Da Kasper blev 18 år søgte han om førtidspension. Kasper er udviklingshæmmet, og det betyder i hans tilfælde, at hans sprog er meget begrænset, han bevæger sig rundt via en rollator, hans mentale udvikling er vurderet til mellem to og tre år – og han er endnu ikke renlig og går derfor med ble, som han ikke selv kan skifte.
Men jobcenteret afviste ansøgningen om førtidspension med henvisning til, at det da ikke kunne udelukkes, at Kasper kunne få et fleksjob.
Kaspers sag er desværre ikke enestående. Tværtimod.
Efter førtidspensions- og kontanthjælpsreformen blev vedtaget i 2012 er antallet af tildelte førtidspensioner til unge med udviklingshæmning styrtdykket.
I 2013 faldt antallet af udviklingshæmmede, der fik bevilliget førtidspension, til under halvdelen af det normale niveau, nemlig 304 personer. I 1. kvartal af 2014 gik det helt galt, her fik kun 53 udviklingshæmmede tildelt en førtidspension. En fremskrivning af 1.kvartals tal viser, at kun godt 25 procent af alle udviklingshæmmede vil få bevilliget en førtidspension i 2014.
For en god ordens skyld skal det nævnes, at antallet af personer med udviklingshæmning er rimelig konstant, sådan at der hvert år fødes 7-800 personer med udviklingshæmning.
Meningsløse afklaringsforløb
Udviklingen er på ingen måde i overensstemmelse med intentionen med reformen.
Målet var godt nok en opbremsning i antallet af førtidspensioner. Men der var en klar opbakning til, at mennesker med eksempelvis udviklingshæmning ikke skulle frygte voldsomme negative effekter i den forbindelse.
Alle forligsparter bag aftalen gav dengang udtryk for, at det er klart, at unge med udviklingshæmning er ”glatte sager” i den forstand, at de ikke skal trækkes igennem mange års afklaringsforløb, hvor det alligevel vil ende med at få en førtidspension.
Det blev faktisk skrevet ind i forligsteksten: ”Personer, der er så syge eller har så betydelige funktionsnedsættelser, at det er helt åbenbart formålsløst at forsøge at udvikle arbejdsevnen, er undtaget fra ressourceforløb og skal stadig kunne tilkendes førtidspension. Det kan fx være borgere med en betydelig nedsat funktionsevne som følge af udviklingshæmning.”
I Landsforeningen LEV har vi overordnet bakket op om intentionerne bag førtidspensions- og kontanthjælpsreformen. Helt grundlæggende mener vi, at de som kan arbejde, skal arbejde.
Langt, langt de fleste mennesker med udviklingshæmning (skønsmæssigt 90-95 procent) har bare ikke forudsætningerne for det og vil ikke kunne rehabiliteres, omskoles, eller uddannes til et niveau, der vil gøre dem i stand til at tjene til livets ophold.
Vi taler om mennesker, som resten af livet vil være dybt afhængig af andre voksnes støtte, omsorg og vejledning. Derfor er førtidspension det eneste realistiske forsørgelsesgrundlag for denne gruppe unge.
Kommunal praksis sætter udviklingshæmmede i klemme
LEV har derfor henvendt sig til alle medlemmerne af Folketinget for at gøre opmærksom på, at alt for mange kommuner tydeligvis har fået en praksis på førtidspensionsområdet, som ikke er i tråd med intentionerne bag reformen.
Trods de gode intentioner og de mange forsikringer om, at udviklingshæmmede ikke skulle komme i klemme, ser virkeligheden helt anderledes ud. Dette har Landsforeningen LEV længe påpeget, men nu underbygges det så også statistisk.
Helt almindelige mennesker opfatter eksemplet som det med Kasper som værende meget langt fra den generelle forståelse af, hvordan et velfærdssamfund behandler sine svageste borgere.
Borgeren er blevet taberen i refusionskampen mellem stat og kommune. Jeg ved, at det aldrig har været forligspartiernes intention med førtidspensionsreformen, at unge med udviklingshæmning skulle komme i klemme. Derfor er min opfordring også, at de lægger deres partistrategier væk og i fællesskab finder en løsning.
Den nuværende praksis er helt og aldeles uholdbar.
Sytter Kristensen er formand for Landsforeningen Evnesvages Vel, LEV
