Tyrkiet har rent faktisk løsladt Lars Hedegaards formodede gerningsmand, der sad i et tyrkisk fængsel. Det blev meddelt den danske delegation, som var rejst til Ankara for at undersøge sagen nærmere.
Det er uvist, hvorfor Tyrkiet ikke for længst har meddelt sagens rette sammenhæng, så Danmark ikke skulle have ulejligheden (og udgifterne) med at sende embedsmænd derned.
Men Tyrkiets håndtering af sagen har været præget af en gennemført mangel på høflighed.
Der har været stærke indikationer på, at Tyrkiet havde løsladt manden. Og det må have været en smal sag for de tyrkiske myndigheder at give Danmark besked på et tidligere tidspunkt.
I stedet valgte man en opvisning i arrogant adfærd ved at trække tavsheden i langdrag.
Dansk-tyrkiske spændinger
Måske har denne bevidste arrogance fået et særligt eftertryk, fordi det drejede sig om Danmark. Der har jo flere gange været spændinger i luften mellem Tyrkiet og Danmark, herunder sagen om den kurdiske tv-station ROJ TV og konflikten om Muhammed-tegningerne.
Tyrkiets leder Recep Tayyip Erdogan gjorde også, hvad han kunne, for at forhindre, at danskeren Anders Fogh Rasmussen blev generalsekretær for NATO.
Men måske har Erdogan bare i bredere almindelighed villet demonstrere overfor Vesten, at han gør, hvad der passer ham og Tyrkiet, i forhold til Islamisk Stat.
Formodningen er jo, at både den efterlyste fra Danmark og andre fanger er blevet udleveret til Islamisk Stat som betaling for frigivelsen af tyrkere, som IS holdt fangne.
Tyrkiet nægter dog stadig at oplyse, om en sådan udveksling har fundet sted. Det kan man formentlig godt se som en bekræftelse på, at det har været tilfældet.
Hvad kan Danmark stille op?
Tyrkiet er ligeglad
Tyrkiets opførsel har forståeligt nok udløst vrede reaktioner fra danske politikere. Oppositionen presser på for, at regeringen skal komme med en skarp reaktion.
Dansk Folkepartis Søren Espersen lægger op til, at den danske ambassadør i Ankara skal hjemkaldes til konsultationer som en protest. De andre borgerlige partier afventer et udspil fra regeringen.
Danmark er naturligvis nødt til at protestere under en eller anden form. Men man skal ikke gøre sig nogen illusioner: Tyrkiet er ligeglad, så længe det bare drejer sig om Danmark.
Selv USA har oplevet en kold skulder fra Erdogan. Man har været ude af stand til at presse ham til at gå ind i Syrien med landtropper eller på anden vis deltage i den væbnede kamp mod Islamisk Stat.
Erdogan udnytter, at Vesten med USA i spidsen er afhængig af tyrkisk imødekommenhed – også når det gælder den væbnede kamp mod Islamisk Stat i Syrien. Tyrkiet er af afgørende betydning som bagland for operationer i Mellemøsten.
Så her er meget stærke kræfter på spil, som Danmark alene ikke har nogen reel indflydelse på.
Tal med de andre lande, som er blevet snydt
Der er imidlertid andre europæiske lande, som ifølge den britiske The Times har oplevet det samme som Danmark: De har haft hellige krigere fra deres lande siddende i tyrkiske fængsler, men de er nu løsladt og formentlig også udleveret til Islamisk Stat.
Det vides ikke, om den danske regering har været i kontakt med disse andre europæiske lande for at drøfte en fælles reaktion mod Tyrkiet. Hvis det ikke er sket, er det da på høje tid.
Kun hvis de lande, som Tyrkiet har snydt, går sammen, er der en vis chance for at lægge pres på tyrkerne. Så vidt muligt bør de pågældende lande få mobiliseret EU i sagen.
Dansk nej til Tyrkiet i EU
Samtidig må Danmark reagere mere langsigtet.
Tyrkiets optræden i denne sag er endnu en understregning af, at landet ikke hører hjemme i EU (se Den Korte Avis 15.10.14).
De nuværende røde regeringspartier plus SF har gennem årene været positive over for tyrkisk medlemskab af EU. Venstre og De Konservative har været afventende med en vis velvilje.
Det er under alle omstændigheder på høje tid, at danske politikere nu gør op med sig selv, at EU hverken kan eller skal rumme Tyrkiet. Et land, som har udviklet sig i autoritær, islamistisk og anti-vestlig retning. Et land, som ville få meget stor vægt i EU.
Dansk udenrigspolitik og EU-politik bør tilrettelægges ud fra den forudsætning, at Tyrkiet ikke skal ind i EU.
Der er jo forhandlinger om tyrkisk optagelse i gang, og der er nogle spilleregler, som skal overholdes i den forbindelse. Men det reelle danske mål med forhandlingerne bør være, at man finder en anden ordning med Tyrkiet end medlemskab.
Her har Danmark faktisk en indflydelse, der kan mærkes i Tyrkiet. Hvis danske politikere ellers tænker tilstrækkeligt klart og optræder med den nødvendige beslutsomhed.
Én ting er helt sikker: Den danske befolkning vil bakke helhjertet op om en sådan dansk linje i forhold til Tyrkiet.
