Syrien: Vesten valg mellem pest eller kolera

Damascus, flickr

FN’s generalsekretær har inbudt parterne i den syriske borgerkrig, stormagterne og andre repræsentanter for det internationale samfund til at mødes den 22. januar i Montreux i Schweiz. formålet er, at de skal finde en løsning på borgerkrigen i Syrien. Det er en konflikt, der indtil nu har kostet over 120.000 menneskeliv og skabt en mange millioner stor flygtningestrøm.

 

Mødet er en opfølgning på den første Genève-konference om Syrien den 30. juni 2012. At der er gået 1½ år, inden et nyt forsøg har kunnet gøres på at bilægge borgerkrigen skyldes de mange uoverensstemmelser mellem konfliktens parter. Der er derfor desværre ingen grund til at nære større forventninger om, at Montreux-konferencen vil bringe en fredelig løsning nærmere.

 

Kampen mod de stærke Al-Qaeda grupper i Syrien og Iran 

I de senere måneder er det lykkedes Assad-regimet – med støtte fra Rusland, Iran og Hizbollah i Libanon – at konsolidere sin position nogenlunde på slagmarkerne, uden dog at være kommet en nedkæmpelse af de forskellige oppositionsgrupper nærmere.

 

I den forløbne uges tid har der været hårde kampe i det nordlige og nordøstlige Syrien.

 

Kampene foregår mellem al-Qaedagruppen ISIS (engelsk forkortelse for ”Den Islamiske Stat Irak og Storsyrien”) og Den Islamiske Front, som består af en række lokale jihadigrupper, der støttes af Saudi Arabien.

 

ISIS, som i sine rækker tæller mange udenlandske jihadister, kæmper for oprettelsen af en islamisk stat i hele området, der strækker sig fra Middelhavet ind i Irak.

 

De har indtil nu vundet et vist fodfæste i dele af Syrien og det vestlige Irak, hvor de i øjeblikket er i kamp med den irakiske hær.

 

Den irakiske hær har tilsyneladende haft held til at bringe ISIS noget i defensiven.

 

Den berygtede islamiske al-Nushra Front i Syrien, som hidtil har samarbejdet med ISIS, ser ud til at have holdt sig ude af sammenstødene, hvor Den Islamiske Front har tilføjet ISIS nogle alvorlige slag.

 

Med den samtidige fremfærd i Syrien og i Irak og med metoder, der har virket hårrejsende på lokalbefolkningen, ser ISIS ud til at have slået et større brød op, end det kan bage, både i Syrien og Irak.

Læs også
USA forlader Syrien og giver plads til farlige alliancer – men der er en forklaring på Trupms beslutning

 

Assad er styrket

De moderate, provestlige grupper i Den Frie Syriske Hær (politisk overbygning: Den Syriske Nationale Koalition) har i de forløbne måneder tabt betydeligt terræn til de islamiske grupper og til Assad-regimet, både militært og politisk.

 

Dette er selvsagt et stort problem for USA og de øvrige vestlige lande, der dermed ikke kan præsentere et nogenlunde acceptabelt og spiseligt modstykke til Assad.

 

Oppositionsgrupperne afviser hver for sig at sidde til bords i Montreux med repræsentanter for Assad og kræver, at han går af som led i en løsning. De er iøvrigt, som det er fremgået af begivenhederne på slagmarken, ikke i stand til eller indstillet på at opstille et samlet alternativ til styret.

 

Dermed styrker de yderligere Assad, som med udenlandsk støtte har kunnet udbygge sin militære position igennem de seneste måneder. Med de forskellige islamistiske gruppers fremgang kan han desuden gøre gældende, at kampen står mellem ham og terrorismen. Hans repræsentanter kan derfor møde op i Montreux med betydelig selvsikkerhed.

 

Iran og Saudi Arabien synes indstillet på at kæmpe videre til den sidste syrer i et opgør om dominansen i Mellemøsten og i fortsættelse af den næsten 14 århundreder gamle konflikt mellem sunni- og shiamuslimer.

 

Læs også
Ekspert med palæstinensisk baggrund: ”Den store indvandring risikerer at ende med en borgerkrig”

Konference dømt til fiasko

Alt i alt er det derfor tvivlsomt, hvor meget konference, der reelt bliver tale om i Montreux – og endnu mere tvivlsomt, hvor megen fred, der kommer ud af den. Med mindre der i de kommende måneder indtræffer store overraskelser på slagmarken, er der ingen udsigt til en snarlig løsning på borgerkrigen.

 

Mere og mere tyder på, at man i de vestlige hovedstæder før eller siden må bekvemme sig til at skulle vælge mellem to lidet appetitvækkende alternativer: Assad eller de lokale islamistiske grupper.

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…