Skandalesag, der involverer pædofili, har givet skæv start for tysk regering

Sebastian Edathy, Facebook

Da koalitionsforhandlingerne mellem partierne CDU/CSU og SPD kort før jul kunne afsluttes og ministrene var udnævnt, var smilene store og stemningen god. Nogle sagde ligefrem du til hinanden på tværs af partierne, og det er virkeligt noget, der betyder noget, i det på mange måder formelle land.

 

Tømmermændene oven på festen var dog ikke til at skjule. Adskillige politikere fra de borgerlige i CDU/CSU gik rundt med knyttede næver i jakkelommen i ærgrelse over at de mente at SPD havde fået alt for store indrømmelser i regeringsgrundlaget. Men det var kun ouverturen til det, der skulle sende rystelser gennem “den store koalition”: den såkaldte Edathy-affære.

 

Pædofiliring

Det er den socialdemokratiske politiker Sebastian Edathy, der lægger navn til skandalen. Medlem af Forbundsdagen i 15 år og en fremtrædende kritiker af politi og myndigheder i en anden skandale, hvor en nynazistisk gruppe myrdede 9 indvandrere og 1 politibetjent.

 

I 2010 indleder det canadiske kriminalpoliti en undersøgelse af en verdensomspændende pædofiliring med base i Toronto. Et firma sælger billeder af nøgne drenge, der måske kan føre til domfældelse for pædofili. Det tyske kriminalpoliti får over 800 tyske kunder udleveret fra de canadiske myndigheder, herunder navnet Edathy.

 

I oktober 2013 informerer forbundskriminalpolitiet daværende indenrigsminister Hans Peter Friedrich (CDU) om, at der er begrundet mistanke om, at Edathy er indblandet i mulige kriminelle forhold. Politiet forholder sig helt korrekt ved at informere ministeren, da der er tale om politisk følsomme sager. De meddeler samtidigt at sagen måske ligger i en gråzone der ikke kan føre til domfældelse.

 

Stående på to våde stykker håndsæbe

På dette tidspunkt er man midt i regeringsforhandlingerne mellem de borgerlige og socialdemokraterne, og Friedrich beslutter sig for at informere socialdemokraternes formand Sigmar Gabriel. Friedrich er i et stort dilemma. Røber han sin fortrolige viden, begår han lovbrud. Undlader han at informere SPD, og får Edathy en fremtrædende plads i den brede regering, kan det forgifte klimaet hvis det bliver opdaget, at Friedrich havde insiderviden om den socialdemokratiske politiker.

 

Som formanden for det indenrigspolitiske udvalg, Wolfgang Bosbach, udtrykte det: “Hans Peter Friedrich stod på 2 våde stykker håndsæbe. Uanset hvad han gjorde ville han falde på halen”.

 

Kunne ikke holde tæt

Oplysningerne, som Gabriel havde fået, var naturligvis givet i fortrolighed. Men han kunne selvfølgelig ikke holde tæt. Gabriel delte oplysningerne med den nuværende udenrigsminister Frank-Walter Steinmaier og gruppeformand Thomas Oppermann. Oppermann greb telefonen og ringede til præsidenten for forbundskriminalpolitiet og forespurgte om sagen.

 

Eftersom Oppermann er jurist, burde han vide, at det tenderer politisk indblanding i politiets suværenitet. Politipræsident Ziercke besvarede ikke spørgsmålet og sørgede for at få lukket samtalen så hurtigt som muligt. Det tog Oppermann som tegn på, at der var noget om historien.

Læs også
Tyskland: En “latent følelse af utryghed”

 

Skæbnens ironi

Dagen før Edathys parlamentariske imunitet skulle ophæves, meddelte han, at han nedlagde sit mandat i Forbundsdagen. Hvem havde givet ham informationer? Senere fortalte Edathy at hans computer var blevet stjålet på en togrejse.

 

I fredags måtte landbrugsminister og tidligere indenrigsminister Hans Peter Friedrich træde tilbage. I disse dage arbejdes der på højtryk i indenrigsudvalget for at få rede på, hvad der er op og ned i denne spegede sag.

 

Om det lykkes at genskabe tilliden i regeringen er et åbent spørgsmål. CDU/CSU føler de måtte give et bondeoffer med Friedrichs afgang. Det er skæbnens ironi at han forsøgte at få den nye regering godt fra start. Og så endte det med at gå helt galt, så samarbejdet blev belastet, næsten før det kom i gang.

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…