Sådan styrker man bedst dansk kultur

Vodskov IF

Dansk Folkeparti og andre nationalkonservative kræfter er i disse år dybt engagerede i diskussioner om leverpostej og frikadeller, fordi de ønsker at beskytte den danske kultur.

 

Jeg forstår bekymringen. Og jeg er helt enig i, at det er forkert, når eksempelvis børnehaver eller skoler bandlyser leverpostejsmaden af hensyn til et religiøst mindretal.

 

Man skal nemlig ikke byde fremmede velkommen ved at udviske sin egen egenart. Man skal møde andre mennesker med et åbent sind, men det har intet at gøre med at rydde egen kultur af vejen i en misforstået hensyntagen til den person, man møder.

 

Politisk korrekthed breder sig

Det er i dag blevet sådan, at den politiske korrekthed har grebet om sig ude i de offentlige institutioner i det ganske land.

 

Dette kan vi i nogen grad takke centrum-venstre for, for det er her, den forkerte fortælling kommer fra – fortællingen om, at andre kulturer eller religioner (eksempelvis den muslimske) er mere skrøbelige eller mere autentiske end vores, og at disse kulturer derfor skal behandles som en særlig sjælden krystalart.

 

Med dette udgangspunkt er der ingen grænser for, hvilke kulturelle handlemåder eller etiske standarder, man kan file på, for at komme den anden i møde.

 

Ser vi eksempelvis på folkeskolen, så er denne godt i gang med at blive en svag afglans af sig selv. Politikere herinde på Borgen fortæller sig selv og hinanden, at folkeskolen er en vigtig kulturbærer, men samtidig jager de en skræk i livet på de, der bærer kulturen.

 

Derfor kan man se, at der, hvor kulturen er levende, der hvor historien fortælles videre – om litteraturen, sangskatten, den kristne kulturarv, det kulturelle møde og normerne, der hører dertil – er i de mange frie grundskoler.

 

Folkeskolen derimod er stille og roligt bliver rippet for de kulturelle landemærker, der kunne give børn og unge en forståelse af, hvad landet er rundet af, og hvilke værdier Danmark er bygget på.

 

Den kultur, som de nationalkonservative gerne vil styrke, lever altså ironisk nok bedst og stærkest der, hvor staten har mindst at skulle have sagt. Derfor bør vi give civilsamfundet mere plads og indskrænke den statslige regulering, hvis vi vil dansk kultur det bedste.

Læs også
DR og TV2 fortier en af de vigtigste afsløringer i lang tid: Integrationen af indvandrere fungerer overhovedet ikke

 

Det betyder ikke, at politikerne ikke har et ansvar – det har vi. De rammer, politikerne sætter, får i høj grad betydning for, hvad der sker ude i civilsamfundet.

 

Men dansk kultur er en fri og levende størrelse, som trives dårligt under stram statslig styring. Vi kan ikke sidde inde på Christiansborg og vedtage love om frikadeller og leverpostej. Nej, giv civilsamfundet plads – så vil den politiske korrekthed svækkes og kulturen vil ånde mere frit.

 

Merete Riisager, integrationsordfører, Liberal Alliance

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…