“Jeg tror ikke, at jeg kender en eneste humanist, som har et arbejde”

Collage

Uddannelses- og forskningsminister Sofie Carsten Nielsen har i en kronik i Politiken oplyst, at hun fra næste år vil begrænse optaget på de universitetsstudier, der igennem mange år har ført til stor arbejdsløshed.

 

Begrænsningen vil være på ca. 6 % af det samlede optag på universiteterne. Til gengæld kan der lukkes tilsvarende flere ind på andre studier med bedre jobmuligheder.

 

Umiddelbart skulle man ikke tro, at nogen kunne være uenige i det tiltag, men siden kronikken blev offentliggjort, har kritikken haglet ned over ministerens hoved.

 

Forsatte optag trods tårnhøj arbejdsløshed

Af en statistik fra Uddannelses- og Forskningsministeriet fremgår det ellers, at universiteterne i mange år har optaget flere og flere studerende inden for fagområder, hvor man vidste, at arbejdsløsheden var allerede var tårnhøj og stigende! Statistikken dokumenterer en uddannelsespolitisk skandale, men alligevel har universitetsledelserne kun reageret afvisende og tøsefornærmet på ministerens indgreb.

 

Af statistikken kan man læse, at arbejdsløsheden for nyuddannede humanistiske kandidater inden for de ”æstetiske fag” (kunsthistorie, musikvidenskab etc.) er steget fra 17 % i 2007 til 29 % i 2011 (når ledigheden først måles 4.-7. kvartal efter afsluttet uddannelse).

 

Ikke desto mindre er optaget på disse uddannelser øget fra 705 i 2009 til 960 i 2013. Tilsvarende tal findes i statistikken for mange andre uddannelsesgrupper. En af de unge kandidater, som stadig ikke har fundet et job, udtaler til TV2: ”Jeg tror ikke, at jeg kender en eneste humanist, som er i arbejde.”

 

På denne baggrund kunne man måske tro, at universitetsledelserne sad med røde ører. Det gør de også, men det er kun af harme over, at de ikke kan bestemme selv. ”Jeg tror nok, at vi som sektor ville have haft en bedre fornemmelse af, hvad der er brug for,” udtaler rektor for Københavns Universitet, Ralf Hemmingsen til Politiken som kommentar til Sofie Carsten Nielsens initiativ. Virkeligheden har desværre vist det modsatte. Sektoren har i hvert fald ikke reageret klart på de katastrofale arbejdsløshedstal, selvom de har været kendt i årevis.

 

Ifølge Ralf Hemmingsen var de otte universiteter dog lige netop nu blevet enige om at skære 1.000 studiepladser (i stedet for de 2.400 som ministeren har foreslået), og det syntes universiteterne måtte være rigeligt. ”Med indgrebet har regeringen valgt forhammeren,” udtaler Ralf Hemmingsen.

 

Det handler både om pladser og om kvalitet

Formanden for Kvalitetsudvalget, Jørgen Søndergaard, som undersøger kvalitet og relevans i de videregående uddannelser, mener derimod, at universiteterne bør skære mindst 10.000 studiepladser væk, hvis man skal undgå at uddanne kandidater inden for fagområder med meget høj arbejdsløshed.

 

Sofie Carsten Nielsen indleder sin kronik med regeringens sædvanlige uddannelsespolitiske mantra: ”De børn og unge, der nu er på vej gennem vores skole- og uddannelsessystem, skal være den bedst uddannede generation i danmarkshistorien”. Det tog er desværre kørt for lang tid siden, men ministeren venter stadig på perronen.

 

Biskop Kjeld Holm konstaterer i Politiken: ”Problemet er, at ministeren kun forholder sig til symptomerne på et problem, der er langt mere dybtgående og alvorligt, end hun vil vide af. For problemet begynder et andet sted, nemlig uddannelsernes manglende kvalitet.”

 

Jobmuligheder er ikke kun bestemt af valg af fagområde, men hænger også sammen med kvaliteten af uddannelsen. Hvis de studerende i løbet af uddannelsen kan tilegne sig nogle generelle kompetencer på højt niveau, vil de ofte kunne få arbejde inden for tilgrænsende fagområder. Desværre lader universiteterne til at være lige så fodslæbende, når det drejer sig om at forbedre det faglige niveau, som de har været med at reducere optaget på de brødløse fag.

 

Fuldstændigt frit valg er ikke muligt

Man kan ikke forudsige præcist, hvilke fag der er brug for om 10 år, men hvis man ikke forsøger, vil det jo bare være overladt til tilfældighederne – eller rettere til de 18-20 åriges studievalg – at afgøre, hvilke kompetencer Danmarks fremtid skal bygge på. Det er tvivlsomt, om netop den aldersgruppe vil prioritere rigtigt.

 

En ung studerende udtaler således til Politiken: ”Jeg synes ikke, at alt skal handle om arbejde. Det skal handle om at have det sjovt og om at lave noget, man kan lide. Så skal resten nok komme.”

 

Det sidste er måske rigtigt nok, men det forudsætter bare, at der er nogle andre, som både kan og vil betale. Det udelukker frit valg i vores uddannelsessystem.

Del på Facebook