Danmark sløsede med det danske sprog og tabte Sydslesvig til Tyskland

Krigen i 1864 og det efterfølgende tab af Slesvig blev efterfulgt af genforeningen i 1920, hvor vi fik Nordslesvig tilbage, mens Sydslesvig var tabt og forblev tysk. Dette tab var i høj grad selvforskyldt.

Danmarks historiske grænse mod syd var jo floden Ejderen, og syd for floden lå Holsten og Det tysk-romerske Rige. Sproget var i Middelalderen rent dansk helt ned til Dannevirke, og det samme er stednavnene fortsat, selvom mange siden er blevet fortysket.

 

”I djævlepak og helvedsbrande, har jeg ikke villet lære jer at tale tysk?”Men dette djævlepak bliver ved sit dumme danske sprog hjemme, indbyrdes og overalt.”

 

Det var den tysksprogede præst ved kirken i Hyrup syd for Flensborg, der kom med denne bandbulle omkring 1740. Situationen var ganske almindelig, og gang på gang klagede bønderne til kongen over, at de ikke forstod, hvad de tysksprogede præster sagde; men det var forgæves.

 

Denne situation fik varige følger og blev en af årsagerne til tabet af det ældgamle danske Slesvig.

 

Landet mellem Kongeåen og Ejderen

Allerede i 1115 havde man begyndt udskillelsen af Sønderjylland eller Slesvig, landet mellem Kongeåen og Ejderen, som en særlig landsdel, og indtil 1864 var Slesvig et dansk hertugdømme, og denne udskillelse fik katastrofale følger, især på grund af tre forhold: At hertugdømmet Holsten kom ind i det danske monarki, at forvaltningssproget for de to hertugdømmer blev tysk, og at kirkesproget blev tysk i den sydligste og mellemste del af Slesvig samt i købstæderne.

 

I 1460 tilbød det holstenske ridderskab den danske konge, Christian den 1., at han kunne få Holsten, og aftalen blev underskrevet i Ribe med det såkaldte Ribebrev med den klausul, at Slesvig og Holsten skulle være ”ewich tosamende ungedelt”. De næste 404 år var hertugdømmet Holsten en del af det danske monarki og i modsætning til Slesvig også en del af Det tysk-romerske Rige og fra 1815 Det tyske Forbund.

 

Holsten fik meget stor indflydelse på det danske monarki eller Helstaten. I århundreder blev der ikke skelnet mellem dansk og tysk, man var danskere. Der var holstenske håndværkere og handelsfolk i alle købstæderne, og mange holstenere blev ministre. Den holstenske påvirkning i Slesvig var meget stor, især rent sprogligt, så dansk som dagligt sprog blev trængt længere og længere mod nord af tysk, der blev det fine sprog.

 

Tyskerne samlede sig under sproget

Napoleonskrigene fik varig betydning for hele Europa. For da man var blevet befriet fra Napoleon i 1815, opstod der i de 38 tyske lande en national-liberal bevægelse, hvor man på samme tid krævede national samling og politisk frihed. For denne bevægelse blev sproget og den dermed forbundne tyske kultur det, der skulle danne grundlaget for fremtidens samlede, tyske nation.

 

De tyske, nationalliberale slesvig-holstenere krævede Slesvigs og Holstens løsrivelse fra Danmark og oprettelse af deres egen tyske stat. De nationalliberale i Danmark ønskede derimod at integrere Slesvig så meget som muligt i Kongeriget Danmark og samtidig give afkald på Holsten og Lauenborg. Dvs., at der blev rykket i Slesvig fra såvel nord som syd.

 

I 1848 gjorde slesvig-holstenerne oprør og fik støtte fra landene i Det tyske forbund. Dette oprør var den første borgerkrig i Danmark siden Grevens Fejde i 1534 – 36. Efter slaget ved Isted i 1850, som danskerne vandt, var oprøret slået ned. Danmark måtte efterfølgende love, at man ikke ville knytte Slesvig nærmere til kongeriget.

Læs også
Da 1. verdenskrig skulle mindes, holdt den franske præsident en tale, som var en fornærmelse mod Europas befolkninger

 

Tysk havde fortrængt dansk

Den danske regering forsøgte derefter at rette op på fortidens fejl ved at indføre dansk kirke- og skolesprog i 49 sogne i Mellemslesvig og i Tønder by. Denne ordning stødte på stor modstand, da tysk var blevet kirkens og kulturens sprog, mens det daglige, danske sønderjyske sprog var blevet til en tom skal. Mange familier skiftede derfor i protest over til tysk som dagligt sprog.

 

Da Danmark alligevel indlemmede Slesvig i kongeriget, kom krigen i 1864, hvor vi mistede alle tre hertugdømmer. Grænsen blev derefter flyttet til Kongeåen, syd for Kolding. Derved kom 200.000 dansksindede i Slesvig under tysk styre.

 

Det betød, at 30.000 dansksindede måtte deltage i 1. Verdenskrig som tyske soldater, så de kunne bevare retten til deres hjemstavn i Slesvig. 6.000 af dem kom aldrig hjem.

 

Belønningen kom ved folkeafstemningen i 1920, efter at Tyskland havde tabt 1. Verdenskrig. 75 % af befolkningen i zone 1 stemte for Danmark, men kun 20 % i zone 2. Grænsen blev derefter flyttet fra Kongeåen til den nuværende grænse. Det blev en kunstig grænse, der delte sogne og endda delte landsbyen Rudbøl midt i gaden.

 

Den nye grænse mellem Danmark og Tyskland fulgte sproget

Den nye grænse blev ikke en sproggrænse, for der blev i stor udstrækning talt dansk i zone 2, men den blev en sindelags- og kulturgrænse, og det er tankevækkende, at grænsen næsten blev identisk med den gamle kirkesprogsgrænse.

Læs også
Dybbøl Banke er et kanon godt mål for en udflugt i efterårsferien

 

Den historiske lære er, at sprog og kultur skal være uløseligt forbundet. Det bør man tænke på i dagens Danmark, hvor engelsk i stor udstrækning fortrænger dansk og er ved at blive det fine sprog, som tysk var før i tiden. Derfor skal vi værne om det danske sprog.

 

Arne Sloth Kristoffersen er skribent og foredragsholder. www.arnesk.dk 

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…