Vi skal slå hårdt ned på indbrudsturisme

Foto: Colourbox

Hver anden gang der er et indbrud i et dansk hjem, er det begået af en østeuropæer. Sådan lyder vurderingen fra Politiets Nationale Efterforskningscenter. Det er et alarmerende højt tal, og det er fuldstændig uacceptabelt, at vi har så mange organiserede kriminelle tyvebander fra Østeuropa i Danmark. Det kan der ikke være uenighed om.

 

Uenigheden opstår, når vi skal finde ud af, hvordan vi bedst slår hårdt ned mod indbrudsturismen.

 

Afskaf retsforbeholdet

Dansk Folkeparti tror fejlagtigt, at vi kan stoppe indbrudsturisterne og den grænseoverskridende kriminalitet med en rød/hvis grænsebom.

 

I Venstre mener vi, at der skal langt mere omfattende og effektive redskaber til – vi skal bekæmpe grænseoverskridende kriminalitet med grænseoverskridende politisamarbejde. Desværre står Danmark til at falde ud af Europol i 2015 på grund af vores retsforbehold.

 

Derfor har Venstre siden august sidste år opfordret regeringen til at udskrive en folkeafstemning om retsforbeholdet, så vi kan erstatte det med en tilvalgsordning, som vi kender fra Storbritannien og dermed sikre, at vi fortsat kan deltage i Europol. Desværre hænger regeringen i bremsen, og det kan få store konsekvenser for kriminalitetsbekæmpelsen i Danmark.

 

Styrk politisamarbejdet

Grænsen mellem USA og Mexico er en af de bedst bevogtede grænser i hele verden. Alligevel strømmer narko, illegale indvandrere og kriminelle ind over grænsen. Grænsen mellem USA og Mexico er eksemplet på, at grænsebomme ikke stopper grænseoverskridende kriminalitet.

 

Derfor mener vi i Venstre, at vi skal styrke det fælles europæiske politisamarbejde, så vi ikke kun får fingrene i indbrudstyvene, men at vi også får fat i de bagmænd, der sider rundt om i Europa og tjener styrende på at sende tyvebander til Danmark. De kriminelle stopper ikke ved grænsen – det skal politiet heller ikke.

 

Skal vi slå hårdt ned på indbrudsturismen kræver det tæt og effektivt samarbejde i Europol og et opgør med det danske retsforbehold.

 

Ulla Tørnæs er MF (V) og spidskandidat til valget til Europa-Parlame

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…