På torsdag skal den ny skatteminister stå sin prøve i sagen om de grove fejl i ejendomsvurderingerne

Arkiv

Tænk bare på, hvor svært det er for deltagerne i DRs program Hammerslag at gætte, hvad et hus er solgt for.

 

Sådan forsvarede en af de mange tidligere skatteministre Holger K. Nielsen (SF), at skattevæsenet kræver for mange penge ind for danske boligejere.

 

Men nu er danskernes husholdningsbudgetter altså ikke en tv-leg.

 

Når deltagerne i Hammerslag gætter forkert, vinder de ikke den udloddede grill. Når skattevæsenet gætter forkert, koster det danske familier tusinder af kroner.

 

Og skattevæsenet gætter tit forkert.

 

Derfor kritiserede Rigsrevisionen også vurderingerne fra 2011 sønder og sammen – tre ud af fire parcelhuse var vurderet forkert. Desværre er forældede vurderinger og uforsigtige skøn en del af arbejdsrutinen i SKAT. Men det er for uholdbart, og jeg mener, at alle borgere kan kræve, at de ikke betaler for meget i skat.

 

Jovist, der er klagemuligheder, og hvis man har mod, tid og ressourcer til at tage den kamp op, kan man måske med tiden få skattevæsenet til at kigge på ens sag og vurdere ens ejendom igen.

 

Herfra skal der selvfølgelig lyde et ”Godt gået!” og et ”Held og lykke!”, men det er ikke rimeligt, at danskerne selv skal opdage en forkert vurdering og køre en sag på uretfærdigheden for at kunne beholde de penge, der retmæssigt er deres.

 

Den nye skatteminister har lovet at prioritere retssikkerheden. Og så har var han meget tæt på at tage sig et nyt mellemnavn, da han overtog ministerkontoret. Åbenhed, sagde han, at han ville hedde, hvis han skulle få brug for et mellemnavn. Benny ”Åbenhed” Engelbrecht klinger ganske flot.

 

Og det bliver interessant at høre ministeren fremlægge, præcist hvor godt den nye ejendomsvurderingssystem bliver. Jeg følger i hvert fald nøje med, også på torsdag hvor det ekspertudvalg, regeringen har nedsat, fremlægger deres rapport om emnet.

 

Læs også
Lars Løkke Rasmussen og danaidernes kar

Staten har ingen ret til at kradse penge ind på et løst grundlag, og det er mere end nødvendigt med bedre ejendomsvurderinger.

 

Det har regeringen heldigvis lovet, og nu må vi se, hvad dét løfte bliver til. Umiddelbart tror jeg, at regeringen godt kan skyde en hvid pil efter at vinde en grill fra DR. Og borgerne – de står i så fald stadig til skatte-hammerslag.

 

Brian Mikkelsen, gruppeformand og skatteordfører, Det Konservative Folkeparti

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…