Kataloniens regeringschef udskriver folkeafstemning om uafhængighed

Foto: Colourbox

I Katalonien hersker lovløse tilstande på grund af den regionale regerings opførsel, der medfører grov chikane mod pro-spanske afvigere, mens afstemningen i Skotland foregik under lovlige tilstande.

 

Er Katalonien – Cataluña på spansk, Catalunya på catalansk – en nation, der undertrykkes af en spansk besættelsesmagt og nu kæmper for sin uafhængighed? Spørgsmålet har været på den politiske dagsorden i flere omgange – både før og efter Francos diktatur, der blev afviklet i 1976. Nu forsøger den katalanske regering at arrangere folkeafstemning om brud med Spanien.


Sprogforskellen blev gjort til en vigtig faktor
I Skotlands afstemning var sproget ikke et stridsspørgsmål, og gennem de sidste 250 år har skotsk identitet været kombineret med et stærkt bånd til en fælles britisk nationalitet. Derfor stemte flertallet “nej” til løsrivelse.

 

Katalansk separatisme er anderledes. Her har forskellen mellem spansk og katalansk fået stor betydning. De to sprog er i familie – som dansk og svensk. Forskellen bruges som et vigtigt argument for uafhængighed. “Katalonien er ikke Spanien” hedder det i den nationalistiske propaganda.

 

Nationalitet og suverænitet
Skotland var i århundreder en suveræn nation, som ofte var i krig med England. Men i 1603 blev de to nationer forenet under den skotske kong James (Jakob) af dynastiet Stuart. Denne personalunion blev i 1707 afløst af en administrativ sammenslutning, der bl.a. resulterede i, at skotternes valgte forsamling blev afskaffet. Fremover var skotter og englændere repræsenteret i et fælles britisk parlament i London.

 

I 1998 fik skotterne deres eget parlament genoprettet i Edinburgh. Men total løsrivelse og suverænitet ønskede kun et mindretal af vælgerne.
Der findes flere paralleller mellem skotsk og katalansk identitet og historie, men også store forskelle.

 

Regionalt selvstyre

Som nævnt er sprogstriden en vigtig faktor for den katalanske uafhængighedsbevægelse. Katalonien og 16 andre regioner har udstrakt selvstyre i henhold til den grundlov, der blev vedtaget af det spanske demokrati i 1978. Her fastslåes det, at landet er en enhedsstat med delegering af myndighed til regionerne – ikke en føderation (forbundsstat som USA eller Tyskland).

 

Efterfølgende blev dette princip udmøntet i lovgivning om den såkaldte “devolución”, som var tilbagegivelse af en stribe beføjelser. Franco-tidens stramme centralisme blev afskaffet, og regionerne fik egne valgte forsamlinger, mens hele Spaniens befolkning stemmer til ét fælles parlament, las Cortes i Madrid. Bl.a. indførtes en bestemmelse om visse regioners “faktiske særpræg” (hecho difencial) vedr. kultur og sprog.

 

Katalansk er ligeberettiget med spansk i undervisning, retspleje og kommunikation mellem myndigheder og befolkning. Alle spaniere har ifølge loven pligt og ret til at benytte og lære spansk . Men desuden betyder det “faktiske særpræg”, at de regionale sprog ligestilles med spansk i Galicien, Baskerlandet, Katalonien, Balearerne og Valencia.

 

Er Spanien en nation? Er Katalonien?

Det spanske sprog kaldes også “castellano” – kastiliansk. I moderne tid knytter separatister i Baskerlandet og Katalonien denne betegnelse sammen med det historiske landskab Kastilien – og antyder dermed en national modsætning til deres egne regioner. Det samme er tilfældet med ordet “estado español” (den spanske statsdannelse), der propagandistisk sættes i stedet for “Spanien”.

 

Hvad er en nation? Er Spanien en nation? Er Katalonien? Disse spørgsmål besvares forskelligt alt efter politisk orientering, og her kommer historieskrivningen ind i billedet.

