Det var noget af en chokmåling, Helle Thorning fik sig i går. Vælgere blev spurgt, om de anser hende for socialdemokratisk eller borgerlig i sine grundholdninger.
36 procent betragter hende som borgerlig. Kun 29 procent ser hende som socialdemokratisk! 30 procent svarer hverken-eller. (Megafon/TV2 og Politiken)
Målingen fik Thorning til at opregne argumenter for, at hun fører god socialdemokratisk politik. Men hun ligger, som hun har redt.
Uanset hvad man opfatter som socialdemokratisk, så står én ting nemlig fast: Thorning-regeringen har ført en økonomisk politik, som hun selv og hendes partifæller tidligere har beskyldt for at være frygtelig borgerlig. Det var i VK-regeringens tid.
Dengang lovede hun, at kursen skulle ændres kraftigt under en rød regering.
Når hun så alligevel viderefører denne kurs, er det vel ikke så underligt, at vælgerne betragter hende som borgerlig.
Travlt med at trække modsætningerne op
Men det er et kæmpeproblem for Thorning. Et problem, som hun er nødt til at få gjort noget ved hurtigt, fordi valget nærmer sig.
Vælgerne flygter fra en socialdemokrat, som de opfatter som borgerlig. Skal det være blå politik, regner de med, at de borgerlige er bedre til at føre den.
Derfor har Thorning nu meget travlt med at trække modsætningerne op mellem regeringen og blå blok i den økonomiske politik.
Skruer ned for forlig
Det volder dog kvaler. For samtidig har hun lagt op til et sidste stort forlig med de borgerlige inden valget. Det skal dreje sig om beskæftigelsesindsatsen og den bebudede vækstplan.
Problemet er, at et sådant forlig let får Thorning til at virke endnu mere borgerlig. For hvis det virkelig skal være et stort forlig, må hun give betragtelige indrømmelser til Lars Løkke.
Så nu er Helle Thorning og MargretheVestager i fuld gang med at skrue ambitionerne for forliget kraftigt ned. Faktisk så kraftigt, at det tegner til at blive noget af en fuser.
Venstres krav
Det største stridspunkt tegner til at være Venstres krav om reelle skattelettelser for virksomhederne, så de kan blive mere konkurrencedygtige.
Lars Løkke og de andre borgerlige kræver specielt lettelser i energiafgifterne og har opbakning til det fra erhvervslivet.
På ét punkt er de røde og de blå enige: Man vil af med forsyningssikkerhedsafgiften (brænde). Men de blå kræver også lettelser i PSO-afgiften, der bruges på vedvarende energi, og NOx-afgiften.
Venstres har fremlagt tre ideer til finansiering af disse skattelettelser, som regeringen er afvisende over for:
Partiet vil hente fire milliarder kroner på reformen af beskæftigelsessystemet.
Man vil slanke den offentlige sektor gennem effektiviseringer (bedre produktivitet). Det skal blandt ske ved i højere grad at udlicitere offentlige opgaver.
Endelig vil man sænke tempoet i udbygningen af vindmølleparker, så energiudgifterne bringes ned og giver plads for lettelser i afgifterne.
Udover slagsmålet om energiafgifterne, kan der også blive rivninger om boligjobordningen, der giver fradrag for håndværkerudgifter. De borgerlige presser på, regeringen tøver, fordi den har svært ved at finde pengene.
Det kan Thorning ikke holde til
Regeringen er ikke principielt imod de borgerlige forslag om lavere energiafgifter. Den er da også presset af fagbevægelsen, der går arm i arm med erhvervslivet om dette krav.
Men Thorning kan ikke holde til at acceptere de borgerlige forslag til finansiering.
Hun kan ikke holde til, at besparelser i beskæftigelsesindsatsen bliver brugt på skattelettelser for erhvervslivet. Den slags har hun tidligere brændt fingrene på.
Hun kan heller ikke holde til, at den offentlige sektor bliver slanket. Tværtimod vil hun føre valgkamp på, at Socialdemokraterne vil øge de offentlige udgifter, mens Løkke vil have nulvækst.
Og hun har svært ved at holde til, at tempoet i udbygningen af vindkraften bliver sænket.
Skal hun endelig sænke energiafgifter, vil hun finansiere det med nye skatter, hvilket Løkke afviser.
Miniplan, der fikses op
På den anden side vil det heller ikke være godt for Thorning, hvis forhandlingerne med de borgerlige bryder sammen. Hun har brug for at vise handlekraft for vækst og beskæftigelse.
Hvad gør hun og Vestager så?
De skruer vækstplanen ned til en miniplan, som så bliver fikset op med fine ord og brede hensigtserklæringer. Blandt andet om at lette administrative byrder på virksomhederne og fjerne overflødige regler. Sådan noget lyder altid godt, men den praktiske virkning er ofte begrænset.
Det vil Løkke og de andre blå selvfølgelig være utilfredse med. Men Thorning og Vestager kan satse på, at de trods alt vil have svært ved at sige nej. Løkke risikerer, at dele af erhvervslivet så vil anklage ham for at forfalde til et ”taktisk spil”.
En fuser på den ene eller den anden måde
Thorning og Vestager har reelt opgivet at lave en vækstplan, der virkelig flytter noget. I stedet prøver de at lave en plan, der kun leverer det allermest skrabede for at få de borgerlige med.
Hvis de borgerlige siger nej til skrabemodellen, vil regeringen nok foretrække helt at droppe planen.
Så på den ene eller den anden måde ligner den en fuser.
