Danmark har desperat brug for en vækstpolitik

Et år er afsluttet, og vi har taget hul på et nyt. Et nyt år hvor regeringen forhåbentligt vil åbne øjnene og løfte sløret for konkrete initiativer, som skal forbedre vilkårene for de danske virksomheder, og et 2014 hvor regeringen igen giver det parlamentariske grundlag Enhedslisten den kolde skulder.

 

Nytårstale uden virksomheder

Traditionen tro startede året med statsministerens årlige nytårstale fra Christiansborg. Nytårstalen var dog noget af en fuser, som mest af alt var ideforladt, ukonkret og efterlader mange spørgsmål, som må blafre i vinden lidt endnu.

 

For hvad er det helt konkret, der skal sikre nattesøvnen for metalarbejderen på Aalborg Portland, hjælpe gartnerimedarbejderen på de pressede danske gartnerier og sikre jobbene på alle de andre danske virksomheder landet over, som år efter år lider under dårligere konkurrencevilkår end tilsvarende virksomheder i vores nabolande?

 

De ansatte og virksomhederne må fortsat leve i uvished uden konkrete løsninger fra en passiv regering, hvis interesse burde være at beskytte og forbedre vilkårene for de danske virksomheder, som er under pres.

 

Konkurrenceevnen har det skidt

Danmark taber fortsat konkurrenceevne i forhold til vores nabolande. Det har været tendensen, som er gået igen år efter år under S-SF-R regeringen. Her mener jeg altså ikke dårligere konkurrenceevne end lande som Ukraine og Polen.

 

Nej – Danmarks konkurrenceevne også er i frit fald i forhold til lande, som vi normalt sammenligner og måler os med. Både Norge, Sverige, Finland, Holland, Storbritannien og Tyskland er mere attraktive at investere i end Danmark, og det gør ganske enkelt, at private arbejdspladser som udgangspunkt har sværere i Danmark.

 

Incitamentet til at investere i Danmark i forhold til skattetrykket lider også. Ud af 148 lande indtager Danmark en tvivlsom 112. plads på den liste. En placering som Danmark på ingen måde kan være tjent med, og som vi skal arbejde hen imod at forbedre. Jeg håber, regeringen vågner op i 2014, og ikke fortsat lukker øjnene for de danske virksomheders problemer og udfordringer.

 

Bedre vilkår

Deres vilkår skal forbedres, så vi kan holde fast i og tiltrække arbejdspladserne. Det faktum, at statsministeren brugte mere tid på at tale om, hvad hun har gjort, end på hvad hun fremadrettet vil gøre i sin nytårstale, tyder dog på, at det ikke er noget, som ligger regeringen særligt på sinde.

 

I denne uge får statsministeren første chance i 2014 for at fremlægge de løsninger, som skal hjælpe de danske virksomheder, når hun stiller op til statsministerens spørgetime. Indtil videre er der ikke kommet meget ud af spørgetimen end ikke-svar og udenomssnak. Forhåbentlig vil også det ændre sig i det nye år.

Læs også
Nye Borgerlige er klar til at lade Løkke falde, hvis han siger nej til tre ufravigelige krav

 

Fatma Øktem er MF, Venstre

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…