede til havnebyen Thessaloniki, hvor den tyrkiske sultan gav dem dhimmistatus med egen ghetto. En del rejste videre til andre byer i riget, deriblandt Safed i Galilæa. Disse flygtninge blev kaldt “sefardim” – spanske jøder, og deres efterkommere taler stadig “gammeldags” jødespansk (ladino).
Jøderne, der flygtede fra Vesteuropa til Polen og Rusland i senmiddelalderen blev betegnet som “ashkenazim” – d.v.s. tyske. Deres sprog var og er jiddisch (en tysk dialekt med hebraiske og slaviske ord).
En tredje gruppe er “mizrachim”, arabiske, persiske og kaukasiske jøder (jvf. arabisk “Mashreq” = øst, orient).
Jødeforfølgelser i det osmanniske rige
I slutningen af 1500-tallet svækkedes sultanens regering – “Den Høje Port” – både indadtil og udadtil. Den herskende klasse betragtede jøderne som nyttige og mindre besværlige end de kristne undersåtter og andre dhimmier, men i 1600-tallet udbredtes lovløshed og pøbelvold, næret af islamisk fanatisme, og det gik især ud over imperiets dhimmi-befolkning.
Jødehadet dukkede ofte op i islams verden. Koranen er fyldt med Allahs ordrer til morderisk forfølgelse af ikke-muslimer. I bogens allerførste afsnit Fatiha, “åbningen”, erklæres, at Allah er vred på jøderne.
Et af de første overgreb i det osmanniske imperium fandt sted i 1474, da en synagoge i Jerusalem blev ødelagt af en voldelig pøbel. Sultanen straffede de skyldige, men synagogen blev først bygget efter 50 års ventetid, og i 1629 blev jøder myrdet i byerne Safed og Tiberias. I 1828 fandt en massakre på jøder sted i Baghdad.
Der var et mønster i disse pogromer (et russisk udtryk, der blev benyttet om røveriske overfald på jøder i 1880’erne): En imam holdt en hadprædiken med citat af koranens og hadithteksternes forbandelser over jøderne. Derpå myrdede, voldtog og udplyndrede den muslimske pøbel de foragtede “dhimmier”, mens øvrigheden lukkede øjnene.
Napoleon angriber
En stor ulykke ramte hele befolkningen, da den franske hærfører og senere kejser Napoleon i 1798 besatte Ægypten og året efter angreb Palæstina. Kystslettens befolkning blev udsat for død og ødelæggelse. Byer, landsbyer og afgrøder på markerne blev brændt af, og de overlevende flygtede op i bjergene.
Der findes kun få og ufuldstændige statistikker fra denne periode. Beregninger vanskeliggøres desuden af, at der ikke var faste grænser omkring et “Palæstina”, og både muslimer og jøder anstrengte sig for at undgå at blive registreret af det osmanniske bureaukrati.
Motivet var at slippe for beskatning og værnepligt. Folketallet er derfor usikkert, men det var sandsynligvis omkring 250.000 i første tredjedel af 1800-tallet, og det kan formodes, at ca. 10.000 af dem var jøder.
Krig og oprør
Rejseskildringer og rapporter fra vestlige diplomater viser, at mange distrikter i nuværende Israel og Jordan var affolkede. Landsbyer var forladte og agerjorden lå brak. I første halvdel af 1800-tallet var Palæstina næsten “et land uden folk”.
Oven i dette forfald kom omvæltninger, frembragt af endnu en invasion. Efter den kortvarige franske besættelse blev Ægypten løsrevet fra Osmannerriget. To handlekraftige hærførere – Muhammad Ali og hans søn Ibrahim Pasha – oprettede et militærdiktatur i Cairo, og i 1831 fratog de også sultanen hele det syriske område.
I Palæstina udbrød en bondeopstand i 1834, fordi de ægyptiske herskere ville indføre tungere beskatning og almindelig værnepligt. Et blodigt kaos bredte sig, og ægyptiske soldater og druzere myrdede jøder i Safed og Hebron (El Khalil). Oprøret blev slået ned, men i 1841 tvang Storbritannien og Frankrig Ibrahim Pasha til at trække sig tilbage.
Jordbesiddere og forpagtere
Den osmanniske stat var den egentlige ejer af jorden, og i imperiets storhedstid blev en del af det dyrkede areal, de såkaldte timar-tildelinger, stillet til rådighed for militæret og embedsmænd, der tjente sultanen. Aflønningen bestod af afgifter fra forpagtere, fellahin.
Senere forsvandt dette system. I stedet dominerede indflydelsesrige jordbesiddere – effendier og pashaer – i landbruget. De fleste levede i byerne og deltog ikke selv i dyrkningsarbejdet. De blev betegnet som “fornemme”, ayan (“øjne”). Der var forskel på “store” ayan med regional magt og “små” ayan med lokale interesser.
Disse ayan eller effendier udlånte penge, og havde myndighed over omegnens forpagtere, der betalte afgifter til dem. De “store” foretog skatteopkrævning og organiserede eksempelvis politimæssig indsats mod røverbander eller oprørere.
Også islamiske stiftelser – waqf / awqaf – krævede afgifter af bønderne. Her gik en del af udbyttet til ulema (de shariakyndige).
Landbrugsreform fik utilsigtet resultat
I 1858 dekreterede “Den Høje Port” – regeringen i Konstantinopel (Istanbul) – en omlægning af disse ejendomsforhold.
Hensigten var dels at stække de store jordbesidderes magt og at opmuntre forpagterne til at lade den jord, de dyrkede, registrere. Dels håbede regeringen, at landbruget ville blive mere rentabelt og produktionen af fødevarer kunne forøges.
Men reformen fik ikke den tilsigtede konsekvens. Problemerne med retten til of udnyttelsen af jorden blev tværtimod forværret, fordi bønderne frygtede, at matrikulering ville føre til hårdere beskatning og værnepligt (hvilket også var motivet for oprøret mod Ibrahim Pasha i 1834).
I stedet søgte de beskyttelse under større jordbesiddere, som overtog jorden med skøde og fortsat opkrævede afgifter (høstudbyttet blev delt mellem fellah’erne og effendierne).
I øvrigt var landbruget kendetegnes at store variationer – både med hensyn til jordens kvalitet og ejerforholdene. Der fandtes småbrug med selvejere, som havde skøde på deres ejendom og kunne overleve økonomisk.
En anden dyrkningsform var endnu mere udbredt – den såkaldte mesha’a med kollektivt ejerskab. En landsby med mesha’a var typisk blevet oprettet af klaner, hvis respektive andele gik i arv til den nye generation.
En jordlod blev dyrket i to år, og derefter “flyttede” ejerskabet til en anden mark, så alle fik nogenlunde samme udbytte. Konsekvensen blev, at bønderne ikke var motiverede til at forbedre jorden og dyrkningsmetoderne og forøge produktionen.
I sagens natur var det vanskeligt at matrikulere denne ejendomstype. Almindeligvis fandtes ingen dokumentation, da alt var blevt aftalt mundtligt (og iøvrigt var de fleste bønder analfabeter).
Ingen selvejerbønder
Den nye lov skabte således ikke en stabil og selvejende bondestand som i datidens Frankrig eller Danmark. I stedet opstod utilfredshed og uro i landdistrikterne.
I forvejen blev bønderne overfaldet af sultanens irregulære tropper, de såkaldte bashi bouzouk (“rådne hoveder”), og røveriske beduiner. I ekstreme tilfælde optrådte nomaderne som hærgende horder med tusinder af bevæbnede ryttere, som de osmanniske myndigheder ikke turde konfrontere.
I Jordandalen, på Sharonsletten og Esdraelonsletten ødelagde de omkring 1850 vidtstrakte kornmarker, der blev omdannet til græsningsareal for dyrene. Mængder af desperate forpagtere kom i økonomisk klemme ved forøgede afgifter til jordbesidderne og til waqf-ejendommene eller ved at tage lån, udstedt til ågerrenter.
De brød op fra deres hjemegn og søgte til andre distrikter i håb om bedre vilkår – eksempelvis fra det vestlige Palæstina til den østlige del, der senere fik navnet Transjordanien.
Fordrivelse af bønder i 1800-tallet skyldtes således ikke indtrængende jøder, men andre arabere – røveriske beduiner og de større jordbesidder i byerne. Store landområder lå derfor stadig brak.
Befolkningsvækst
Som nævnt var der en stigning i Palæstinas folketal, og det antages, at det i 1865 var steget til 360.000 og 20 år senere til 470.000 (men tallene er usikre). Hvad var årsagen til denne stigning i en tid med elendige sanitære forhold, kolera og udbredt fattigdom?
Kun et fåtal af de historiske fremstillinger stiller dette spørgsmål. Mange artikler og bøger om Palæstina og Israel er nemlig skrevet på den fejlagtige antagelse, at befolkningen blev forøget ved egen vækst, og at indvandringen i sidste fjerdedel af 1800-tallet kun bragte jøder til landet.
Her er begyndelsen til myten om zionisternes fordrivelse af en “palæstinensisk nation”. Men kendsgerningen er, at befolkningsvæksten især skyldtes indvandring af ikke-jøder.
Jødisk indvandring til Palæstina var begyndelsen på modernitetens indtrængen
Jødisk tilstedeværelse i Palæstina sidestilles med brutale spanske conquistadores, der knuste Mellem- og Sydamerikas oprindelige kulturer, eller engelske og hollandske slavehandlere, der bortførte afrikanere til plantager i Caribien.
Derfor er en undersøgelse af befolkningens sammensætning nødvendig for at forstå det faktiske forløb.
Folkevandring til Palæstina fra alle verdenshjørner
Nablus, Akko (Acre) og andre byer i det vestlige Palæstina modtog tusindvis af ægyptiske tilflyttere under og efter Ibrahim Pashas mellemspil i 1830’erne.
Som nævnt er tallene usikre, men det skønnes, at de og deres efterkommere udgjorde ca. 60.000 af den samlede folketal, og at Jaffa i 1844 havde en befolkning på 13.000 indbyggere. Heraf var de 8.000 ægyptiske indvandrere – deriblandt soldater med familier. Derefter kom andre flokke af ægyptere, der flygtede fra tvangsarbejdet ved anlæggelsen af Suez-kanalen.
Efter 1830 ankom et betydeligt antal muslimske flygtninge – berbere og arabere – fra Algeriet, der var blevet erobret af Frankrig. Mange af dem var islamiske fanatikere med en aggressiv mentalitet, næret af kampe mod den franske hær og Allahs befalinger i koranen og andre helligskrifter om jihad og om ikke-muslimers rituelle urenhed.
Desuden indvandrede libanesiske druzere (“udbrydere” fra islam), kurdere og turkmener fra det nordlige Iraq. Efter 1878 ankom en bølge af muslimske flygtninge fra Bosnien og Tjetjenien, der blev besat af henholdsvis Østrig-Ungarn og Rusland. Også fra Indien, Afghanistan, Libyen, Sudan og Marokko kom muslimske indvandrere.
En anden stor gruppe var tjerkessere, som den russiske hær havde nedkæmpet i den nordlige del af Kaukasus-regionen. 600.000 af dem flygtede til det osmanniske imperium, og heraf blev ca. ti procent anbragt i Palæstina, hvor de byggede egne landsbyer (disse tal fra de osmanniske arkiver kan betragtes som nogenlunde troværdige). På grund af deres militære talent blev de benyttet som forsvar mod beduinoverfald. Mange af mændene blev hvervet til div. væbnede enheder. I dag sættes antallet af israelske tjerkesser til 3.000, og mange af dem gør frivillig tjeneste i militæret, IDF (Israel Defense Force).
Der lever også tjerkesser i Jordan. Ved begravelsen af afdøde kong Hussein af i 1999 var en trop af hans tjerkessiske livgarde tilstede med lange støvler, markante pelshuer og andet udstyr, der kendes fra Kaukasus.
Kildematerialet til undersøgelser af den kraftige indvandring i 1800-tallet er blevet behandlet af Arnold Blumberg, antizionisten Nathan Weinstock og kommenteret af Boris Segel her http://www.thejewisheye.com/ab_zionbfr.html og Francisco Gil-White her http://www.hirhome.com/israel/pal_mov2.htm
Dynamik?
Et stort antal armeniere og grækere søgte også til Syrien – herunder Palæstina. De var kristne bønder og håndværkere, som på grund af lovløshed og røverbander flygtede fra Anatolien i det nuværende Tyrkiet. I slutningen af 1800-tallet udgjorde de formodentlig en tredjedel af den totale indvandring til Palæstina, og dertil kom andre kristne og jøder fra Europa. I Jerusalem opstod et kvarter, der stadig kaldes “den armenske bydel”.
