Det har længe stået klart, at Helle Thorning ville få meget svært ved at overleve næste valg som statsminister. Men nu ser det ud til at være næsten umuligt.
Det skyldes striden om børnecheck og andre velfærdsydelser til EU-borgere.
Her synes vælgerne massivt at mene, at regeringen har svigtet ved at forholde sig alt for passivt til EU. Emnet optager i høj grad sindene, fordi det berører helt fundamentale spørgsmål vedrørende velfærdssamfundet og den nationale selvbestemmelse.
Så hvis Thorning ikke får lavet en aftale med de borgerlige om, hvordan problemerne skal tackles, kan vælgernes dom blive hård.
Hvorfor lægger hun sig så ikke mere i selen for at få en aftale? Den vigtigste forklaring lyder: De Radikale.
Margrethe Vestager giver Helle Thorning dødskysset i EU-sagen.
Regeringens problemer blev udstillet, da man i går havde forespørgselsdebat om EU og velfærdsydelserne. Folketinget stod stærkt splittet uden flertal for noget forslag til vedtagelse.
Vanvittig situation
Dermed står regeringen fortsat uden et mandat fra Folketinget til den linje, den har valgt – nemlig at bøje sig for EU-Kommissionens krav. Den kan ikke få vedtaget det lovforslag, den har fremlagt.
Det skaber en vanvittig situation: Regeringen administrerer imod den lovgivning, der tidligere er vedtaget af Folketinget, og den fortsætter uanfægtet, selv om dens eget lovforslag bliver forkastet. Det sker mod vælgernes vilje. Sådan noget ser absolut ikke kønt ud.
Parodiske forhandlinger
Der har på det seneste været forhandlinger hos den radikale skatteminister Morten Østergaard i et forsøg på at få lavet en aftale med enten de borgerlige eller Enhedslisten. Men disse forhandlinger har været en parodi.
Skatteministeren har signaleret ringe vilje til forlig. Det fremgår ikke mindst af den kendsgerning, at hans ministerium har lækket oplysninger til medierne om, hvad de forskellige partier har sagt og ment under de fortrolige forhandlinger. Den slags er gift for at nå et resultat.
Tilsyneladende har De Radikale besluttet sig for, at de vil bruge sagen til at profilere sig som Folketingets mest EU-venlige parti uanset konsekvenserne for regeringen.
Dermed signalerer de, at de har opgivet håbet om Thorning-regeringens overlevelse. De vil ikke ofre deres egne politiske mærkesager i en kamp for at redde noget, der ikke kan reddes.
De Radikales mislykkede manøvre
Stilen blev lagt allerede, da Morten Østergaard fremlagde sit lovforslag om at følge EU-kravene. Han gjorde det meget klart, at De Radikale så disse krav som noget positivt.
Det var et forsøg på at gafle de meget EU-venlige vælgere fra Venstre, som jo har kritiseret regeringen for at være for føjelig over for EU i denne sag.
Dette forsøg mislykkedes. Østergaard og Vestager havde undervurderet, hvor bred opbakningen er til, at Danmark bør sætte hælene i, når det gælder velfærdsydelserne til EU-borgere. Også blandt borgerlige vælgere. Venstre er kommet temmelig uskadt ud af den radikale manøvre.
Til gengæld blev regeringspartneren Socialdemokraterne hårdt ramt. Mange af deres vælgere er også kritiske over for regeringens linje. Men De Radikale har vist sig helt utilbøjelige til at tage hensyn til det.
Tidligere har Vestager tilsyneladende forhindret en aftale mellem regeringen, Venstre og De Konservative om at indføre en skærpet kontrol med udbetalingen af velfærdsydelser til EU-borgere (Politiken). Hvis den aftale var indgået, ville de aktuelle forhandlinger nok være mindre betændte.
Og nu fortsætter De Radikale så med deres sololøb for den hårde EU-venlige linje. Imens bliver Thorning mere og mere mærket.
Thornings passivitet
Thorning selv har forholdt sig forbløffende passivt til dette forløb.
I første omgang accepterede hun, at Østergaard fremlagde regeringens lovforslag med en særdeles EU-venlig retorik.
Dernæst nægtede hun under Folketingets spørgetime med statsministeren at svare på et simpelt spørgsmål om, hvad hendes egen politiske holdning var til EU-reglerne for børnechecken. Anså hun dem som rigtige og positive? Hun ville kun svare, at hun tog dem til efterretning.
Det var ikke ligefrem det budskab, som hendes bagland og hendes vælgere tørstede efter.
Endelig overlod hun helt og fuldt forhandlingerne med partierne til den stejle Morten Østergaard. Hun kunne selv være gået ind i et forsøg på at bøje enderne mod hinanden, men holdt sig væk.
To mulige forklaringer
Der er to mulige forklaringer på Thornings passivitet.
Den ene er, at hun simpelt hen ikke tør lægge sig ud med Vestager. Hvis de kommer i krig med hinanden, er ethvert håb om at overleve næste valg forbi.
Den anden forklaring er, at Thorning selv har opgivet ævret. Hun tror ikke længere på, at hun kan føre sin regering og sit parti til sejr ved valget. Derfor søger hun en fremtid andetsteds, nemlig i Bruxelles. Og her har hun brug for at følge den meget EU-venlige radikale linje.
Hvad årsagen end er, så støder Thorning i hvert fald endnu flere vælgere væk. På den ene eller den anden måde bliver hun sendt ud af dansk politik med et dødskys fra Vestager.
