Lars Løkkes aktuelle krise er skabt af Lars Løkke selv. Han har ikke udvist den nødvendige påpasselighed i pengesager. Og det er som bekendt ikke første gang. Den slags bryder vælgerne sig absolut ikke om.
Men voldsomheden i Lars Løkkes krise er ikke alene skabt af Lars Løkke selv.
Befolkningens opfattelse af sådan en sag afhænger i høj grad af, hvordan medierne dækker den. Jo mere de dramatiserer sagen, jo større og mere alvorlig kommer den til at virke på vælgerne, og jo mere bliver der talt om den blandt folk.
TV har en særlig rolle i den forbindelse. Dels fordi så mange bruger TV til at orientere sig om de løbende politiske begivenheder. Dels fordi TV som medie er mere lige på og hårdt. Live reportager med lyd og billeder og en Løkke med sved på panden virker stærkere end ord på papir.
Så det er først og fremmest TV, der afgør, hvor voldsom en politisk krise kommer til at virke i befolkningen. Og i denne sag er billedet meget tydeligt:
TV bidrager til at blæse Lars Løkkes krise op.
Der er et mønster
Der er et mønster i måden, det gøres på. Det hænger sammen med, at journalister er væsentligt mere venstreorienterede end de fleste mennesker. Og nogle journalister – nogle – kan ikke rigtig finde ud af at skjule det, når de er på arbejde.
Det betyder ikke, at TV-stationerne har lukket øjnene for de talløse kriser, som har præget Helle Thorning i hendes regeringstid. De er alle som én blevet omtalt, og regeringen har ganske givet følt, at TV-journalisterne var hårde ved dem.
Men der alligevel en forskel. Når krisen er på den borgerlige side, bliver den dækket lige et nummer mere højlydt og intenst, end når den er på den røde side.
Det træder tydeligst frem på TV2. Ikke fordi TV2-journalisterne holdningsmæssigt er mere regeringstro end DR-journalisterne. Men fordi TV2 i højere grad dyrker en hektisk og til tider hysterisk form for journalistik.
To skattesager, der blev dækket forskelligt
Forskellen i TV’s dækning af kriser hos de røde og de blå kan aflæses i flere ting.
Én af dem drejer sig om, hvor aggressivt og insinuerende politikerne fra de to blokke bliver spurgt. Man kan tage to skattesager som eksempel:
Da skattesagen mod Helle Thornings mand, Stephen Kinnock, kørte, kom det frem, at parret havde rod i indberetningen af deres fradrag til SKAT.
Thorning lovede dengang, at de ville fremlægge alle oplysninger for offentligheden. Men da det kom til stykket, ville de ikke alligevel.
I Lars Løkkes aktuelle sag har der været debat om, hvad han har opgivet til skattevæsnet.
TV (og også trykte medier) er gået langt hårdere til Lars Løkke end til Helle Thorning i disse sager. Thorning blev slet ikke udsat for den samme mængde inkvisitoriske spørgsmål, som Løkke har oplevet.
Medløb
Når den røde regering har været under pres, har den fået medløbssager i TV. Det vil sige gode, varme, rare indslag, hvor enhver form for kritisk journalistik er suspenderet. Det gælder især i værdipolitikken, hvor journalister har allersværest ved ikke at tage stilling. Et eksempel fra i år:
De to TV-kanaler havde indslag om, hvor problematisk den tidligere regerings pointsystem for familiesammenføring var. Begge kanaler slugte ukritisk regeringens udlægning af sagen, der var baseret på groft misvisende påstande.
Grebet ud af luften
Under Løkkes GGGI-sag oplevede man, hvordan TV-stationerne forsøgte at tale Løkkes problemer op ved hjælp af journalistik, som gik meget langt i at rigge virkeligheden til.
På samme aften bragte begge stationer historier, der mere end antydede, at den ny borgerlige regering i Norge ville ud af GGGI på grund af Løkkes pengeforbrug. Den udlægning var grebet ud af luften.
Brugen af meningsmålinger
TV-stationernes måske stærkeste redskab til at påvirke en politisk krise er meningsmålingerne.
Når vælgerne første gang hører om en sag som den, Løkke nu er ramt af, går de naturligt nok op i den. Men hvor voldsom og varig deres interesse for sagen derefter er, afhænger i høj grad af TV.
TV kan vælge at tæppebombe seerne med indslag, der hele tiden skaber en stemning af, at problemerne bare hober sig op for Løkke. Uanset om der reelt er noget særlig nyt eller ej. Gør man det tilstrækkelig meget, så bidrager man uundgåeligt til at sagen vokser i vælgernes øjne.
Et meget effektivt middel til at holde sådan en sag på kogepunktet er hyppige meningsmålinger. De skaber simpelt hen en selvforstærkende mekanisme, der forhindrer, at der falder lidt ro over sagen.
Først fortæller man om Løkkes problemer. Så laver man en meningsmåling om, hvad vælgerne siger til Løkkes problemer. Så laver man en historie om, at meningsmålingerne viser, hvor store Løkkes problemer er. Så begynder endnu flere vælgere at tænke, at Løkke har store problemer. Så laver man en ny meningsmåling, der viser, at Løkkes problemer med vælgerne er vokset yderlige.
Og sådan kan det fortsætte. Det er især TV2, der kører hårdt på med disse hyppige, selvforstærkende meningsmålinger.
TV 2 bør fremlægge sine bilag
På TV er Løkke gang på gang blevet konfronteret med krav om at lægge alle sine bilag frem. Man fristes til at gøre det samme med TV2:
Vil TV2 fremlægge bilag, der viser hvor mange ekstraordinære meningsmålinger man har sat i værk under GGGI-sagen og den ny Løkke-sag, og hvor mange ekstraordinære meningsmålinger man har sat i værk under Thornings store kriser – for eksempel i forbindelse med skattereformen og vækstplanen?
Det vil naturligvis blive betragtet som en belastende omstændighed, hvis TV-stationen ikke ønsker at udlevere disse bilag.