Indvandringen fortsatte i det 20. århundrede fra nabolandenes arabiske befolkning, der blev tiltrukket af nye arbejdsmuligheder, skabt af især kristne og jøder. Meget tyder på, at tilstrømningen af de mange flygtninge mere end opvejede en tilbagegang i befolkningstallet som følge af røverier, epidemier og jordskælv.
“Den Høje Port” – den osmanniske regering – legaliserede indvandringen på grund af de ikke-udnyttede dyrkbare arealer, den dybe fattigdom og den svage økonomiske aktivitet i byerne.
Indvandrerne åbnede butikker og mindre industrivirksomheder og især jøder begyndte at opdyrke jorden. Alt i alt skabtes en vis økonomisk vækst, og landet var således ikke længere folketomt – som det blev hævdet af visse zionistiske propagandister.
I tiden efter 1860 blev Palæstina åbnet for modernitet og kapitalisme – omend stadig langsomt og i begrænset omfang. Som Yassir Arafat fremhævede i sin tale fra 1974, var der kommet en vis dynamik i økonomien. Men blev især påbegyndt i byerne af sultanens jødiske og kristne undersåtter i samspil med europæisk foretagsomhed og investering.
Europæisk påvirkning
Europa var i midten af 1800-tallet kendetegnet af en hidtil ukendt teknologisk udvikling, som medførte radikal ændring af produktion, naturvidenskab, hygiejne, transport og undervisning. Dette befordrede en velstandsstigning, som igen stimulerede forbrug og handel og dermed også eksportmuligheder for Palæstina.
Søforbindelsen mellem vest og øst blev intensiveret med åbningen af Suezkanalen i 1869, og sejlruten fra Europa til Indien blev forkortet med 7.000 km. Dermed fik Ægypten større strategisk og kommerciel betydning, hvilket motiverede Storbritannien til at besætte landet i 1882 – med økonomiske og kulturelle virkninger i Palæstina.
Dertil kom reformer i det osmanniske statsapparat. Lokale magthavere blev kontrolleret af “Portens” udsendte guvernører, og røveriske beduiner i Palæstina og andre syriske distrikter blev banket på plads (forholdet mellem de tyrkiske herskere og stammerne på Den Arabiske Halvø fungerede på helt andre betingelser, der omtales nedenfor).
Endvidere greb de europæiske stormagter ind i osmannisk politik og administration. “Porten” havde oparbejdet en enorm udlandsgæld, og var faktisk gået konkurs. De vestlige kreditorer krævede og fik derfor medindflydelse på bl.a. toldindtægter, vandforsyning og postvæsen. Samtidig udsendte Europas stormagter konsuler til de større byer. De samlede information om politiske og økonomiske forhold (deres rapporter er vigtige kilder for historieskrivningen).
Et andet motiv bag udsendelsen af konsuler var de blodige kampe mellem forskellige religiøse og etniske grupper i det syriske område (omtales nærmere nedenfor). Stormagterne påtvang “Porten” en særlig beskyttelsesordning for de ikke-muslimske menigheder: Rusland engagerede sig som forsvarer af de ortodokse kristne, mens Frankrig beskyttede katolikkerne og briterne jøderne. Senere fik konsuler fra USA, Østrig-Ungarn og Preussen – fra 1871 det tyske kejserrige – lignende beføjelser.
Jerusalem saneres og udvides
Jerusalem var specielt tiltrækkende for kristne og jøder, som i sidste halvdel af 1800-tallet opnåede finansiel assistance fra Vesteuropa. Uden disse penge kunne den snavsede og forfaldne by ikke saneres.
Økonomisk støtte til jøderne kom især fra den italiensk-engelske bankier Sir Moses Haim Montefiore (1784-1885) og slægten Rothschildt. De bekostede forbedring af Jerusalems vandforsyning, affaldshåndtering, istandsættelse, nyt byggeri og udvidelse af vejnettet.
Omkring 1880 udgjorde jøderne lidt over halvdelen af byens befolkning på 30.000. Det var mere end en fordobling siden 1840, da det samlede indbyggertal var 13.000.
Adgang for jøder tilladt
I 1856 overtalte Moses Montefiore sultanen til at tillade jøder at købe fast ejendom i Palæstina, hvilket stimulerede indvandringen yderligere. I 1881 ankom således 2000 jøder fra Yemen, og på samme tid begyndte et langt større antal ashkenaz-jøder at flygte fra pogromer i Rusland.
Dette var den første “aliyah” – hebraisk: “opstigning” (ankomst til Palæstina). Herefter voksede den jødiske befolkning kraftigt, og deres antal i 1895 var ca. 47.000, og som nævnt tiltog også mængden af muslimske indvandrere.
Det tidligere underbefolkede Palæstina lignede en banegård i myldretiden – opsplittet i etniske og religiøse mikro-samfund med i alt 50 sprog (bl.a. italiensk og persisk).
I 1919 fik dette brogede billede Chaim Weizman til at udtale, at Palæstinas befolkning slet ikke var arabisk. Han var formand for WZO, den zionistiske verdensorganisation, og forhandlede med Faisal, søn af emir Hussein ibn Ali (1854-1931) af Hedjaz, Den Arabiske Halvøs nordvestlige landskab med islams hellige byer Mekka og Medina.
Emir Hussein om jøder i Palæstina
Hussein var overbevist om behovet for radikale reformer i den arabiske verden ved overtagelse af europæiske normer og opfindelser (Hussein og Faisal omtales nedenfor). Da Palæstina i begyndelsen af 1900-tallet stadig var fattigt og underudviklet, og da jøder – især fra Rusland, Polen og Rumænien – ønskede at flytte til deres forfædres land, konkluderede emiren, at “Når de eksilerede [ jøder ] vender tilbage til deres hjemland, vil de udgøre et materielt og åndeligt eksempel for deres brødre [ arabere ], som er forbundet med dem på markerne, fabrikkerne og alle områder, der har at gøre med arbejdet …”
Samme vurdering havde Daud Barakat, chefredaktøren for Ægyptens ældste avis Al Ahram (grundlagt 1875):
“Det er absolut nødvendigt, at der skabes venskabelig forståelse mellem zionisterne og araberne, da en krig på ord kun vil medføre ondt. Landet behøver zionisterne: De penge, de medbringer, deres viden og intelligens og den flid, der kendetegner dem, vil utvivlsomt genrejse landet.”
Neville Mandel, The Arabs and Zionism Before World War I, University of California Press: 1976, p. 8. Citeret af http://www.jewishvirtuallibrary.org/jsource/myths3/MFroots.html#5
Tekniske og kommercielle forbedringer
Ved Middelhavskysten og i det østlige Galilæa begyndte jødiske indvandrere at købe fast ejendom af større jordbesiddere (effendier eller ayan). Også her stod europæiske jøder for finansieringen af landbrugskolonier.
Især var dræning af malariabefængte sumpe en bekostelig og besværlig aktivitet, der skabte grundlag for appelsinplantager. Desuden begyndte jøder at beplante højdedrag, hvor vegetationen var blevet ødelagt.
Europæiske iværksættere gik i spidsen med at introducere vestlig teknik som dampskibe og telegraf (indført 1854). Senere kom eksplosionsmotoren i anvendelse, hvilket effektiviserede vandingsanlæggene. Dette bidrog til øget produktion af eksportvarer som bomuld og citrusfrugter, som også flere jordbesiddere – bl.a. den græske (kristne) Sursuq-klan – investerede i. Ligeledes blev petroleumsdrevne kværne importeret fra Frankrig til presning af olivenolie.
I 1892 åbnedes på fransk initiativ en jernbane fra Jaffa til Jerusalem. Vejnettet blev forbedret, og det samme skete med havneanlæg i Haifa og Jaffa. Franskmænd, grækere og italienere tilvejebragte disse tekniske fremskridt og den øgede produktion af eksportvarer. Mange rejste bort igen, men andre forblev i landet.
Blev arabiske bønder fordrevet af zionisterne?
Mange jordbesiddende “ayan” i Jerusalem og Beirut havde fundet en ny indtægtskilde ved at sælge ud af deres ejendom til jødiske kolonister. Jordens kvalitet var svingende, og priserne var stærkt opskruede. I flere tilfælde solgtes stenede skråninger, ørken og sumpe (eksempelvis ved Hadera nord for Jaffa).
Også landsbyer med dyrkede arealer skiftede ejer. Da mange af de pågældende forpagtere ikke havde skøde på den jord, de dyrkede, måtte de flytte. I det hele taget var livsformen på landet ofte halvnomadisk. Nogle bønder kunne dog forblive på stedet som ansatte under jødiske ejere, eller de indgik kompromis om at købe en del af den ejendom, der var sat til salg.
Men i 1890’erne blev dette relativt begrænsede problem blæst op til propaganda om invaderende “vantro”, der ville fordrive muslimerne. Som anført opgav “Porten” den jødevenlige indstilling og besværliggjorde dermed ejerskifte i landbruget.
Jødisk overtagelse af jord foregik gennem køb – ikke tyveri. I den osmanniske tid var den beskeden: År 1914 arbejdede 12.000 jøder – ud af de i alt 85.000 – i 44 landbrugskolonier med et samlet areal på 40.000 hektar. I øvrigt blev den første levedygtige landbrugskoloni ikke grundlagt efter en “invasion” fra Europa, men af jøder, der flyttede fra Jerusalem, hvor deres forfædre havde boet i århundreder (jvf. statistik fra zionistiske agenturer; efterfølgende opkøb af jord omtales nærmere i afsnittet om den britiske politik i 1930’erne).
Under alle omstændigheder slog det store flertal af jødiske indvandrere sig ned i byerne (og år 2015 levede kun tre procent af Israels befolkning af landbrug).
Adgang for jøder forbudt
Rusland var sultanens arvefjende. I tre krige (1829, 1853-56 og 1877-78) havde tsarens militær demonstreret vilje og evne til at knuse tyrkerne. Kun de vestlige stormagters indblanding frelste sultan-khaliffens imperium.
Derfor blev de mange ashkenaz-jøder, der strømmede til Palæstina, betragtet med mistro, og i 1890’erne befalede sultan Abdul Hamid, at de fremover skulle forbydes adgang. Dette dekret og et fornyet forbud mod køb af jord kunne dog omgåes ved at bestikke lokale myndigheder.
Jordbesidderne havde andre motiver til at spille antisemitismens kort. Salg af jord – god eller dårlig – til jøder indbragte mange penge, men samtidig kunne hetz mod denne gruppe indvandrere aflede opmærksomheden fra jordbesiddernes udbytning af forpagterne og i det hele taget af ejendomsforholdene i landbruget.
Desuden skabte sultanens panislamiske proklamationer forhåbninger blandt disse effendier om en strengere praktisering af sharia. Noget sådant kunne annullere indgået handel med jøder, fordi islams såkaldte “lov” tillader muslimer at bryde en aftale med de vantro, altså bedrageri. Denne ambition måtte dog opgives, og de osmanniske magthavere fik alvorligere problemer at tænke på – frem for alt folkemord, militærkup og krig.
Zionismen
Nationale kampe bestemte Europas politiske dagsorden i 1800-tallet. I slutningen af århundrede fremkom også en identitetsbevægelse blandt jøder – zionismen. Dens udgangspunkt var rædsel over pogromerne i Rusland og et justitsmord i Frankrig – af datidens fremskridtsoptimistiske borgere beundret som toppen af vestlig civilisation.
I 1894 blev jøden Alfred Dreyfus dømt for spionage for Tyskland, afskediget fra sin stilling som officer og sendt til en tropisk straffekoloni. Sagen resulterede i antisemitiske optøjer og rasende polemik i pressen. Men afstraffelsen af den jødiske officer blev en politisk skandale, da forfatteren Émile Zola kunne påvise, at Dreyfus var udsat for et justitsmord, og i 1906 fik han omsider oprejsning.
Det havde vist sig, at jødehad florerede i den franske hær og det franske samfund. Denne afskyelighed, der først blev slået tilbage efter flere års strid, rystede journalisten Theodor Herzl. Han var født i Budapest, og som det store flertal af jøder i Central- og Vesteuropa var han assimileret i modernitetens kultur.
Derfor skrev han bogen Jødestaten (tysk udgave 1896). Her argumenterede han, at når selv assimilerede jøder blev forfulgt i Europa, kunne de kun overleve ved at oprette deres egen stat i det land, der havde været Israel i oldtiden.
