Rundforvirret regering

Foto: Ole Gerstrøm

Hvis regeringspartierne var personer på Facebook, og de skulle angive deres indbyrdes forhold, ville det være mest nærliggende at sætte kryds i ”det er kompliceret…”. For det er godt nok kompliceret – eller rodet, rundforvirret og splittet.

 

Vi kender alle den alenlange liste af løftebrud, som Helle Thorning-Schmidts regering har præsteret, siden den kom til i 2011 med alle de matadorøkonomien i ”Fair Løsning” i ryggen. Det er nærmest hurtigere at nævne regeringens resultater end at remse løftebruddene op.

 

Regeringens interne forhold kompliceres af, at de ikke er enige om ret meget. De kan ikke engang blive enige om at være imod blå bloks politik, fordi De Radikale er med i dagpengeaftalen!

 

Regeringen skændes om alt

For tiden skændes man i regeringen om snart sagt alle større sager på dagsordenen.

 

Man er ikke enige om dagpengene – S vil have et nyt system, som de ikke kan redegøre for. R vil beholde den oprindelige aftale med V og DF.

 

Klimapolitikken kan man heller ikke findes fælles fodslag om, selvom man ellers i regeringsgrundlaget gjorde meget ud af at være grønnere end en marsmand. Den radikale klima- og energiminister kan nærmest ikke få nok vindmøller, mens S kvier sig ved tanken om, at det vil koste arbejdspladser.

 

Og så er der flygtninge og indvandrere, hvor det vælter frem med forskellige udmeldinger og signaler, så ingen efterhånden ved, hvad regeringen mener som helhed. Asylpolitikken og statsministerens bebudede stramninger i forhold til flygtninges ret til familiesammenføring har efterhånden udviklet sig til en farce, hvor ingen ved, hvor mange der vil blive ramt af stramningerne, og om der reelt er tale om stramninger.

 

De Radikale går til valg på at afskaffe 24-årsreglen og ønsker flere kvoteflygtninge til Danmark. Derudover skal personer på tålt ophold – altså kriminelle udlændinge, der ikke kan sendes til hjemlandet – ifølge De Radikale have lov at arbejde i Danmark, mens de er på tålt ophold.

 

Man kan måske sige, at forholdet er så kompliceret, at et brud er uundgåeligt?

 

Torsten Schack Pedersen, MF(V), skatteordfører

Læs også
To aktuelle eksempler på grov indvandrervold viser, hvorfor Tyskland er i dyb politisk krise
Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…