Jeg mødte en mand, der blev straffet for at være flittig

Forleden tog jeg en taxa og faldt i snak med chaufføren. Han fortalte, at han i øjeblikket kørte taxa 70 timer om ugen, fordi han havde brug for ekstra penge – hans kone var nemlig gravid, og derfor ville de gerne skifte lejligheden ud med et parcelhus.

Topskatten er uretfærdig

Se, når man arbejder så meget, som denne taxachauffør gør, så rammer man topskattegrænsen – også selvom timelønnen ikke er prangende. Det betyder, at chaufføren betaler 15 procent ekstra i skat af de sidste penge, han tjener.

De sidste hårde timer, hvor han er træt og alligevel knokler videre – dem får han ikke særlig meget ud af. Hans kollega, derimod, som kun kører 40 timer om ugen, betaler ikke denne ekstra skat, heller ikke af de sidste timer.

To mennesker med samme job, men som prioriterer forskelligt, skal naturligvis ende med at få forskellige beløb ind på kontoen. Det er ikke uretfærdigt, det er sund fornuft. Det er til gengæld uretfærdigt og dumt, at der er skat på at gøre en ekstra indsats.

Topskatten betyder simpelthen, at vi straffer de flittige.

Hvorfor straffe de flittige?

Venstres formand og måske kommende statsminister Lars Løkke Rasmussen har netop sagt, at han ikke vil røre ved topskatten. Ja ja – lad os nu se, hvordan det ender, når regeringsmagten skifter.

Men i mellemtiden kan Løkke måske forklare taxachaufføren, hvad der er galt med at være flittig og spare op? Hvorfor de flittige fortsat skal straffes, selvom vi får en statsminister, som på papiret er liberal?

Ja, jeg undrer mig også. Og jeg vil gøre mit bedste for at få Lars Løkke til at svare på spørgsmålet, inden vi skal stemme ved næste folketingsvalg.

Joachim B. Olsen er arbejdsmarkedsordfører for Liberal Alliance

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…