Denne målsætning blev drøftet på en kongres i 1897, hvor en række “zion-elskende” foreninger samledes. Men Herzls idé blev modereret, idet den zionistiske organisation kun besluttede at arbejde for en jødisk “hjemstavn” – i Palæstina.
Panislamisme og massemord
De europæiske regeringers pres på “Porten” og deres ambassadører og konsulers indsats som beskyttere af Palæstinas kristne og jøder dæmpede til en vis grad vold mod disse mindretal. Men andre steder udbrød omfattende plyndringer og massakrer i større skala end tidligere.
I 1860 medførte et opgør mellem maroniter (d.v.s. katolikker) og druzere, at 20.000 kristne arabere blev myrdet i Libanon og Damaskus.
Senere tog sultanen selv initiativ til massakrer på ikke-muslimer. Repressalier efter nedkæmpelse af et oprør i Bulgarien i 1876 kostede 15.000 kristne livet, hvilket gav Rusland påskud til at angribe Osmannerriget.
Igen blev tyrkerne slået, og store dele af Balkan blev løsrevet fra imperiet. På den efterfølgende fredskonference i Berlin i 1878 forpligtede sultan Abdul Hamid sig til at yde alle sine undersåtter samme behandling og beskyttelse. Dette løfte holdt han ikke. I stedet formulerede han en “pan-islamisk” politik, vendt mod de kristne.
“Den Høje Port” beordrede massemord på det armenske mindretal i det østlige Anatolien, og i 1890’erne blev mellem 100.000 og 300.000 af dem myrdet af kurdiske røverbander, som regeringen forsynede med våben. Samme skæbne ramte 15.000 kristne assyrere.
En endnu større katastrofe fandt sted i det østlige Anatolien under Første Verdenskrig, da den “ungtyrkiske” militærjunta kombinerede panislamisk fanatisme med ekstrem nationalisme og massakrere ca. halvanden million armeniere. De blev anklaget for at samarbejde med rigets fjende, Rusland.
Verdenskrigens Orient-front
Første Verdenskrig udbrød i august 1914. Den blev udkæmpet mellem to magtblokke:
Tyskland, Østrig-Ungarn, Bulgarien og Osmannerriget (Tyrkiet) kontra Frankrig, Storbritannien, Belgien, Rusland, Rumænien, Serbien, Montenegro og Italien (fra 1917 desuden USA og en række mindre stater).
I 1915 blev britiske og franske invasionsstyrker sendt til flere fronter mod det osmanniske imperium, men de led knusende nederlag i Iraq og på Gallipoli-halvøen ved indsejlingen til Marmarahavet. De store tab skyldtes først og fremmest, at Tyskland sendte våben og officerer til den osmanniske hær.
Derfor engagerede Storbritannien sig i at støtte et arabisk oprør mod den osmanniske sultan og den “ungtyrkiske” militærjunta.
Brevvekslingen mellem McMahon og Hussein ibn Ali
Denne idé fremkom i april 1914, da Sir Henry McMahon, britisk højkommissær i Cairo, modtog en anmodning fra to arabiske aktører.
Den ene var førnævnte emir Hussein, der var leder af Hashem-klanen fra Qureish-stammen, som profeten Muhammed skulle have tilhørt ifølge en islamisk legende. Husseins afstamning var grunden til, at han smykkede sig med titlen sharif -”ædel” eller “fornem”. Der var tradition for, at sultanen udnævnte en mand fra hans klan som guvernør og vogter over islams helligdomme i Mekka og Medina samt tempelbjerget i Jerusalem, og efter mange års strid og bryderier med den osmanniske regering blev han i 1908 indsat på denne ærefulde post.
Husseins henvendelse blev fremført af sønnen Abdullah, som i Cairo opsøgte den britiske guvernør Lord Kitchener. Den anden kontaktperson var repræsentant for en sammensværgelse af arabiske nationalister i Syrien. De foreslog briterne at udruste og assistere et oprør mod tyrkerne. Men først efter Osmannerrigets indtræden på tysk side i krigen i november 1914, fattede London-regeringen interesse for ideen.
I 1915 og 1916 udveksledes breve mellem McMahon, britisk højkommissær i Cairo og emir Hussein. Af korrespondancen fremgår, at Hussein tiltog sig rollen som talsmand for “den arabiske nation”, og at han forventede britisk godkendelse af en uafhængig stat øst for Suez og Sinai. Dette ønske blev imødekommet fra britisk side, men der var to forbehold:
For det første skulle – ifølge McMahon – en landstrimmel mellem Middelhavet i vest og Aleppo og Damaskus i øst have særstatus på grund af det store antal ikke-muslimer: druzere, kristne, jøder, men Palæstina blev ikke nævnt. For det andet måtte Storbritannien tage hensyn til alliancepartneren Frankrigs interesser ved fastlæggelsen af de fremtidige grænser. Dette accepterede emir Hussein.
Sykes-Picot-aftalen 1916
Men det viste sig snart, at London-regeringens hensyn til Frankrig blev opfattet som løftebrud overfor Hussein. Forhandlinger mellem de to allierede stormagter førte i maj 1916 til udarbejdelse af en traktat, benævnt efter den franske diplomat François-Georges Picot og orientalist og officer Mark Sykes.
De aftalte at opdele arabisk befolkede territorier efter krigens afslutning – fra Taurusbjergene i nord til Aqababugten i syd. Frankrig skulle have Libanon og Syrien, mens briterne kontrollerede Iraq, Palæstina – og dermed også det område, der blev til nutidens stat Jordan.
Da Rusland på dette tidspunkt var allieret med Storbritannien og Frankrig, modtog dets regering kopi af Sykes-Picot-traktaten. Det følgende år brød den russiske stat sammen, og kommunisterne overtog magten. I udenrigsministeriets arkiv fandt de papiret, som straks blev offentliggjort, hvilket hurtigt blev kendt i den arabiske verden.
Flugt, epidemier og sult
Verdenskrigen fik ulykkelige konsekvenser for især de palæstinensiske jøder. Den øverstbefalende for de tyrkiske styrker truede dem med død og undergang, og jødiske aviser blev forbudt. De heldigste af dem blev evakueret til Ægypten, som var besat af briterne.
I 1915 fjernede de osmanniske myndigheder redskaber og trækdyr fra jødiske landbrugskolonier, der i forvejen var bragt på fallittens rand efter krigsudbruddet, der blokerede deres eksport. I påsken 1917 blev tusindvis af ashkenaz-jøder – også børn og gamle – smidt ud af Jaffa, Tel Aviv og Petakh Tikva. Deres hjem blev først plyndret af tyrkiske soldater og derefter af arabisk pøbel. I tusindvis blev jødiske mænd indkaldt til “Portens” hær. De, der ikke havde råd til at bestikke officererne for at slippe, blev sendt til fronterne i Iraq eller Kaukasus, hvor mange omkom på grund af epidemier og sult.
Dødstallet ville sandsynligvis være blevet langt højere, hvis den tyske general Erich von Falkenhayn ikke havde lagt en dæmper på sin tyrkiske kollega Djemal Pasha, der var hovedansvarlig for den netop afsluttede massakre på halvanden million armeniere.
Antallet af jøder i Palæstina faldt fra 85.000 i 1914 til 58.000 i 1918. Da kapitulerede “Den Høje Port”, og briterne havde oprettet et militærregime i landet.
Det britiske mandatstyre oprettes i Palæstina, og briterne bøjer sig for islamisk vold
Efter Første Verdenskrig blev Osmannerriget opløst og resterne delvist overtaget af to andre imperier – det britiske og det franske.
I Anatolien udkæmpede en national-tyrkisk bevægelse under Kemal Pasha – senere kaldt “Atatürk” – krige mod Grækenland i vest og mod et selvstændigt Armenien i øst.
Massemord og masseflugt blev konsekvensen, og de vestlige stormagter fastlagde nye grænser i Nærorienten.
Arabisk oprør
På Den Arabiske Halvø var det osmanniske styre mere formelt end reelt. Årsagen var geografi, klima og nomadernes livsform. Deres bestandige omstrejfen og krigeriske egenskaber satte helt andre betingelser for politik og administration, og i mange tilfælde fravalgte den tyrkiske regering en militær indsats og betalte i stedet en beduinhøvding for hans loyalitet.
Som nævnt var emir og “sharif” Hussein ibn Ali og hans sønner regionale magthavere i Hedjaz mod vest, mens Saudi-stammen beherskede Den Arabiske Halvøs nordøstlige del omkring Riyadh. I midten var emiratet Shammar allieret med osmannerne. Rivaliseringen mellem disse tre “stater” var en blandt flere hindringer for arabisk enhed.
Efter et statskup i hovedstaden Konstantinopel 1908-1909 overtog en militærjunta magten i Osmannerriget. Disse “ungtyrkiske” officerer kopierede elementer af den etniske nationalisme, der havde haft fremgang i Europa.
Resultatet blev hårdere undertrykkelse af imperiets ikke-tyrkiske befolkninger, som udgjorde flertallet. Arabiske nationalister begyndte at gøre sig gældende, og emir Hussein brød med sultanen og anklagede ham for at forfalske islam.
I 1916 kom verdenskrigen for alvor til Den Arabiske Halvø, da Hussein proklamerede, at han ville være “arabernes konge”. Hans sønner samlede en hær af hel- og halvnomader omkring Mekka og Medina. Oprørerne bekæmpede de tyrkiske tropper og saboterede jernbanen fra Palæstina gennem Hedjaz. Faisal (1885-1933), søn af Hussein og bror til føromtalte Abdullah var anerkendt som øverste leder.
De arabiske krigere modtog britiske våben og penge gennem agenter – deriblandt den legendariske Thomas Edward Lawrence. De assisterede den general Edmund Allenbys offensiv mod tyrkerne i Palæstina i 1917, men hvervede kun få tilhængere blandt arabere udenfor Hedjaz.
Det samme skete, da briterne invaderede Iraq. Her undlod den øverstkommanderende at tage kontakt til de mange arabiske officerer, som kun ventede på signal til at gøre oprør mod tyrkerne. Denne forsømmelse kostede dyrt, og de britisk-indiske tropper led svære tab.
Islam eller panarabisk nationalisme?
Som nævnt var sultanen i Konstantinopel også khalif, dvs. Allahs redskab (tidligere repræsentant) på jorden, og i 1914 erklærede han jihad mod de vantro. Derfor kæmpede mange arabere i det syriske område på osmannisk side mod briterne. Den islamiske motivering udkonkurrerede national loyalitet, og en omfattende arabisk opstand mod tyrkerne blev ikke gennemført.
Desuden slog den ungtyrkiske militærjunta hårdt ned på de arabiske nationalister i Syrien, hvilket nær havde kostet Faisal livet. Han var under berettiget mistanke for at sympatisere med dem og blev tvunget til at overvære henrettelse af deres ledere. Han og Hashem-klanen var stadig helt afhængige af det britiske militær, som besatte Iraq og Syrien efter Osmannerrigets kapitulation i oktober 1918.
Krigen var vundet. Men det viste sig snart, at freden blev tabt i Palæstina.
Faisal og Weizmann
Ved årsskiftet 1918-1919 var Nærorientens grænser og statsretlige forudsætninger uafklarede. Som aftalt af Sykes og Picot overlod London-regeringen Syrien og Libanon til franske tropper, og umiddelbart efter krigens ophør var den britiske holdning, at Palæstina i nær fremtid skulle indgå i en større arabisk stat (jvf. senere offentliggjorte referater af London-regeringens drøftelser i december 1918).
Netop dette land var ikke omtalt – og ikke bortlovet til nogen – i brevvekslingen mellem McMahon og “sharif” Hussein. Men Hashem-klanen håbede, at Faisal kunne blive konge over både jøder og arabere. Foreløbig manglede Storbritanniens og Frankrigs godkendelse.
Faisal havde behov for allierede og indledte forhandlinger med Chaim Weizmann (1874-1952), videnskabsmand med diplomatiske evner og formand for WZO, den zionistiske verdensorganisation. Begge deltog i fredskonferencen i Paris i januar 1919 (den resulterede i Versaillesfredsaftalen).
I håb om samarbejde med zionisterne godkendte Faisal Balfour-erklæringen og distancerede sig dermed fra et af islams vigtigste dogmer: At en muslimsk hersker aldrig må tillade de “vantro” at herske over et territorium og en befolkning, der var underlagt islam.