 

Hvert år fejrer katalanske separatister den 11. september som en højtid til minde om faldne krigere – “la diada”. Det er en slags “Dybbøldag” men med jubel, flag, festtaler og gadeoptog. Begivenheden ligner kun til en vis grad højtideligholdelsen af Danmarks nederlag overfor tyskerne i 1864.

Arvefølgekrig

Læs også
Vi får at vide, at den muslimske kultur var en berigelse af Spanien – men sandheden er en ganske anden

Fra 1701 til 1714 blev Spanien hærget af en arvefølgekrig mellem to dynastier: Habsburgerne, “Casa de Austria” (den østrigske kongeslægt) mod de franske Bourboner. Det var en europæisk storkrig. Hollandske og britiske soldater kæmpede mod franske – på hver sin side i et blodigt spansk opgør.
I denne kamp besluttede de katalanske ledere – efter nogen tøven – at stille sig på den anti-franske side, som ville indsætte den østrigske hertug Karl som spansk konge og fordrive Bourbon-prinsen Filip. De blev støttet af Barcelonas befolkning, som kastede sten efter de franske soldater og kaldte dem “grisebondeknolde” (gabachos de cerda).

 

Hollandske og engelske krigsskibe blandede sig i kampen, og de franske styrker blev smidt ud. Men krigen fortsatte andre steder. Efter en årrække medførte en stribe dødsfald i det franske, det østrigske og det britiske kongehus, at sagen om arvefølgen i Spanien stillede sig anderledes end i krigens begyndelse. I 1713 blev de stridende parter – men uden spanierne – enige om at slutte freden i Utrecht. Filip af Bourbon blev anerkendt som Spaniens konge mod at give afkald på den franske trone.

 

Politiseret historieskrivning

Kataloniens ledere afviste denne fredsslutning og fortsatte kampen på egen hånd – omend med støtte fra andre dele af Spanien. Kong Filip – med massiv militær bistand fra Frankrig – havde nu fået ryggen fri og kunne koncentrere styrker til at knuse Barcelona. Byen blev omringet og måtte overgive sig efter mere end et års belejring.

 

Historieskrivning benyttes ofte som middel i et politisk og polemisk opgør, og dette er også tilfældet i Katalonin. Her kan følgende spørgsmål stilles: Hvordan kan et alvorligt nederlag, påført af en udenlandsk hær, fejres og bruges til at skabe en ideologi og en separat national identitet? Hvilken “befrielse” kæmpede Barcelonas befolkning for under arvefølgekrigen, og hvad blev konsekvensen af nederlaget i 1714?

 

Middelalderligt selvstyre blev afskaffet

Det fremgår af kilderne, at Kataloniens adel og borgerskab kæmpede for at bevare gamle privilegier, som var en art førmoderne selvstyre. De love, kongen fremsatte, blev først gyldige, når de blev godkendt af regionale parlamenter. I øvrigt gav privilegierne herremanden hals- og håndsret over fæstebønderne.

 

I begyndelsen af krigen lovede Filip af Bourbon at respektere denne ordning. Men som nævnt skiftede billedet, da de katalanske ledere, som havde støttet den østrigske Karl, tabte kampen.

Læs også
Nu er der igen politisk uro i Spanien. Valg den 28. april 2019

 

En national befrielseskamp var der ikke tale om. Men nutidens separatister interesserer sig ikke for kildegrundlaget. Deres “historie” er fiktion, og det står fast, at Katalonien aldrig har været en nationalstat.

 

Handelsinteresser

Efter nederlaget i 1714 indførte Filip en enevældig, centraliseret styreform som kopi af den franske model. Middelalderens opdeling af Spanien i flere kongedømmer under samme monark blev afskaffet, og lovgivningen blev ens for hele Spanien (med undtagelse af de baskiske provinser). Til gengæld blev det tilladt Barcelonas købmænd at handle på de enorme besiddelser i Amerika.

 

Efter opdagelsen og erobringen af Amerika bevarede Habsburg-dynastiet det traditionelle skel i selve hovdlandet mellem Kastilien og de østlige middelhavsprovinser – “la Corona de Aragón”. Derfor havde kun kastilianske handelshuse, under kontrol af regeringen, adgang til de lukrative forretninger i imperiet.

