Venstrefløjen har grundlæggende ét formål med dens skræmmekampagne mod dagpengereformen – nemlig at bilde folk ind, at reformen ikke virker. Det bliver der så brugt en masse tid på at diskutere, selvom det efterhånden burde være indlysende for selv venstrefløjen, at det ikke er tilfældet.
Den virker
Senest vurderes det for eksempel i en spritny vismandsrapport, at reformen vil på sigt vil øge beskæftigelsen med 15.000 personer – og det er endda ifølge vismændene et forsigtigt skøn. Vismændenes skøn overgår altså den vurdering, som Arbejdsmarkedskommissionen i sin tid præsenterede forud for reformens vedtagelse.
Eller sagt på en anden måde: Dagpengereformen virker – endda bedre end forventet. Men som med alle andre reformer af større karakter, tager det blot lidt tid at opnå den fulde effekt.
Kan ikke evalueres på kort sigt
Det ved både SF og Enhedslisten udmærket godt, og derfor skynder de sig også at gøre stor ståhej ud af reformen, før den automatisk kommer til at bevise sit værd.
Det er trist, for sagen er den, at det slet ikke giver mening at bedømme dagpengereformen nu, fordi den netop ikke er fuldt ud indfaset.
Således har vi at gøre med en reform, som øger den såkaldte strukturelle beskæftigelse – dvs. at beskæftigelseseffekten på sigt vil være 15.000 personer højere, uanset om det går godt eller skidt for dansk økonomi som helhed.
Derfor er det hverken meningsfyldt eller retvisende at bedømme reformen på meget kort sigt – særligt ikke set i lyset af, at implementeringen er sket under en lavkonjunktur, og at den er blevet alvorligt hæmmet af de lappeløsninger, som regeringen på utålmodig vis har brugt til at udhule reformen.
Skræmmekampagne
Det er jo en ærlig sag, at venstrefløjen ønsker sig et andet og mere lukrativt dagpengesystem, men det er ikke hærdeligt, når venstrefløjen forsøger at tegne et billede af, at reformen ikke virker. For det gør den, og derfor vil vi også opnå den forventelige effekt (og mere til), hvis vi stopper med at pille mere ved den– nemlig at flere bringes i beskæftigelse med reformen end uden, sådan som vismændene fastslår.
Hvis venstrefløjen fortsætter dens skræmmekampagne mod dagpengereformen, er det derfor værd at huske på, at de ændringer, som både SF og Enhedslisten ønsker sig, vil bremse de beskæftigelseseffekter, som ligger og venter. Og det samme gælder sådan set for DF, som det desværre er hoppet med på venstrefløjens galej i stedet for at stå ved den reform, som de selv er en del af.
Reformer tager tid, men reformer – heriblandt af arbejdsmarkedet – er afgørende vigtige for, at flere mennesker kommer ud på arbejdsmarkedet og dermed bidrager til, at vi kan opretholde og øge den levestandard, som vi alle ønsker os. Derfor kan man kun håbe på, at vismændenes blåstempling af dagpengereformen vil bringe nuancer til debatten og i bedste fald få den usaglige kritik til at forstumme. Men jeg kender desværre venstrefløjen for godt til at tro, at det også bliver tilfældet.