Et praktisk samarbejde blev dog ikke opnået på topniveau mellem arabere og jøder, og efterfølgende beklagede Faisal, at de vestlige imperialister manipulerede begge parter. Men han fortsatte bestræbelserne på at oprette et hashemitisk kongerige, der omfattede “den frugtbare halvmåne” (det storsyriske område og Iraq) og Hedjaz, hans eget hjemland. I marts 1920 blev han udråbt som konstitutionel monark af Syriens kongres (sammensat efter valg i 1919).
Stormagtskonference i San Remo 1920
Den nye stat fik kort levetid. I april 1920 arrangerede de vestlige stormagter en konference i den italienske by San Remo.
Her blev det besluttet, at Folkeforbundet (“League of Nations”, oprettet i januar 1919) skulle være øverste myndighed i de arabisk befolkede territorier, som Osmannerriget havde afstået. De blev betroet Storbritannien og Frankrig, og Folkeforbundet vedtog i 1922 resolutioner om de to stormagters mandatstyre i henholdsvis Palæstina og Libanon-Syrien. Denne ordning trådte i kraft d. 29.09.1923. Den var midlertidig, da de pågældende lande senere skulle erklæres uafhængige.
Beslutningerne var dødsstødet mod Faisals kongerige, og i juli 1920 måtte han flygte, da fransk militær nedkæmpede de syriske nationalisters hær. Resultatet blev voldsomme protester flere steder i den arabiske verden, hvor politikere anklagede de “troløse” englændere for at løbe fra et løfte om øjeblikkelig suverænitet.
Optøjerne medvirkede til, at London-regeringen udarbejdede et kompromis. Faisal blev indsat som konge af Iraq, og hans bror Abdullah blev emir af det, der fik navnet Transjordanien – de 77 procent af Palæstina, der ligger øst for Jordanfloden. Denne hashemitiske løsning blev godkendt af Folkeforbundet, og i 1946 blev Abdullah konge af dette land.
Det jødiske “nationalhjem”
Det særlige ved det britiske mandat over Palæstina var Balfour-erklæringen fra november 1917. Den blev tilvejebragt af britiske zionister – frem for alt Chaim Weizmann. London-regeringen lovede jøderne ubegrænset indvandring og assistance til at erhverve fast ejendom og indre selvstyre i et “nationalt hjem”.
Dette løfte blev indføjet i Folkeforbundets mandatresolution, der fastslår at, kun jøder har politiske rettigheder som kollektiv – dvs. nation – i Palæstina http://www.mythsandfacts.org/conflict/mandate_for_palestine/mandate_for_palestine.htm
Andre nationer fandtes nemlig ikke på stedet. Individuelle rettigheder havde derimod alle med lovligt ophold i landet, og dokumentet udtrykte, at jødernes særstilling ikke måtte genere den ikke-jødiske befolkning. Da Folkeforbundet i 1945 afløstes af FN, blev det bekræftet, at resolutionen fortsat stod ved magt. Alene af den grund er Israels status som suveræn nationalstat folkeretligt gyldig.
Men det viste sig snart, at Balfour-erklæringens målsætning blev modarbejdet af britiske beslutningstagere i Palæstina.
Organisering og forsvar af “yishuv”
Efter Første Verdenskrigs ulykker var der en vis optimisme i jødernes yishuv (“beboelse”) i Palæstina, fordi Folkeforbundet udtrykkeligt legitimerede deres tilstedeværelse med historisk tilknytning til landet, og mellem 1919 og 1923 nåede 40.000 jødiske immigranter fra Polen at slippe ind i Palæstina.
De fleste elementer i zionismens økonomi og forvaltningsapparat var allerede grundlagt, og de blev 20 år senere til staten Israel. I 1902 oprettedes “Anglo Palestine Bank” (senere Bank Leumi), og fra 1908 koordinerede og støttede det jødiske “Palestine Office” både landbrugskolonier, boligbyggeri i byerne og oprettelse af skoler.
En nationalfond til opkøb af jord blev også organiseret. Den blev i 1920 til Keren Hayesod – “Indsamlingsfonden”. Yishuvs politiske talerør overfor de britiske myndigheder var Jewish Agency. På samme tid dannedes Histadrut, en faglig landsorganisation og kooperativbevægelse.
Et ulmende jødehad og “almindelig” kriminalitet gjorde det nødvendigt at organisere et særligt beredskab – Hashomer (“vagtpost”) – til beskyttelse af især landbrugskolonierne. Inden længe kom de samme betingelser til at gælde jøderne i byerne. Også de behøvede beskyttelse, hvilket blev tydeligt bevist under de blodige optøjer i Jerusalem i påsken 1920 (omtales nedenfor). Derfor blev en zionistisk milits, Haganah (“forsvar”) organiseret. Den blev senere udbygget til en professionel styrke.
Britisk antizionisme
Zionismen – og dermed moderniteten – viste sig at være en succes med hensyn til produktion, handel, sygdomsbekæmpelse og uddannelse, og jødernes foretagsomhed gavnede i høj grad ikke-jøder. Men den frembragte også vrede, misundelse og forargelse.
I mere end 1000 år havde jøder, kristne og andre ikke-muslimer overlevet under islam som dhimmier eller andenrangsmennesker.
Ifølge herrefolkets mentalitet, helligskrifter og tradition var de rituelt urene og underlagt utallige former for ydmygende diskriminering. At bede ved Jerusalems Tempelbjerg – Haram al Sharif – var stadig et vigtigt ritual for troende jøder, men fordi stedet var blevet forsynet med to moskeer, blev de forbudt adgang.
De måtte nøjes med at stå foran “Grædemuren”, som er den sidste rest af det tempel, den romerske hær ødelagde år 70. Ved denne mur risikerede de, at muslimer smed affald på dem eller generede dem på anden vis.
Islamiske demagoger bearbejdede den arabiske befolkning for at omdanne islams traditionelle foragt for jøder til regulær forfølgelse i en situation, hvor den osmanniske myndighed brød sammen, og hvor britiske officerer havde overtaget ansvaret for sikkerheden.
I december 1917 ankom general Edmund Allenby til Jerusalem, og frem til sommeren 1920 var byen understillet britisk militærstyre. Allenby proklamerede krigsretstilstand og forsikrede, at de hellige steder ville blive beskyttet, og at den daglige virksomhed i handel og håndværk ikke ville blive forsyrret.
Men Balfourerklæringen – offentliggjort i London få uger tidligere – nævnte han ikke, og den blev ikke trykt og omdelt til Palæstinas befolkning. Det viste sig snart, at en anti-zionistisk holdning var fremherskende blandt officerer, hvilket fremgik på flere måder.
Flertallet af Jerusalems beboere var jøder, men briterne beholdt den muslimske effendi Musa Kazem fra al Husseini-klanen som borgmester. Ronald Storrs, militærguvernør over Jerusalem – og dermed den ansvarlige for lov og orden – var ikke blot arabist, men udpræget pro-arabisk med et romantisk anstrøg. Han havde kæmpet mod tyrkerne sammen med T.E. Lawrence og Faisal, og da sidstnævnte blev inviteret til en konference i London i 1919, pressede Storrs ham til at skifte diplomat-jakkesættet ud med flagrende beduingevandter.
Mindre fredelig var Storrs’ medansvar for Husseini-klanens aktiviteter. Dens ledende talsmand Hajj Amin al Husseini (1893-1974) organiserede en islamisk terrorbevægelse af “fedayin’er” (de, der ofrer sig i kamp). De myrdede politiske modstandere – jøder såvel som arabere. Hajj Amin gjorde kampen mod zionismen til sin livsopgave. Han havde studeret islam på Al Azhar-institutionen i Cairo og været officer i den osmanniske hær under verdenskrigen. Hans jihad-dagsorden var det stik modsatte af Husseins og Faisals ønsker om reformer.
Historikeren Torben Hansen skriver om den historiske udvikling i Palæstina og Israel. Første og anden del stod i Den Korte Avis mandag og tirsdag:
Briterne undervurderede islams politiske potentiale i Palæstina og betydningen for jøderne
De pro-arabiske – antizionistiske – embedsmænd og officerer, der administrerede det britiske mandat, var konservative realister i deres opfattelse af kultur og politik i Palæstina. Et arabisk civilsamfund fandtes ikke, og en “offentlighed” – især pressen – var stort set begrænset til en beskeden mellemklasse.
Horisontale forbindelser var af økonomisk, biologisk eller religiøs art – ikke politisk. De vertikale var udpræget hierarkiske – “top down”. National identitet fandtes heller ikke blandt araberne. Men set i eftertidens perspektiv står det klart, at på ét punkt tog de britiske beslutningstagere fejl, idet de undervurderede islams politiske potentiale
Nabi Musa-pogrom i 1920
I påsken 1920 strømmede jøder, kristne og muslimer i tusindvis til Jerusalem. Den muslimske deltagelse var en højtidelighed til minde om profeten Moses – på arabisk “Nabi Musa”. Den var en tradition, indført af den navnkundige sultan Saladin i slutningen af 1100-tallet for at opveje det store antal kristne, der samledes omkring Gravkirken under denne højtid.
D. 4. april 1920 var den islamiske tilstedeværelse i påskehøjtiden en klar markering af dominans. Jerusalems muslimske borgmester Musa Kazem al Husseini, hans nevø Amin, der kunne smykke sig med titlen “hajj” (en person, der har deltaget i ritualet omkring Kabaen i Mekka) plus redaktøren af den arabiske avis “Sydsyrien” hetzede mod zionisterne og beskyldte dem for at ville besætte Tempelbjerget og ødelægge de to moskeer, som er placeret der. Den ophidsede pøbel udtrykte foragt og had mod jøderne med råbet Palæstina er vort land, jøderne er vore hunde! – ”Filastin arduna wa’al yahud kilabuna”.
Voldelige muslimer hærgede derefter jødiske butikker og privathjem i den gamle bydel. Tilfældige jøder blev angrebet og huse stukket i brand. Fem jøder blev myrdet, og 211 blev såret. Pogromen, der varede flere dage, kostede menneskeliv, fordi Ronald Storrs var modstander af zionismen og undlod at sætte politi og militær ind mod plyndring og vold. Midlerne havde han i form af britisk mandskab og et jødisk regiment, der havde kæmpet mod tyrkerne på britisk side. Denne enhed var stationeret i Jerusalem, men dens øverstkommanderende Zeev Jabotinsky fik forbud mod at forsvare de jødiske kvarterer, og efterfølgende blev han fængslet for medansvar for pogromen.
Britiske officerer opmuntrede Allahs dødspatruljer
Her stod det britiske svigt i modsætning til forgængeren – den tyrkiske myndighed. I den osmanniske tid forberedte guvernøren rutinemæssigt påskens begivenheder i Jerusalem ved at samle overvældende styrker af politi og militær, der straks slog hårdt ned på voldelige udskejelser. Men Storrs og hans kolleger negligerede elementær sikkerhed, fordi de havde en anden dagsorden.
Det britiske militærstyres optræden i påskeoptøjerne var ikke kun svigt, men også regulær opmuntring til islamisk hetz og pogrom. Det afslørede to pro-zionistiske officerer, oberstløjtnant John Henry Patterson og efterretningsofficeren Richard Meinertzhagen.
Om pogromen skrev de hver for sig, at jødeforfølgelsen var forberedt af Husseini-klanen, som blev opmuntret af britiske officerer. Samme år – 1920 – tog Patterson sin afsked fra hæren, og Meinertzhagen blev forflyttet til kontorarbejde i London.
Efterfølgende blev deres påstande indirekte bekræftet af Winston Churchill (koloniminister 1922-1923): “Mange af de britiske embedsmænd i Palæstina er meget, meget venlige overfor araberne – mere end overfor jøderne.
Jøderne klager altid højlydt over, at de britiske embedsmænd og militære myndigheder i utålelig grad tager parti for araberne …” (citeret fra historikeren Sir Martin Gilberts Churchill-biografi). Så hjalp det ikke, at Churchill om jøderne havde erklæret, at de “skal vide, at de er i Palæstina, fordi de har ret til det, og ikke fordi de bliver tålt.”
Kulturhistorikeren Peter Preisler Rohde (1902-1974) beskriver briternes administration således: “De var administratorer fra kolonierne [ Kenya, Rhodesia m.v., TSH … ] De vigtigste civilembedsmænd var dog højkommissærens rådgiver i Oriental-anliggender, oberst Ronald Storrs, som var fuld af modvilje mod de jødiske pionerers socialistiske ideer, og frem for alle Ernest T. Richmond, der var ekspert i arabiske sager og modstander af zionismen, Balfour-deklarationen og mandatet”.
