Syrien: Vesten kan komme til at æde sine proklamationer i sig igen

Tre års krig, 130.000 døde, 2,5 mio. flygtninge og flere millioner internt fordrevne. Det er status i Syrien, mens der afholdes en fredskonference i Schweiz, som begyndte i sidste uge.

 

Så skulle man forvente, at deltagerne i konferencen ville stræbe mod en snarlig bilæggelse af konflikten – det er i hvert fald, hvad de fleste vestlige regeringsrepræsentanter og iagttagere giver udtryk for. Men en sådan logik gælder desværre ikke i Mellemøsten, hvor en lige linje langtfra er den korteste vej mellem to punkter.

 

Ingen indrømmelser

Alle parterne i konflikten stræber mod en løsning og mod fred, men vel at mærke en løsning og en fred på deres egne betingelser.

 

Det vil sige, at freden er underordnet en række andre vilkår: Det kan være hensynet til ens egen religiøse eller etniske gruppes magtinteresser; hensynet til den rette tro eller den rette udlægning af troen; hensynet til egne materielle og åndelige privilegier; eller hensynet til ledernes, gruppens eller klanens ære.

 

At bygge bro mellem disse meget forskellige og modstridende positioner, hvis nøjere indhold der ikke er grund til at spilde læsernes tid med, og at enes om et overgangsstyre, en samlingsregering, der kan lede Syrien ind i en ny æra, kræver en høj grad af kompromis- og samarbejdsvilje. Men den findes overhovedet ikke i Syrien eller i noget andet samfund i regionen, bortset fra Israel.

 

I Mellemøsten betragtes magtudøvelse som et nulsumsspil, hvilket betyder, at enhver indrømmelse til modparten er uacceptabel, da den uvilkårligt betragtes som et tab for ens egen side.

 

Det er heller ikke et spørgsmål om, hvad flertallet af den syriske befolkning ønsker. For det er ikke flertallet, der bestemmer, men derimod lederne eller lederkredsene i de forskellige grupper, fraktioner og retninger, der bekæmper hinanden.

 

Lige uspiselige

De toneangivende krigsparter er på den ene side Assad-styret – støttet af Rusland og Iran – og på den anden side forskellige islamistiske grupper. Nogle af disse grupper er knyttet til al-Qaeda, andre er af lokalt tilsnit støttet af Saudi Arabien, Qatar og Tyrkiet.

 

De moderate, sekulære pro-vestlige grupper er efterhånden helt uden betydning på slagmarken og derfor knap nok politisk relevante.

 

Læs også
USA forlader Syrien og giver plads til farlige alliancer – men der er en forklaring på Trupms beslutning

Under disse tragiske omstændigheder er det ikke nemt at se, hvad man kan eller skal gøre fra amerikansk og europæisk side for at få afsluttet konflikten – bortset fra at afholde en fredskonference, der giver indtryk af, at man ”gør noget”.

 

De toneangivende kæmpende parter – Assads styre, al-Qaeda-grupperne eller de lokale jihad-militser – forekommer alle lige uspiselige. Så tanken om, at en eller nogle af dem skulle vinde, er alt andet end behagelig.

 

… og dog

Der har dog i den senere tid været pressemeldinger om, at repræsentanter for vestlige efterretningstjenester har været i Damaskus for at udveksle informationer med deres syriske kolleger om de mange hundrede muslimske frivillige fra vestlige lande, der er rejst til Syrien for at deltage i kampene mod Assad-styret.

 

Så noget tyder på, at udsigten til et Syrien som base for international hellig krig trods alt har fået nogle vestlige regeringer til at betragte Assad som et mindre onde end ISIS, Nushra-fronten, Den Islamiske Front og andre af styrets fjender.

 

Regimets brutalitet

Det er formentlig for at modvirke sådanne tendenser, at der for få dage siden fremkom meget udførlig og udpenslet dokumentation for Assad-styrets forbrydelser i form af tortur og drab på regimemodstandere.

 

Læs også
Er vestlige “godgørere” overhovedet interesseret i at hjælpe syrere og palæstinensere?

Nu er der imidlertid ingen med kendskab til Mellemøsten, som er uvidende om, at det mere end 40-årige Assad-styre alle dage har været særdeles brutalt og hensynsløst.

 

Under nedkæmpelsen af en religiøs opstand i 1982 anført af Det Muslimske Broderskab slog styret eksempelvis forsigtigt regnet 10-12.000 mennesker ihjel.

 

At komme i et af de mange syriske sikkerhedstjenesters kløer har alle dage været forfærdeligt. Dette forhindrede ikke Syrien i indtil for kort tid siden at være en del af det gode internationale selskab.

 

Tilbage til Assad?

Mange er de vestlige, herunder danske, udenrigsministre, der i gennem årene er rejst til Damaskus for at gøre deres hoser grønne hos Assad (først far og siden søn) og for at skabe fremdrift i den mellemøstlige fredsproces eller for egen eksport.

 

Man skal derfor – trods mange proklamationer om det modsatte – ikke være i besiddelse af nogen særligt livlig fantasi for at forestille sig, at vejen til Damaskus og til Assad kan blive betrådt igen, også af dem, der i dag forsværger, at de nogensinde vil gøre det.

 

Så længe de slås mod hinanden

Læs også
Den mest pinligt fejlagtige bog nogensinde om Mellemøsten?

Måske er der også vestlige politikere, der i deres stille sind ræsonnerer som den israelske premierminister Begin, da han i sin tid blev spurgt, hvem han holdt med i krigen mellem Iran og Irak (1980-88).

 

Hans svar var: ”Jeg ønsker begge parter held og lykke!” (underforstået: så længe de slås mod hinanden, kan de ikke gøre skade på os andre).

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…