 

Tidlig spansk identitet

I et halvt årtusinde – fra 1164 til 1707 – var Katalonien gennem kongens person forenet med naboregionerne Aragonien, Balearerne og Valencia og samtidig i personalunion med Kastilien.

 

Denne personalunion i en personalunion var endnu ikke en nation. Men en fælles spansk national identitet opstod i den langvarige kamp med muslimerne. Dette opgør kulminerede med Granadas erobring i 1492 – samme år som Colombus’ kom til Amerika.

 

Læs også
Spaniens socialister sætter turbo på ulovlig indvandring

Mens erobringen af disse oversøiske områder fandt sted, overtog de spanske konger desuden Nederlandene, det halve af Italien plus adskillige andre besiddelser – sædvanligvis i hårde kampe med Frankrig. I 1500-tallet var Spanien en supermagt. Karl d. 5 (1500-1558) var konge og kejser over et globalt imperium. Han kaldte sig “Kristi sværd”, og spansk stolthed kendte ingen grænser!

 

Sprogfællesskab

Også på religionens og “finkulturens” område kan en fælles spansk identitet påvises. Omkring år 1450 begyndte Johann Gutenberg i den tyske by Mainz at fremstille bøger med trykketeknikken. Ca. 25 år senere blev metoden også praktiseret i Spanien i form af bl.a. en bibeloversættelse, der blev udgivet i Valencia i det forenede Aragonien-Katalonien. Teksten var spansk – “castellano”.

 

Efterfølgende blev netop dette sprog fremherskende i både Barcelona, Baskerlandet og de amerikanske besiddelser, og spansk er i dag et verdenssprog nummer tre – efter mandarinkinesisk og engelsk. Men de regionale sprog blev og bliver stadig talt i både Barcelona, Bilbao, La Paz og Ciudad México (de to sidste lokaliteter henholdsvis quechua, aymara og nahuatl).

 

Til sprogfællesskabet kom en fanatisk  regeringsindsats for at ensrette religionen, og katolicismen blev en vigtig del af en kollektiv identitet. I moderne tid blev en stærk modsætning mellem kirken og dens modstandere politisk sprængstof, der eksploderede i borgerkrigen fra 1936 til 1939 – sammen med separatistoprør i Baskerlandet og Katalonien.

 

Det lille fædreland mister betydning

National identitet var og er en broget sag – især i de sydeuropæiske lande. Frem til 1960’erne var den lokale tilknytning stærk blandt spanierne. Den var loyalitet overfor “det lille fædreland” (patria chica). Den var især stærk, da store befolkningsgrupper i 1800-tallet kom i strid med myndighederne i Madrid. Spanien har haft mange borgerkrige gennem tiden!

 

Læs også
Video: Søndag løb en ny strøm af migranter ind over Spaniens kyst

Lokalpatriotismen findes stadig, men den svækkes på grund af affolkningen i landdistrikterne, uddannelsessystemet, demokratiet og medierne.

 

Regionsregeringen bryder loven
I stedet forstærker politikere og ideologer en regional identitet og politiserer den i både Galicien, Baskerlandet og Katalonien. Det gør de med afsæt i den lovsikrede “devolución”. Men det katalanske selvstyre går videre og overtræder loven om balance mellem spansk og katalansk i skoler og på universiteter.

 

Der været tilfælde, hvor elevernes lovsikrede frihed tilsidesættes ved at nægte dem at vælge spansk i opgaveskrivning og eksamen. Når de klager til en domstol, sender denne en påmindelse til den pågældende institutions ledelse, og det indskærpes, at alle må vælge det sprog, de selv ønsker.

 

Regeringen – “la Generalitat” – har beordret skolerne til at underprioritere spansk i den elementære sprogundervisning. Dette sker helt åbent og kaldes “sproglig nedsænkning” (inmersión). Begrundelsen er, at børn og unge ikke behersker katalansk i tilstrækkeligt omfang.