Jødehad og islamisk fanatisme havde kostet menneskeliv, men problemerne blev negligeret, fortrængt af mandatets magthavere. Påskepogromen i 1920 medførte ganske vist også fængsling af Haj Amin al Husseini, men både han og Zeev Jabotinsky blev snart løsladt.
Højkommissæren
Et par måneder efter påske-pogromen overgik det britiske mandat til civil administration (juli 1920), da højkommissær Herbert Louis Samuel (1870 -1963) ankom til Palæstina. Han var jøde og havde medvirket ved udformningen af Balfour-erklæringen. Men zionisternes arbejde støttede han ikke. Han modarbejdede dem tværtimod ved at fortsætte militærstyrets pro-arabiske linje. Hvis han fastholdt den pro-zionistiske politik, briterne havde forpligtet sig til, ville han få konflikt med officerskorpset og modvillige bureaukrater.
En vigtig årsag til briternes pro-arabiske holdning var “realpolitisk” – knappe ressourcer. I Første Verdenskrig var de samlede tab for imperiet næsten en million faldne – heraf lidt over 700.000 fra de britiske øer.
Efter fredsslutningen udbrød alvorlige optøjer i Indien og Ægypten, og Irland var rystet af en befrielseskamp. Regeringen i London havde tungeproblemer og ville undgå et større arabisk oprør og fjendskab med den tidligere allierede Frankrig. Desuden var hovedinteressen udnyttelse af oliefelterne i Iraq. Derfor skulle det britiske militær i Palæstina så vidt muligt begrænses.
“Appeasement”
Højkommissær Samuel og hans efterfølgere i embedet fulgte den strategi at bevare et godt forhold til den stærkeste af de arabiske ayan-klaner – Husseinierne, og Winston Churchill prøvede at berolige den arabiske side med en erklæring om, at Palæstina ikke skulle være jødisk på samme måde som England var engelsk.
Hajj Amin blev sat i spidsen for en Arabisk Højkomité og desuden udnævnt til “stormufti”, d.v.s. øverste shariadommer med myndighed over Palæstinas ulema og waqf-ejendomme (de islamiske stiftelser). Desuden blev han leder af “Palæstinas Arabiske Parti”.
Mandatresolutionens bestemmelser om britisk pligt til at fremme jødisk indvandring og erhvervelse af jord blev overtrådt, og de pro-arabiske bureaukrater forbød jødisk opkøb af jord i det meste af mandatområdet, mens arabiske jordbesiddere fik tilladelse til at erhverve statsejendom.
Flere pogromer
Efter påske-optøjerne i 1920 fulgte flere morderiske aktioner – altid på islamisk initiativ. I maj 1921 blev Tel Aviv rystet af optøjer, der kostede 47 jøder livet. En jødisk hævnaktion efterlod 48 døde arabere.
De blodige optøjer resulterede igen i fængsling af Hajj Amin al Husseini. Men igen fik han amnesti, og hans nevø Abd al Qader gik i gang med at organisere en “hellig” milits (Monazamat al Jihad al Moqaddas). Den blev dog aldrig en formidabel kampstyrke, men stødte tværtimod på hård modstand i adskillige arabiske landsbyer, hvor beboerne afviste Husseini’ernes hetz mod jøderne.
Også stormuftiens rivaler i Nashashibi-klanen søgte at bremse ham. Men de manglede fysisk slagkraft og blev derfor til sidst terroriseret af banen – en parallel til de demokratiske kræfters undergang i kamp med kommunister og nazister i Europa.
Efter nogle fredelige år begyndte pogromerne igen. I september 1928 på den jødiske “yom kippur” – forsoningsdagen – greb britisk politi ind med voldsanvendelse mod bedende jøder ved “Grædemuren”. De følgende måneder fremsatte både zionistiske og arabiske aktører protester, anklager og krav om adgang til muren, og indretning af gaden foran den og selve tempelbjerget med de to moskeer, der tilhørte en waqf. Lange forhandlinger mellem højkommissæren og Hajj Amin førte ikke til fredelige tilstande, og stormuftien påstod, at han ikke kunne styre de hidsige gemytter i sin islamiske bevægelse.
I august 1929 eksploderede situationen, da pogromer i Jerusalem og Hebron tilsammen kostede 153 jøder – også børn – livet, og 397 blev såret. Den arabiske side havde 110 døde, hvoraf de fleste blev skudt af britisk politi.
Ifølge den hollandske dominikanermunk Lucas Grollenberg var myrderierne noget, som “yderliggående zionister havde skabt” ved at klage over politivold efter episoden ved Grædemuren det foregående år (“Palæstinenserne og staten Israel”, Kbh., 1980, s. 49). Jøderne var altså selv ude om det!
Søde ord fra Husseini-klanen
Palæstinas politiske klima i begyndelsen af 1930’erne var præget af britisk antizionisme og hetz mod jøderne fra Hajj Amin al Husseinis side. Hans trusler, vold og retorik åbnede mange døre, og han blev indkaldt som vidne i retssager og inviteret til konferencer med embedsmænd og politikere.
Her praktiserede han sædvanlig islamisk “taqiyye”, d.v.s. skønsnak og falske løfter. Med stor veltalenhed beskrev han den retfærdige behandling, islamiske herskere altid havde velsignet de jødiske mindretal med.
Hvis britiske beslutningstagere tog denne del af retorikken for gode varer og forestillede sig, at stormuftien seriøst tilstræbte fred og samarbejde, blev de skuffede. Han og hans underordnede fortsatte med at ophidse pøblen med advarsler mod jøderne, som invaderede landet for at skænde muslimernes moskeer og fordrive arabiske bønder fra deres jord. At Hajj Amin al Husseinis egen far også havde solgt jord til jøderne blev fortiet.
Arabisk opstand 1936
Stormuftiens terror ramte bredt med morderiske overfald på jøder, men også briter og arabere, som modarbejdede Husseini-klanen. Der var mange arabere, der bekæmpede dødspatruljerne – i visse tilfælde sammen med Haganah.
Som nævnt blev fremtrædende personer fra Nashashibi-klanen myrdet eller tvunget på flugt. Det skete under en væbnet opstand fra 1936 til 1939. Briternes imødekommende holdning overfor stormuftien blev af terroristerne opfattet som svaghed, og et inferno brød løs med generalstrejke, voldelige demonstrationer, hærværk og mord.
Oprørernes fanatisme og uforsonlighed fremgik bl.a. af, at stormuftiens moralpatruljer tvang mænd til at udskifte deres tarbush (eller “fez”) med bøndernes tørklæde “keffiya”, og utilslørede kvinder – kristne, muslimske og jødiske – blev overfaldet på gaden. Anden uanstændighed som bare arme og læbestift kunne også provokere de islamiske kontrollanter til voldsanvendelse.
For at standse det blodige kaos nedsatte London-regeringen i 1937 den såkaldte Peel-kommission, der konkluderede, at mandatet ikke kunne opretholdes. I stedet foreslog den at dele Palæstina. Her ville jøderne få en ministat på et stykke af Middelhavskysten og i en del af Galilæa (17 procent af mandatområdets areal vest for Jordan), mens Jerusalem, Betlehem og Nazareth skulle stilles under britisk kontrol.
Resten af landet skulle overtages af araberne – i praksis Husseini-klanen. Efter et ophedet internt opgør accepterede en zionistisk kongres en deling, omend ikke med de foreslåede grænser. Men den Arabiske Højkomité – d.v.s. stormuftien – afviste ethvert kompromis.
Først da kampene blussede op med fornyet styrke, var briterne tvunget til at sætte hårdt mod hårdt. Hæren og politiet indgik samarbejde med zionisternes Haganah, der som nævnt var blevet forstærket efter pogromerne i 1929. Desuden sendte London-regeringen flere tropper, så styrken til sidst var på 100.000 soldater. Oprøret blev omsider slået ned af Orde Charles Wingate (1903-1944) – en kristen, zionistvenlig officer, som med de groveste midler nedkæmpede den islamiske guerrillabevægelse og på samme tid trænede rekrutter til Haganah.
Både palæstinensiske og israelske historikere anslår, at oprøret kostede ca. 5.000 arabere og 500 jøder livet. Stormuftien flygtede til Libanon, hvorfra han fortsatte til Italien og Tyskland. Her fik han nye allierede – bl.a. Hitler (omtales nedenfor).
Legal og illegal indvandring
Som nævnt var der en betydelig indvandring af muslimske befolkningsgrupper til Palæstina i den osmanniske tid. Under det britiske mandat fortsatte tilstrømningen i større omfang – af både jøder og muslimer. De færreste muslimske immigranter opholdt sig legalt i landet, mens omvendt relativt få af de ankomne jøder undgik myndighedernes kontrol og registrering. Præcise tal på den massive muslimske folkevandring foreligger derfor ikke, men det fremgår af officielle papirer, at britiske embedsmænd begunstigede araberne og diskriminerede jøderne. Også dette var klart i modstrid med mandatets bestemmelser.
En kommissionsrapport fra 1930 fastslog, at mandatmyndighederne ikke kontrollerede den arabiske indvandring fra Syrien, Libanon, Jordan og Ægypten, og alt tyder på, at de antizionistiske embedsmænd bevidst lod arabere slippe ind. Den britiske guvernør i den ægyptiske provins Sinai indsendte således rapport om illegal indvandring over grænsen til Palæstina, og i 1939 kommenterede Winston Churchill tilstanden:
“Araberne strømmer ind i landet, og de har formeret sig med en vækstrate, der overgår, hvad alle verdens jøder kunne hente fra deres befolkning”. Her var resultatet af den pro-arabiske politik, som Churchill selv havde henledt opmærksomheden på.
1920’ernes og 1930’ernes demografiske kendsgerninger afsløres af navnene på de illegale araberes efterkommere i nutidens Israel, Samaria, Judæa og Gaza. Al Masri, Al Moghrebi, Al Hourani betyder henholdsvis “fra Ægypten”, “fra Maghreb” (Nordafrika) og “fra Hauran” (en syrisk provins). I 2012 erklærede Fathi Hammad, Hamas’ sikkerhedsminister i Gaza på tv (optaget af dokumentationscentret MEMRI), at “halvdelen af min familie er fra Ægypten ( … ) sådan er vi alle sammen ( … ) brødre, halvdelen af palæstinenserne er ægyptere, og den anden halvdel er saudiere … “
Edward Saids ideologiske bøger
Sådan taler arabisk-palæstinensiske politikere, når de er “på hjemmebane”. Men de leverer ofte “double speak” – taler med to tunger – overfor vestlige politikere, kirkefolk og journalister. De gentager løgnen om zionisternes udsmidning af en urgammel bondefolkning, og som nævnt bliver det påstået, at arabiske palæstinensere er efterkommere af filistrene sommetider også af jebusiterne (begge folkestammer forsvandt for 3000 år siden).
Disse usandheder udbredes stadig gennem pression mod vestlige forlag – især leksikonudgivelser, og på Vestens universiteter fik Edward W. Said (1935-2003) nærmest kultstatus. Han blev 1963 ansat ved Colombia University i New York som professor i fiktionslitteratur – og med et mildt sagt utilstrækkeligt kendskab til Nærorientens og islams historie. Hans far stammede fra Jerusalem, men blev senere statsborger i USA, som han atter forlod for at gifte sig med en kristen kvinde i Cairo, hvor Edward blev født og voksede op i et overklassemiljø.
Saids præstation var at skrive bøger og artikler, der fordømte de vestlige universiteters studier af araberne og islam. Især bogen “Orientalism” (udgivet 1978) vakte opsigt. Her blev 200 års europæiske forskningsresultater anklaget for racisme, fordomme og “hvid” arrogance, og Said blev berømt og feteret blandt akademikere.
Men virakken fik kritikere til at gå Said efter i sømmene. Det viste sig, at han havde leveret en stribe løgne. Hans påstand om at være født i Jerusalem og en beretning om, at det zionistiske Haganah i 1947 fordrev ham og hans familie fra et bestemt hus i byen, var ren fiktion, hvilket han måtte indrømme. Det samme var hans beskrivelse af en skolegang i Skt. Georgsskolen i Jerusalem.
Men “unøjagtighederne” slog han hen og fremhævede i stedet, at det hus, der alligevel ikke var hans fødested, havde tilhørt hans tante, og at han var palæstinenser fra en klan, der var blevet smidt ud af jøderne.
Said var således ikke historiker, og han udlod bevidst at beskrive og analysere begivenhederne i 1948, da Israel opnåede selvstændighed: “Årsagen til palæstinensernes flugt er overhovedet ikke relevant. Det, der er vigtigt, er, at de har ret til at vende tilbage” (Said: “Question of Palestine”, s. 74, cit. i Danny Rubinstein: “Folket uden land”, Vindrose, København, 1992, s. 61).
