Skatteministeren taler tågesnak om grundskyld og ejendomsvurderinger

Arkiv

Grundskyld var emnet i Bag Borgen den 11. september. Anledning var et nyt vurderingssystem, som blev præsenteret samme dag.

 

Desværre viser det sig, at heller ikke forslaget til et nyt system kan rydde alle SKATs fejlbehæftede grundvurderinger af vejen. Det er skidt. For der er rigtig mange, der er ved at blive presset ud af deres hus på grund af SKATs vilde og overvurderede grundvurderinger.

 

Emnet er vigtigt for rigtig mange mennesker – særligt i hovedstadsområdet, hvor den gennemsnitlige stigning i grundværdierne siden 2009 er på 49 procent. Derfor var det godt, at den nye skatteminister, Benny Engelbrecht, var med i programmet. Men glæden varede kun kort. For efter programmet og en masse tågesnak, stod det klart for mig, at skatteministeren ikke har tænkt sig at hjælpe boligejerne med de stadigt stigende grundværdier.

 

Kig til Øresund

I programmet fik skatteministeren besøg af Per Bo fra Helsingør. Per Bo kan fortælle en historie, som jeg har hørt fra mange borgere. Per Bo er pensionist og bor med sin kone i et ganske almindeligt hus.

 

Jeg kender godt den vej, som Per Bo bor på. Per Bo har kig til Øresund, men samtidig kører Kystbanen lige i baghaven. SKAT har vurderet Per Bos grund meget højt – dobbelt så høj kvadratmeterpris som på den modsatte side af vejen. Per Bo kan ikke forstå SKATs meget høje vurdering, som faktisk er ved at drive Per Bo og hans kone ud af det hjem, de har boet i siden 1982.

 

Nå, men hvad fik Per Bo så ud af sit besøg hos ministeren? Jo, ministeren lovede at arbejde for et system, så Per Bo bedre kan forstå SKATs tårnhøje og stigende vurdering. Desværre hjælper det ikke Per Bo og kone til at blive boende i deres hus. Faktisk er problemet dobbelt, da Per Bo sagde til ministeren, at handelsprisen på huset faldt pga. SKATs stigende vurderinger.

 

Fastfrys grundvurderingerne

I anden del af programmet går det helt galt for den nye skatteminister. Med udgangspunkt i Per Bos case og en række tal skal han debattere med skatteordfører Brian Mikkelsen fra Det Konservative Folkeparti.

 

Budskabet fra Brian Mikkelsen er meget klart – fastfrys grundvurderingerne, så SKATs stigende vurderinger kan stoppes. Men her begynder skatteministeren at skyde aben over på kommunerne. Ministeren fortæller, at når kommunerne har mulighed for at regulere på grundskylden, så er det jo en beslutning man træffer derude. Og helt galt går det, da han siger: ”Det er ikke mig som skatteminister, der bestemmer, hvad man gør i de enkelte kommuner i forhold til grundskylden.”.

 

Undskyld mig, har ministeren overhovedet forstået mekanismen? SKATs høje og stigende vurderinger betyder, at borgerne betaler mere og mere i grundskyld. Faktisk vil det betyde, at regeringen vil lade grundskylden stige fra 27 mia. kr. til 36 mia. kr. i 2020. Kommunerne får ikke lov til at beholde stigningen – den snupper regeringen ved at sænke bloktilskuddet til kommunerne tilsvarende.

 

Læs også
Lars Løkke Rasmussen og danaidernes kar

Dyrt for borgerne

I Helsingør Kommune har vi lige indgået en budgetaftale, hvor vi har aftalt at sænke grundskyldspromillen med 1,52 promille, så den lander på 29,3 promille. Men vi skal lade den falde endnu mere, hvis vi skal dæmme op for SKATs stigende vurderinger gennem årene. Desværre har vi ikke råd til at sænke den yderligere lige nu, da skatteministerens regering har taget pengene.

 

Da ministeren begynder at blande ejendomsværdistigninger ind i billedet, så tænker man om ministeren overhoved forstår systemet? Senere klandrer han Brian Mikkelsen for kun at ville gøre noget for sine naboer, trods Mikkelsen kun har talt om boligejere i Århus og Roskilde.

 

Og i samme åndedræt gør ministeren det til en Øst-Vestdanmark konflikt ved at beskylde Brian Mikkelsen for at være ligeglad med de jyder, der har betalt for meget i grundskyld på grund af SKATs vurderinger.

 

I Politiken den 15. september gentager ministeren sit jydeargument. Der skal ikke ske en opbremsning i grundskylden, da det vil gavne boligejerne i hovedstaden mere end boligejerne i Jylland. Det er et absurd argument – for det er i hovedstaden man har oplevet (og stadig oplever) eksplosive stigninger i grundværdierne. Og enkel matematik fortæller, at når det gælder grundskylden, så beskattes boligejerne i hovedstaden dermed langt hårdere end andre steder i landet.

 

Har ikke styr på sagen

Hvor er det trist med en minister, der roder rundt i grundskylden og tilmed giver kommunerne skylden for problemerne, på trods af, at det er SKATs vurderinger, der er ved at drive ganske almindelige danskere ud af deres bolig.  Sidst men ikke mindst, så glemmer ministeren, at han er minister for hele Danmark og ikke kun Jylland.

 

Læs også
Skattemoral og den fortsatte skandale om SKAT

Kom ind i kampen, minister. Drop tågesnakken og løs i stedet problemerne med SKATs fejlbehæftede vurderinger, der også er alt, alt for høje i hovedstadsområdet.

 

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…