 

Når denne ulovlighed påtales, griber separatisterne til usandheder. De henviser til en Pisa-undersøgelse og hævder, at det ikke er nødvendigt at opprioritere spansk, fordi elevernes kundskaber i dette sprog er på højde med jævnaldrende i resten af Spanien.

 

Herimod fremfører den pro-spanske side, at elevernes spanskkundskab er for svagt, og at PISA-undersøgelsen ikke bringer nogen sammenligning, men kun har tal fra Katalonien (spanskkyndige læsere kan få mere information på:http://mitosnacionalismocatalan.blogspot.dk/p/la-inmersion-linguistica-como.html).

 

Over flere årtier har den sproglige “nedsænkning” skabt en dyb kløft mellem børn fra separatistiske hjem og dem, hvis forældre fastholder en spansk tilknytning og identitet. Resultatet er mobning og utallige former for chikane mod personer, der vil forblive i Spanien.

 

Læs også
Spanien er masseindvandringens nye indgangsport til Europa

Pro-spansk opposition

Et stort flertal af de syv millioner katalanere bor tæt på Middelhavskysten, og her er der et udbredt ønske om at forblive i Spanien. Det bjergrige bagland er derimod tyndt befolket. Her er det sandsynligt, at en afstemning vil vise flertal af selvstændighedstilhængere, og her benytter CiU og ligesindede en administrativ ordning til at opnå en ekstra fordel i valgkampe.

 

Spaniens forvaltningssystem har tre niveauer under regionerne: provinser, kommuner og i landdistrikterne “egne”, comarcas. Katalonien har 41 comarcas, der stort set svarer til middelalderens grevskaber. En comarca ledes af et råd, hvis medlemmer ikke vælges, men udpeges af kommunernes bestyrelser, der sædvanligvis har flertal af separatister. Som nævnt er der ikke så mange vælgere i disse comarcas, men de udpegede råd påvirker dem massivt med anti-spansk propaganda

 

Den pro-spanske opposition prøver at modvirke separatismen ved at organisere sig på “græsrodsniveau” i de større byer langs kysten og ved parlamentarisk aktivitet. Det gælder først og fremmest partiet “Ciudadanos” (spansk) eller “Ciutadans” (katalansk). Navnet betyder borgere. Partiet står relativt stærkt i det forhenværende industriområde Baix Llobregat vest for Barcelona.

 

Carina Mejías, partiets forkvinde og talsperson i regionalparlamentet, kommenterede resultatet af skotternes afstemning og henviste til deres konsekvente overholdelse af loven som et eksempel til efterfølgelse.

 

Økonomiens udsigter spiller ind
Vil selvstændighedspartierne opnå flertal ved en folkeafstemning, og hvad vil der så ske med Katalonien i en situation, hvor både EU og de regionale abejdsgivere afviser planen om uafhængighed? Sidstnævnte fremhæver, at økonomien vil blive alvorligt forringet, hvis separatisterne vinder.

 

I årevis har der været en hidsig polemik om Kataloniens økonomi. Er status som en del af Spanien en underskudsforretning for katalanerne – eller er det omvendte tilfældet? Regionen har det højeste velstandsniveau i Spanien, hvilket måske har opmuntret de regionale myndigheder til at tage enorme lån. Noget lignende gælder andre selvstyreregeringer. Alle steder er der røde tal på bundlinjen, og dramatiske nedskæringer har fundet sted de senere år. Men det står fast, at Katalonien modtager det største beløb fra en fælles kassekreditfond, der fungerer som bagstopper, når regionerne løber tør for penge.

 

Har separatisterne ventet i 700 år?

Bliver en katalansk folkeafstemning om løsrivelse arrangeret?

 

Den 17. september – et par dage efter den skotske nej-sides sejr – vedtog Kataloniens parlament, at der kan organiseres folkeafstemning om løsrivelse fra Spanien.