Ved siden af sin indsats som digter var han aktiv i ledelsen af terrorbevægelsen Fatah / PLO. Her hed formanden Abu Ammar – mere kendt som Yassir Arafat, hvis morfar var fætter til Hajj Amin al Husseini. Også Arafat menes at være født i Cairo.
Arabisk arbejdskraft
Der var en økonomisk forklaring på tilstrømningen af illegale indvandrere fra de arabiske lande. Histadrut, zionisternes faglige landsorganisation forbød ganske vist ansættelse af ikke-jødiske arbejdere, men i byerne blev mange private virksomheder oprettet med jødisk kapital, og de hyrede arbejdskraft fra nær og fjern. Dertil kom appelsinplantager – både jødisk-ejede og arabiske – samt byggeriet og den offentlige sektor.
De arabiske “gæstearbejdere” fra Ægypten og Syrien tjente en løn, der var markant højere end, hvad de fik udbetalt i deres hjemlande. Sammen med mandatmyndighedernes forebyggende indsats mod epidemier viser parametre som børnedødelighed, sundhed og levealder en forbedring af livskvaliteten for tilflytterne.
Den arabiske befolkningstilvækst var stærkest i byer med jødisk aktivitet. Mellem 1922 og 1931 strømmede arabere især til industribyerne Haifa og Tel Aviv for at få arbejde, og her forøgedes deres antal med henholdsvis 86 og 62 procent. I Nablus og Hebron, hvor der kun boede arabere, var væksten syv procent (i sidstnævnte by flygtede de jøder, der overlevede pogromen i 1929). Tallene blev fremlagt i den førnævnte rapport fra Peel-kommissionen.
I 1967 blev disse fakta fremlagt for en dansk offentlighed af P. P. Rohde (citeret ovenfor), men uvidenhed, sjusk og ideologisk afsporing på universiteterne og i medierne samt arabisk propaganda har gjort journalister og undervisere faktaresistente.
Fordrivelse af arabiske bønder?
Gang på gang fremhæver arabiske og vestlige journalister og andre skribenter, at årsagen til utilfredshed og uroligheder i mandattiden var massiv “fordrivelse” af bønder fra jord, der blev købt af jøder.
Således skrev teolog og missionær Sven Holm-Nielsen (1919-2008) i sin bog “Historien bag Palæstinaproblemet” (1975), at “fæstebønderne måtte søge ind til byerne efter arbejde”, fordi de hidtidige jordbesiddere solgte jord til jøder, og at dette “blev kernen i de første større uroligheder”. Om zionismen hævder han, at den var en fremmed magt, der trængte ind for “at gøre sig til herre over” araberne. Holm-Nielsen uddyber ikke sine påstande, bringer ingen argumentation, opgiver ingen tal og henviser ikke til kilder, men gengiver blot stormuftiens hetz.
David Hirst, journalist på den venstreorienterede avis The Guardian og forfatter til bogen “The Gun and The Olive Branch” (1977), leverer den samme fortælling. Han nævner bl.a. en opgørelse fra 1931, hvor det anføres, at 30.000 bondefamilier – 20 procent af Palæstinas samlede landbefolkning – måtte forlade deres hjem og flytte til byernes slumkvarterer. Her kunne de i heldige tilfælde få ansættelse som murerarbejdsmænd, der byggede fine boliger til jøderne.
Som kilde anfører han Doreen Warriners “Land And Poverty In The Middle East” (1948, genoptrykt 1981). Men Warriner skriver det stik modsatte af Hirst. De 30.000 arabiske familier var ikke forpagtere eller selvejende bønder, men jordløse arbejdere. De flyttede ikke til byen, men var ansat til at dyrke jord på ejendomme, hvoraf mellem en tredjedel og en fjerdedel tilhørte arabiske jordbesiddere, mens de mindste brug, tilhørende arabere optog lidt under halvdelen af det dyrkede areal.
Edward Said, Sven Holm-Nielsen og David Hirst er ikke de eneste, der bedrager læserne. De nævnte eksempler er kun en lille brøkdel af et gigantisk bjerg af svindel og forfalskning.
Hvor mange blev fordrevet fra jorden?
Som mandatmagt lod den britiske regering udarbejde årsrapporter om tilstanden i Palæstina, herunder redegørelser for landbrugets problemer. Disse opgørelser blev tilsendt Folkeforbundet. Derudover udsendte udenrigsministeriet i London og den britiske, pro-arabiske Palæstina-forvaltning hver for sig dokumenter til belysning af sager om jordløse arabere.
Årsrapporten til Folkeforbundet fra 1935 meddelte, at under én procent af den ikke-jødiske landbefolkning var blevet godkendt som “fortrængte” arabere. Kriteriet fremgår af et brev, afsendt i 1931 fra premierminister Ramsey MacDonald til Chaim Weizman. De arabere, der var blevet “fortrængt fra den jord, de havde opholdt sig på, fordi den var overgået i jødisk ejendom, og som ikke har erhvervet anden ejendom, hvor de kan slå sig ned,” kunne komme i betragtning som modtagere af statsjord.
Arabisk-palæstinensiske politikere opererede med helt andre tal. I 1929 fremkom således den påstand, at der var 1746 jordløse og “fordrevne” familier, som mandatregeringen burde tildele jord. Derefter blev tallet sat op til 10.000 familier. Men i rapporten til Folkeforbundet nævner de britiske myndigheder, at der i 1934 kun blev behandlet 11 ansøgninger om tildeling af jord til fortrængte. Tallet var 35 det følgende år.
Ikke kun “fortrængte” arabere modtog dyrkbar statsjord. Andre interesserede – deriblandt arabiske ayan / effendier – fik også tilladelse til at opkøbe betydelige arealer. Da der efter Israels uafhængighed i 1948 blev gjort status over privatiseringen, fremgik det, at af 187.500 udstykkede acres (en acre = 0.4 hektar) havde arabere overtaget 87.500, mens jøder kun fik tilladelse til at købe 4.250. Sammenlagt var en syvendedel af Palæstinas dyrkede jord i jødisk ejendom, og disse landbrugskolonier var hovedsageligt skabt ved at gøre sump eller ørken dyrkbar.
Men vestlige journalister og danske gymnasieelever tror, at onde zionister år ud og år ind myrdede fredelige palæstinensere og stjal deres jord.
Besværligt vidne ryddes af vejen
Lewis L. Andrews var som sin kollega Orde Wingate en af de få britiske officerer, der sympatiserede med zionismen. Under oprøret 1936-1939 var han “district commissioner” i Galilæa, talte både hebræisk og arabisk og havde indgående kendskab til landbefolkningen.
I 1937 vidnede han for Peel-kommissionen og forklarede dens medlemmer, at kun ganske få jordløse arabere ansøgte om at modtage erstatningsejendom fra staten. Kommissionen fandt dette forbløffende, og Andrews forklarede, at de, der hævdede at være “fortrængte”, ikke var motiverede til at møde i retten og dokumentere, at de havde boet og arbejdet på jord, som var blevet solgt til jøder. Årsagen var, at der ikke fandtes beviser. Desuden var det som nævnt forbudt jøder at købe jord på det meste af Palæstinas areal.
Israel blev uafhængigt 1948 – hvem ønskede fred, hvem ønskede krig?
De jødiske indvandrere kom til Palæstina for at arbejde – ikke for at slås. Men det blev de tvunget til. I forvejen var de delt både kulturelt og politisk: en dogmatisk-religiøs, en borgerlig/konservativ og en socialistisk-ateistisk retning.
Den sidste dominerede i den faglige sammenslutning Histadrut og i Jewish Agency, hvis leder var den dynamiske polak David Ben Gurion (1886-1973).
Revisionister
Uenighed om holdningen til mandatstyret og forsvaret mod den tilbagevendende islamiske voldsanvendelse skabte en skarp politisk modsætning mellem venstrefløjens zionister og ovennævnte Zeev Jabotinsky (1880-1940).
Han var ashkenaz-jøde fra Odessa, og brød i 1925 med Ben Gurion og Chaim Weizmann. I stedet oprettede han Ha Tzohar, det “revisionistiske” parti, som krævede en jødisk stat, fordi håbet om samarbejde med briterne og araberne forekom urealistisk.
Pogromen i 1929 og briternes og Haganahs utilstrækkelige evne til at beskytte jøder resulterede i en vis sympati for Jabotinsky, som under stormuftiens oprør i 1937 organiserede en ny national milits Irgun Zvai Leumi (“Etzel”). Men også her kom det til splittelse, og i 1939 oprettede udbryderen Avraham Stern (1907-1942) milits nr. 2 – Lohamei Herut Yisrael (Israels frihedskæmpere – LEHI eller “Sterngruppen”).
Britisk “hvidbog” 1939
Frygt og desperation fik et endnu stærkere greb om Palæstina-jøderne efter de tyske nazisters magtovertagelse i 1933. Alene i året 1935 strømmede 62.000 jøder fra Tyskland til mandatet, og der var ingen tvivl om, at mange flere ville følge efter. Ligeledes var det klart, at zionisternes modstandere ikke ville acceptere, at de mange flygtninge kom til landet.
Som omtalt indvarslede rapporten fra Peel-kommissionen en afslutning på mandatet og en deling af landet mellem jøder og arabere. Men i maj 1939 udsendte den britiske regering et White Paper (faktisk det tredje om Palæstina). Her blev delingsplanen opgivet. I stedet skulle landet udgøre en samlet politisk enhed og overgå til selvstændighed inden ti år. Jødisk indvandring blev i de første fem år begrænset til 75.000 personer, og derefter skulle arabiske politikere godkende, om den kunne fortsætte.
D. 1. september 1939 udbrød Anden Verdenskrig. Jewish Agency og det zionistiske råd valgte i denne situation at støtte briternes kamp mod nazismen. De fordømte selvfølgelig “hvidbogen”, men Ben Gurion opfordrede til at “bekæmpe Hitler og glemme hvidbogen, men samtidig bekæmpe hvidbogen og glemme krigen” (https://www.jewishvirtuallibrary.org/jsource/History/whitetoc.html).
Det afviste LEHI eller Stern-gruppen, som insisterede på terror. Den koncentrerede sig om at røve banker og myrde britiske soldater og embedsmænd.
Den tyske trussel
Truslen fra nazismen rykkede nærmere. I 1941 assisterede tyske agenter en iraqisk officerskonspiration, der forsøgte et oprør mod briterne. På samme tid besøgte den landsforviste Hajj Amin al Husseini Tysklands “Führer” og rigskansler Adolf Hitler i Berlin. Efterfølgende deltog stormuftien i organiseringen af en islamisk milits i det tyskbesatte Bosnien. Imens trængte de tyske tropper frem til Kaukasus, og Erwin Rommels panserstyrker stormede mod Ægypten.
Men kuppet i Iraq blev undertrykt, og Montgomerys 8. Armé slog Rommels “Afrika Korps” afgørende ved El Alamein. Et par måneder senere – ved udgangen af 1942 – tilføjede sovjethæren tyskerne et knusende nederlag i og omkring Stalingrad.
Den nazistiske trussel var hermed afværget på tre fronter i Nærorienten og Nordafrika.
I maj 1945 sluttede krigen i Europa, og i oktober dette år indledtes i Palæstina et taktisk – men bestemt ikke hjerteligt – samarbejde mellem de nationale militser, Haganah, Irgun og LEHI. De to sidste angreb britisk militær og politi, mens den første koncentrerede sig om at opbygge et netværk i Europa og derfra indsmugle jødiske flygtninge.
FN beslutter at dele Palæstina
Det krigstrætte Storbritannien besluttede at opgive mandat-ordningen og overlod Palæstina-sagen til det nyoprettede FN, som var domineret af USA, Sovjetunionen og Storbritannien. Med udsigt til den britiske afmarch i maj det følgende år besluttede FN d. 29. november 1947 at dele Palæstina i en arabisk og en jødisk stat.
Husseini-klanens Højkomité og de arabiske regeringer afviste denne delingsplan og truede med krig. Derpå udsendte ulema – de islamkyndige – i al Azhar-institutionen i Cairo en appel til alle verdens muslimer om at føre jihad mod jøderne. Opfordringen blev ikke fulgt i nævneværdigt omfang.
