Kom nu. Sig det er en aprilsnar.
På månedens første dag fik en 24-årig kroat, der er medlem af den berygtede københavnske gangsterfamilie Levakovic, til trods for en dom på et år og ni måneders fængsel for et røverisk overfald på Frederiksberg lov til at blive i Danmark trods anklagerens ønske om udvisning.
Dommeren ville have den 24-årige udvist betinget fra Danmark med en prøvetid på to år.
Imidlertid opstod der i Retten på Frederiksberg tvivl om, hvorvidt det fortsat er muligt at idømme en betinget udvisning, som min partifælle Lene Espersen fik indført som justitsminister i 2006. En mulighed regeringen sammen med Enhedslisten siden har ønsket EU-borgere undtaget fra.
Blødsødenhed dur ikke
Men uanset hvad der ligger til grund for afgørelsen på Frederiksberg, er blødsødenhed langtfra, hvad vi har brug for. Tværtimod er udvisningen – helst permanent med afsoning i hjemlandet – noget af det eneste kriminelle udlændinge efterhånden har respekt for.
Ophold i et dansk fængsel er ganske vist en irriterende afbrydelse af den kriminelle karriere, og den 24-årige protesterede da også højlydt i retten. Men når det er sagt, overgår servicen, faciliteterne og mulighederne for at sende penge retur til familien langt, hvad et fængsel i hjemlandet byder på.
Fængslerne må ikke være en badeferie for de kriminelle
Ingen, der har set den 28-årige rumæner Dumitru Pacuta gribende berette om opholdet i Nyborg Statsfængsel, kan være i tvivl om, at udsigten til afsoning i hjemlandet vil gøre Danmark mindre attraktivt for udenlandske kriminelle.
”Det er meget anderledes end fængslerne i mit land. Her er det ligesom et femstjernet hotel. De giver os penge, og det er meget gode forhold. Det er faktisk en fornøjelse at sidde i fængsel her i Danmark,” forklarede den 28-årige, der afsoner en dom for 24 indbrud, til TV2s kriminalmagasin Station 2 for nylig.
Hver måned udbetaler Nyborg Statsfængsel omkring 4500 kroner til den 28-årige for det obligatoriske arbejde i fængslet. Derudover kan han også tjene ekstra på tillæg for at arbejde sene timer og i weekenden. Lønnen betyder, at Dumitru Pacuta de fleste måneder har mulighed for at sende omkring 2500 kroner hjem til sin mor i hjemlandet. Det svarer til gennemsnitslønnen i Rumænien efter skat. Ifølge flere danske fængsler, som Station 2 havde talt med, sender stort set alle østeuropæere penge hjem, når de sidder fængslet i Danmark.
Og det er desværre ingen aprilsnar.