 

Også dette er ulovligt ifølge Spaniens grundlov. Men Artur Mas, leder af det største uafhængighedsparti CiU (Enighed og Union) og “højtæret præsident” (molt honrat) for regionalregeringen udskrev folkeafstemning lørdag d. 27. september. Han hævder at Kataloniens selvstændighed er et politisk og ikke et juridisk spørgsmål. Planen er, at en folkeafstemning for eller imod selvstændighed skal finde sted d. 9. november og Mas erklærede: “I 700 år har vi ventet på selvstændighed!”

 

Igen forfalsker separatisterne historien. Kataloniens forening med Aragonien i personalunion i år 1137 fandt ikke sted med krig eller tvang, men ved en politisk overenskomst mellem ligeværdige parter. Kongen i sidstnævnte rige udpegede sin kommende svigersøn Ramón Berenguer, greve af Barcelona, til fyrste af begge områder. Senere erobrede dette katolske dobbeltrige Mallorca og Valencia fra muslimerne (henholdsvis 1231 og 1238).

 

Næste fusion fandt sted i 1569, da to royale teenagere blev gift: Isabel af Kastilien og Fernando af Aragonien-Katalonien. Begivenheden medførte krig i Kastilien, men ikke i Katalonien.

 

Mas og Rajoy spiller “chicken”¨

Hvordan vil Spaniens statsminister Mariano Rajoy (fra det konservative PP, “Folkepartiet”) imødegå denne første fase af et katalansk oprør? Vil han gribe ind med forbud og sætte magt bag ordene?

 

I fodboldens verden mødes rivalerne FC Barcelona med Real Madrid. En anden metafor kan anvendes om denne strid: Opgøret ligner amerikanske teenagerdrenges duel, hvor to biler kører mod hinanden – “chicken”. Hvem drejer først til side for den anden?

 

Rajoys første reaktion 

Nyheden om Mas’ beslutning kom ikke bag på Rajoy, der var på statsbesøg i Kina. Hans første kommentar ved en pressekonference i Beijing i lørdags var, at løsrivelse aldrig kommer til at finde sted: “Jeg kan ikke forestille mig, at Mas vil overtræde loven!” Derpå kom en advarsel: “Mas troede, at vi ville vige, men han har selv bragt sig i uføre”.

 

Han tilføjede to kinesiske ordsprog, der ligner en kattelem til Mas: “Den dør, der er låst bedst, kan bedst holdes åben” og “det er bedre at gå tilbage end at fare vild”.

 

Regeringen i Madrid følger naturligvis opmærksomt med i separatisternes manøvrer. Allerede om fredagen – dagen før Arturo Mas’ udspil – traf den beslutning om første fase af et åbent opgør. Vicestatsminister Soraya Sáenz de Santamaría meddelte medierne, at “alt er beregnet, og når Mas spiller ud, handler vi med omhu og uden tøven!”

 

En sag for domstolene

Som nævnt mener Mas, at striden om uafhængighed er politisk og ikke juridisk. Men foreløbig er det Madridregeringens plan at styre processen som en sag for domstolene.

 

En radikal forholdsregel ville være at ophæve Kataloniens selvstyre. Men dette er et kort, som først spilles ud efter en afgørelse i Forfatningsdomstolen. Herfra afventer vicestatsministeren en hurtig kendelse, der gør beslutningen om folkeafstemning til en straffesag. Hun, Mas og alle andre implicerede ved, at i givet fald kan konsekvensen blive 50 års fængsel. Dette har han selvfølgelig overvejet. Vil han dreje fra inden

 

Rajoy er for tæt på, vil han fortsætte endnu et stykke fremad eller følge kinesisk visdom i sidste øjeblik – og sætte i bakgear?

 

Vicestatsministerens indirekte og høflige trussel om at ophæve katalansk selvstyre i en senere fase vil medføre, at politiet, skoler og andre dele af administrationen kommer til modtage ordrer direkte fra Madrid. Hvis dette sker, kan Mas vælge mellem at blive en patriotisk martyr eller smide håndklædet i ringen.

 

Hans kritikere anklager ham for at nære hensigt om at gå over i historien som “befrier” af en undertrykt nation.

 

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…