Krigens første fase
D. 11. oktober – altså før FN-vedtagelsen om deling – fremsatte Den Arabiske Ligas generalsekretær Azzam Pasha følgende trussel i avisen Akhbar al-Yom (“dagens nyheder”): “Dette vil blive en udryddelseskrig, der vil blive omtalt som tatarernes massakrer eller korstogskrigene” (http://blogs.timesofisrael.com/fairness-and-the-right-of-return-to-judea-and-samaria/).
Lignende advarsler om konsekvensen af at dele Palæstina kom fra Stormuftiens Højkomité og den iraqiske officer Fowzi al-Qawuqji, som var øverstkommanderende i ligaens Arabiske Befrielseshær.
I december 1947 indledte Qawuqjis mini-hær og den føromtalte Abd al Qader al Husseinis milits en terrorkampagne mod de palæstinensiske jøder – med det britiske militær som stort set passiv tilskuer. Hundredevis af arabere og jøder blev dræbt, men militserne blev gradvist nedkæmpet af Haganah.
Det blev fra israelsk side påstået, at briterne hjalp de arabiske militser med våben og logistik i foråret 1948, men dette var ikke tilfældet. Britisk politik var at opgive Palæstina og i stedet tilrettelægge et positivt forhold til Transjordanien og Iraq.
Bevæbning
FN – og dermed også USA – indførte en våbenembargo mod de kæmpende parter. Senere har arabiske propagandister hævdet, at USA i denne krig forsynede Israel med våben, men noget sådant fandt først sted mange år senere. Tværtimod lykkedes det FBI at standse transporter af våben til Israel, som derfor kun modtog ganske få kampfly fra private amerikanske foreninger.
I stedet fik israelerne moralsk og materiel støtte fra Sovjetunionen og dens vasalstater. Mens den spanske kommunistleder “La Pasionaria” (Dolores Ibarruri) fra sit eksil i Moskva opfordrede til kamp mod britisk imperialisme, tillod Stalin, at Tjekkoslovakiet sendte maskingeværer, titusindvis af lettere våben, betydelige mængder af ammunition plus 84 kampfly til israelerne. De betjente nu 30 Messerschmidt-9-jagere, der nedskød de ægyptiske Spitfires – til britisk græmmelse (http://www.sullivan-county.com/islam/israel1948.htm).
Også “Bopa”, de dansk kommunisters modstandsgruppe under den tyske besættelse udleverede en mængde håndvåben til Israels kamp.
Kommunistisk sympati og bistand til zionismen var noget nyt. Palæstinas kommunistparti – hovedsageligt bestående af jøder – havde tidligere fordømt national identitet og loyalitet og opfordrede i stedet til klassekamp, hvor arabiske og jødiske arbejdere burde stå sammen mod imperialisme og kapitalisme. Derfor lovpriste den kommunistiske avis “Freiheit” (skrevet på jiddisch) i 1929 Stormuftiens sadistiske jødemyrderier i Hebron og andre byer.
I disse år beordrede den sovjetiske ledelse – d.v.s. Josef Stalin – international kamp mod det kolonialistiske Storbritannien og dets “zionistiske lakajer” i Palæstina (http://forward.com/culture/5186/remembering-the-hebron-riots-1929).
Det var Israels store held, at Sovjetunionen i 1948 stemplede de arabiske stater som tjenere for Vestens imperialisme. Senere blev kursen nemlig igen lagt om, og kommunistisk propaganda under “den kolde krig” fordømte Israel som USA’s redskab, mens arabiske militærdiktaturer og “befrielsesbevægelser” blev udnævnt til progressive anti-imperialister.
Krigens anden fase
D. 14. maj 1948 proklamerede de zionistiske ledere oprettelsen af et uafhængigt Israel indenfor de grænser, FN havde fastlagt. Dette udløste en krigserklæring fra Transjordanien, Syrien, Libanon, Iraq og Ægypten (en saudiarabisk styrke stod under ægyptisk kommando).
De arabiske politikere truede med at “kaste jøderne i havet”, men det var tom retorik fordi midlerne ikke var til stede, og den massive våbenforsyning til israelerne i sommeren 1948 ændrede styrkeforholdet i deres favør. Desuden undlod de arabiske regeringer at oprette en fælleskommando og handlede i øvrigt hen over hovedet på Husseini-klanen og Højkomiteen.
Anden fase i krigen varede fra maj til udgangen af 1948 og sluttede med israelsk sejr. Kampene skal ikke yderligere beskrives her, men et par aspekter og eftervirkninger bør omtales.
Jøder skød på jøder
Der var intern splittelse blandt både arabere og jøder. Men for jødernes vedkommende blev den hurtigt overvundet. Der var stadig vrede og had mellem Ben Gurion og Haganah på den ene side og Irgun og Stern-gruppen på den anden (Avraham Stern selv faldt i kamp med britiske soldater i 1942).
I sommeren 1948 kom det til skyderi mellem Irgun og Haganah i Haifa og Tel Aviv – med snesevis af dræbte og sårede. Herbert Pundik, den senere chefredaktør på avisen Politiken, deltog i denne begivenhed (beskrevet i Søren Espersens bog om danske frivillige i forsvaret af Israel, forlaget Hovedland, 2007).
Det blodige sammenstød fik dog ingen konsekvenser for krigen, men det var af betydning ved en bestemt lejlighed – nemlig striden om, hvad der skete under LEHI’s og Irguns angreb d. 9. april 1948 på landsbyen Deir Yassin (omtales nedenfor).
Israel mobiliserer
Det var en overraskelse for Israel, at de arabiske regeringer invaderede Palæstina. Israelerne regnede med en gentagelse af kampen fra 1936 til 1939. Men denne gang var deres beredskab stærkere – også politisk. Ben Gurion var deres ubestridte leder, og deres demokratiske nationalstat byggede på industri, teknisk ekspertise, arbejdsdeling og byens livsform (80 procent af jøderne levede i byer).
Da Israel var oprettet, begyndte et målbevidst arbejde på at indrullere de forskellige kæmpende enheder i en regulær hær og samtidig indføre værnepligt. Efter nogle måneders bestræbelser lykkedes det at skabe Tzahal (forkortelse for “Israels Militære Styrker” eller IDF, Israeli Defence Force), som i efteråret 1948 slog de syriske og ægyptiske hære tilbage.
Disse tropper var uegnede til invasion af en fremmed stat, men var organiseret med henblik på at nedkæmpe interne oprør (http://www.israel-studies.com/anth-gelber), og de manglede også kamperfaring – med undtagelse af den transjordanske Arab Legion, som var trænet af britiske officerer. Denne styrke var disciplineret og effektiv og gik målbevidst efter at indtage Samaria og Judæa – “Vestbredden” – med Jerusalems gamle bydel, som blev erobret, tømt for jøder og var besat frem til 1967.
Arabernes nederlag kan et langt stykke af vejen forklares med en struktursvaghed. De arabiske regeringer og pal-arabernes militser kom fra et førmoderne konglomerat af patriarkalske klaner. Lederne havde delvist modstridende dagsordener og herskede i øvrigt med tvivlsom legitimitet, som de håbede at forstærke ved en militær sejr (jvf. N.B. De Atkine: “Why Arabs Lose Wars” – http://www.meforum.org/article/441)
Flygtningestrømme
I begyndelsen af 1949 gik de arabiske regeringer modvilligt med til en våbenhvile. En fredsslutning lå endnu langt ude i fremtiden, fordi de ikke ville give en formel anerkendelse af, at de mindreværdige israelere havde tilføjet dem et nederlag. Taberne var dog især de mere end halvanden million arabiske og jødiske flygtninge.
I de første måneder af 1948 flygtede især den pal-arabiske mellemklasse, og i tiden omkring evakueringen af de britiske tropper i april og maj forlod yderligere en kvart million arabere deres hjem (deriblandt mange, der blev afskediget, da mandatets administration blev afviklet). Hverken jødiske eller arabiske soldater havde tvunget dem, og de var heller ikke blevet opfordret til at flygte. De var simpelthen bange og regnede med at vende tilbage, når kampene standsede (http://www.mideasttruth.com/YG.html).
Men i krigens sidste fase – sommer og efterår 1948 – foretog både den israelske Tzahal og de arabiske hære fordrivelse og i flere tilfælde massakrer på ubevæbnede civile. Israelernes motiv var forebyggende. Det gjaldt om at sikre forbindelseslinjerne for hurtigt at kunne slå invasionsstyrkerne tilbage. Derfor ville de ikke risikere angreb fra lokale arabere, og de brugte terror mod flere “upålidelige” landsbyer i Galilæa for at få beboerne til at flygte.
Således blev mellem 200.000 og 300.000 pal-arabere fordrevet til nabostaterne, til det ægyptisk besatte Gaza og til “Vestbredden”, som nu var en del af Jordan. Herfra flygtede jøderne, og d. 27. maj kapitulerede også det jødiske kvarter i den gamle del af Jerusalem. 1.300 ældre og børn blev evakueret til de østlige bydele, der var under israelsk kontrol. I alt blev ca. 10.000 jøder fordrevet (http://www.mideastweb.org/refugees4.htm)
Jødeforfølgelser udenfor Palæstina
På samme tid begyndte pogromer mod 800.000 jøder i de arabiske lande. Initiativet kom fra politikerne. Under FN’s forhandlinger om Palæstina, advarede en ægyptisk repræsentant om de repressalier, der ville ramme disse jøder udenfor Palæstina, hvis delingsplanen blev vedtaget.
I 1947 og 1948 blev hundredevis af jøder myrdet, og af de overlevende flygtede ca. 200.000 til Europa og USA, mens Israel modtog en kvart million frem til 1951. De følgende års fordrivelser – især fra Algeriet – sendte yderligere en kvart million til Israel, så antallet i 1972 nåede op på 586.000.
Disse jødiske flygtninge fra den arabiske verden er gået i glemmebogen fordi de integrerede sig i de nye omgivelser – på linje med hundredetusindvis af kristne grækere og armeniere, der blev fordrevet fra “islams hus” efter Første Verdenskrig.
Dokumentation kontra polemik
“Mellemøsten” er blevet kode for israelsk ondskab mod pal-arabiske ofre. Mediernes udskamning af Israel og en absurd offergørelse af en udvalgt gruppe flygtninge og deres efterkommere resulterer i enorme udbetalinger fra USA, FN og EU til snyltersegmentet i toppen af Fatah og Hamas, hvis terror og dødskult i slutningen af 2014 blev belønnet med fem milliarder dollars – hovedsageligt fra Vesten (http://www.trykkefrihed.dk/dodens-triumf-ii.htm og http://www.ansa.it/sito/notizie/mondo/mediooriente/2014/10/12/conferenza-donatori-per-gaza-al-cairo_698cdeb9-ea45-42e4-b976-5bcda2a68bdc.html)
Derfor er der behov for en seriøs debat på basis af dokumentation, og efter frigivelsen af dokumenter fra Tzahal / IDF’s arkiver arbejder både arabiske og jødiske forskere med at kaste et kritisk blik på meninger og ytringer og revidere historieskrivningen om krigen og masseflugten.
Krig eller fred?
Den anti-israelske “fortælling” om krigen i 1948 indeholder også en anklage mod jøderne for at “erobre” det, der blev til Israel, og fordrive araberne. Men som nævnt accepterede Jewish Agency i 1947 FN’s delingsbeslutning, mens de arabiske regeringer afviste den. Disse ledere bærer det fulde ansvar for de efterfølgende begivenheder, fordi de begyndte krigen og truede med at udslette Israel – og tabte.
Fra israelsk side var der unægteligt tale om et forsvar, som i sagens natur indebærer uskadeliggørelse og fortrængning af fjendens styrker fra den angrebne stat. Derfor – og ikke på grund af en målsætning om territoriel udvidelse – besatte Tzahal nogle områder, som FN havde tiltænkt den palæstinensiske stat, der aldrig blev oprettet.
Påstanden om “erobring” dementeres eftertrykkeligt af Israels vilje til at trække sin hær ud af de besatte territorier, når der blev indgået en fredsaftale. Men de anti-israelske polemikere ignorerer (eller fortier) den procedure for krig og fred, den europæiske civilisation har fulgt siden den westfalske fred i 1648, og som også Israel konsekvent tilstræber: At slutte fred, fastlægge nye grænser og bygge stabile forbindelser mellem suveræne nationalstater.
Netop dette afviser PLO/Fatah og Hamas, og netop dette skete efter krigene i 1967 og 1973, da Israel fortrængte den jordanske hær fra “Vestbredden” og den ægyptiske fra Sinai. Derpå indgik Ægypten og Jordan indgik fredstraktater med Israel i hhv. 1979 og 1994.
Deir Yassin
Deir Yassin var en arabisk landsby vest for Jerusalem, og da kampene begyndte i vinteren 1948 holdt beboerne afstand til Højkomiteens og Den Arabiske Ligas militser, som sloges med jøderne. Men iraqiske krigere fra Qawuqjis “befrielseshær” overtog stedet, hvorfra den – for jøderne – livsvigtige trafik til Jerusalem kunne blokeres.
Derfor blev Deir Yassin d. 9. april 1948 angrebet af ca. 100 frivillige fra Irgun og LEHI. Haganah var indblandet, og dennes lokale øverstbefalende godkendte operationen. Under kraftig beskydning trængte jøderne ind i landsbyen. Det efterfølgende forløb blev senere gengivet i flere versioner. Men det står fast, at nogle arabere blev tvunget op på en lastbil, der kørte dem til Jerusalem – til opmuntrende fremvisning for de lokale jøder, som var nødlidende på grund af de jordanske soldaters blokade og angreb. Irgun og LEHI forsikrede, at ingen civile blev skudt.
En helt anden melding kom fra en Haganah-officer ved navn Meir Pa’il. Han digtede en historie om, at Irgun og LEHI havde massakreret 254 mænd, kvinder og børn i Deir Yassin. Denne forfalskede information gik videre til Jewish Agency og derfra til den internationale presse. Meir Pa’ils specielle opgave var nemlig at bekæmpe og sværte Irgun og LEHI, der af Haganah blev kaldt “fascister” (militærhistorikeren Uri Milstein, 1999, The Rabin file: An unauthorized exposé. New York. (p.357), citeret af Francisco Gil-White, (http://www.hirhome.com/israel/deir-yassin.htm + http://www.jewishpost.com/archives/news/dr-uri-milstein-israels-most-cherished-and-hated-revisionist-military-historian.html).
Stormuftiens version
Den følgende måned blev kampen i Deir Yassin omtalt i den pal-arabiske radio, der var talerør for Højkomiteen og Haj Amin al Husseini. I 1944 havde Stormuftien selv medvirket til at indfange 400.000 ungarske jøder og ekspedere dem til udlettelseslejre – først og fremmest Auschwitz (http://www.pipelinenews.org/2012/mar/06/dutch-holocaust-survivor-i-saw-how-the-mufti-of-jerusalem.html). Hans budskab var, at zionister havde myrdet og voldtaget Deir Yassins pal-arabiske mænd, kvinder og børn og efterladt 254 døde. Derfor opfordrede han til flugt.
Dette forsøg på at presse de arabiske regeringer til invasion af Palæstina var arrangeret af Højkomiteens pressesekretær Hussein Khalidi. Han havde afhørt nogle øjenvidner fra Deir Yassin og insisteret på at høre anklager om zionistiske grusomheder (http://www.hirhome.com/israel/deir-yassin.htm + https://www.jewishvirtuallibrary.org/jsource/History/deir_yassin.html).
Denne version blev godtaget i utallige avisartikler og bøger (også på s. 82 i førnævnte bog af Søren Espersen). Deir Yassin er et ikon, der skal gøre Israel til syndebuk. Sidenhen har Fatah/PLO og Hamas med stort held fabrikeret lignende fiktive rapporter og videoer med grundløse anklager, som vestlige medier sædvanligvis viderebringer kritikløst.
Historikernes version
Kampen i Deir Yassin d. 9. april 1948 er blevet undersøgt gennem interviews med overlevende beboere, og arabiske medarbejdere i Højkomiteens radio supplerede med information om stormuftiens tale d. 15. maj samme år. Beskyldningen om, at israelerne begik voldtægt var grundløs, forsikrede alle de udspurgte. Hazam Nusseibi, der var ansat på Højkomiteens radiostation indrømmede, at Hussein Khalidi havde fabrikeret denne historie, som stormuftien brugte.
En massakre på civile havde heller ikke fundet sted. Jøderne lod en korridor stå åben, hvor 200 beboere slap ud. Senere blev 40 kvinder, gamle og børn kørt i sikkerhed, men fordi flere af de iraqiske krigere forklædte sig i kvindetøj, og fordi en af dem skød og dræbte en jødisk officer, begyndte en Irgun-kriger at skyde vildt omkring sig – og dræbte nogle rigtige kvinder. Antallet af døde var 107.
Undersøgelsen blev foretaget af det arabiske universitet i Bir Zeit (på “Vestbredden”).
FN-resolution 194
D. 11 december 1948 – i krigens sidste fase – vedtog FN’s generalforsamling resolution 194 med henstilling til “regeringerne” (underforstået Israel og de arabiske stater), om at “flygtninge” – uden specificering – fik lov at vende hjem, hvis de ville “leve i fred med deres naboer” (http://www.zionism-israel.com/issues/return_detail.html).
De arabiske ledere afviste denne opfordring, fordi den ikke fastslog, at de pal-arabiske flygtninge havde ret til at vende tilbage, og fordi de nægtede at anerkende den israelske stat.
I stedet organiserede FN en række konferencer efter kamphandlingernes ophør. Den arabiske side ville kun forhandle indirekte med israelerne, så FN-diplomaterne fungerede som mellemled. I maj 1949 underskrev de to parter den såkaldte Lausanne-protokol, der fastlagde en midlertidig grænsedragning – “den grønne linje”.
Der kunne dog ikke opnåes enighed om flygtningene. Israels regering foreslog en fredsslutning og erstatning til de jøder, der var fordrevet fra Samaria, Judæa og Gaza, som betingelse for at modtage pal-arabiske flygtninge. Men dette blev afvist.
Flygtninge vendte tilbage
I 1953 tillod Israel alligevel familiesammenføring for en udvalgt gruppe, og over 50.000 pal-arabere (tal fra israelsk side) eller 25.000 (tal fra arabisk side) kom tilbage til deres hjem i Israel. Desuden fik 75.000 tilladelse til at flytte til “Vestbredden” og Gaza i årene mellem 1967 og 1993.
Den såkaldte “Oslo-proces”, der begyndte 1993, medførte endnu en israelsk åbning for flygtninge, der ønskede at vende tilbage. I denne aftale accepterede Israel Yassir Arafat som pal-arabernes repræsentant og fik til gengæld anerkendelse som en stat med ret til at eksistere plus et løfte om standsning af terror.
Ganske vist brød Arafat sit løfte, men Israel lod yderligere 90.000 slå sig ned i det område, der administreres af den Palæstinensiske Autoritet – d.v.s. Fatah / PLO (http://www.science.co.il/Arab-Israeli-conflict/Refugees.asp).
Kompensation
De flygtninge, som vendte tilbage, fik mulighed for at få kompensation for den israelske stats beslaglæggelse af indestående på bankkonti, biler og fast ejendom, som de havde efterladt i 1948. Frem til 1993 indsendtes 14.692 ansøgninger, og et beløb svarende til ti millioner dollars blev udbetalt for båndlagte bankkonti, og tabt ejendom blev erstattet med 23 millioner israelske pund (https://www.jewishvirtuallibrary.org/jsource/History/refugees.html).
Disse beløb er ikke imponerende, men jødiske flygtninge fra arabiske stater og arabisk besatte områder har ikke kunnet gøre sig håb om erstatning for tab.
Ikke-jødiske mindretal
Israels befolkning er i 2015 vokset til 8.345.000 personer, hvoraf 1.730.000 er arabere. I 1948 var deres antal 160.000. Denne ikke-jødiske gruppe er ikke et nationalt mindretal, da den er opdelt i religiøse og etniske subkulturer: kristne, druzere og beduiner. Udover jøder og arabere lever 364.000 ikke-arabiske kristne, muslimske tjerkesser og Bahai-tilhængere i et land med et areal på 21.643 kvadratkilometer – mindre end Jylland (https://www.jewishvirtuallibrary.org/jsource/Society_&_Culture/newpop.html).
Målt med parametre som produktion, uddannelse, hospitalsvæsen og borgerettigheder ligger Israel på et niveau langt over de omgivende stater. Alligevel anklager israelske og vestlige kritikere regering og parlament (Knesset) for at praktisere “apartheid”. En sådan ordning fandtes tidligere i Sydafrika, hvor sorte og hvide var adskilt i adgangen til offentlige faciliteter. Men Israels skoler og hospitaler er ikke opdelt efter race eller nation, og alle er borgere med stemmeret til parlamentet.
Det særlige ved den israelske stat er, at den er konstrueret som forudset i Balfour-erklæringen. Jøderne er statsfolket, der lever fredeligt sammen med ikke-jødiske mindretal. For disse grupper gælder nogle særregler, der måske kan beskrives som moderat kommunitarisme. Men regering og lovgivning er “res publica” – et offentligt anliggende. Israels politiske kultur er europæisk.
Omkring Israel styrter den ene stat efter den anden i et blodigt kaos. Af 350 millioner arabere lever kun de 1.658.000 i frihed – i Israel (http://www.frontpagemag.com/2013/dgreenfield/israeli-arab-pol-among-350-million-arabs-only-1658000-israeli-arabs-have-freedom/). Den ene meningsmåling efter den anden viser, at mere end tre fjerdele af de israelske arabere bestemt modsætter sig at skulle leve i en anden stat (http://politicalmavens.com/index.php/2008/06/23/77-palestinian-arabs-we-like-living-in-israel-best/).
Emir Hussein Ibn Ali af Hedjaz ville modernisere islam, ikke islamisere moderniteten. Som nævnt kom han for 100 år siden med følgende forudsigelse: “Når de eksilerede (jøder) vender tilbage til deres hjemland, vil de udgøre et materielt og åndeligt eksempel for deres brødre (arabere) …”
Prognosen var korrekt. Hvem kan argumentere imod, at zionismen er en klar succes for jøder og ikke-jøder?
Medier og menneskerettighedsaktivister mangler proportionssans
De pal-arabiske flygtninge og den permanente kamp mellem deres ledere og Israel er blevet “Mellemøsten” i mediernes jargon.
Kendsgerninger kan tale for sig selv, men de udvælger ikke sig selv. Når det drejer sig om Israels oprettelse og dets efterfølgende kampe med arabere, undlader medierne og politikere at finde årsagssammenhænge. De har mistet enhver proportionssans og stirrer kun på det billede, polemikere og fiktionsleverandører som Yassir Arafat, Edward Said og i dag Hamas viser dem.
Andre begivenheder i “Mellemøsten” ignoreres.
20 års folkemord i Darfur i Sudan – muslimer mod muslimer?
De seneste 15 års udryddelse af en million kristne i Iraq og Ægypten?
Hamas’ straffepraksis, som foregår ved at slæbe modstandere til døde efter motorcykler i Gaza?
Over 1000 fremmedarbejdere, der mistede livet ved opførelse af Qatars stadion, der skal rumme idrætsarrangementet “World Cup” i 2020? Er det et emne, der berettiger til boykot af oliestatens herskere?
Redaktionerne og menneskerettighedsaktivisterne er ikke interesserede.
Et lille pip kunne dog præsteres i juni 2015, da Amnesty International omsider fik nok og kritiserede Hamas’ morderiske opførsel mod Gazas befolkning. Men ellers har journalister og politikere leveret rungende tavshed.
Tankeløs fordømmelse og opfordring til boykot af Israel udsendes rutinemæssigt, og fra Vestens skatteydere flyder pengestrømmen til topfolk i Fatah og Hamas (http://israel-info.dk/default.asp?id=172#penge) og til at aflønne en hær af funktionærer i den særlige arabiske flygtningeindustri, der går under navnet UNRWA – FN’s “relief and works agency”.
Dagligt indoktrineres pal-arabiske børn med jødehad på niveau med den nazistiske avis “der Stürmer”, mens terrorister angriber jøder i indkøbscentre, cafeer og børnehaver.
Denne terror har stået på i mange år, men omtales sjældent i vestlige medier. Derimod hagler anklagerne ned over Israels blokade af våbentilførsler til Gaza og opførelse af et hegn, der hindrer snigskytter i at få ram på tilfældige trafikanter.
Israel må ikke forsvare sig
Udtalelser som “et undertrykt folk har altid ret!” er de vestlige menneskerettighedsaktivisters carte blanche til jihadister. Medier, politikere, universiteter og kirkelige organisationer lader sig trække rundt ved næsen af ritualmordere. Den terror, der rettes mod Israel anerkendes ikke som undertrykkelse. Men jødisk blod flyder alligevel.
Udskamningssegmentet vil ikke tillade Israel at forsvare sig og udsteder dermed en dødsdom:
I må ikke leve blandt os som jøder.
I må ikke leve blandt os.
I må ikke leve.
