Rumænere boede 10 dage på vandrehjem mens de stjal for 650.000 kroner

Arkiv

Det er skrækkelig læsning, at rumænske indbrudstyve har boet på et københavnsk vandrerhjem i længere tid, mens de har plyndret danske boligområder.

 

18 indbrud, 650.000 kr. på 10 dage.

 

Denne sag er nu kaldt High Five-sagen af politiet. Tidligere havde vi Sixpack-sagen – og jeg ved, at der er flere sager på vej.

 

Det er altså desværre ikke en enestående sag. For det er blevet hverdagskost, at internationalt organiseret kriminalitet finder sted i Danmark. Det er krænkelse af hjemmet, og det er vi nødt til at gøre noget ved fra politisk hold.

 

Vi må styrke politisamarbejdet og straffe forbryderne hurtigere og hårdere.

 

Fordobling i overtrædelser

Når internationale kriminelle overtræder et indrejseforbud i Danmark, dømmes de som regel til at afsone mellem 10 og 60 dage i dansk fængsel.

 

I de seneste år har antallet af overtrædelser nærmet sig en fordobling, og den triste statistik viser, at østeuropæerne alene står for halvdelen af overtrædelserne. For at komme den kriminelle syge til livs må vi tage en anden medicin i brug.

 

Vi må og skal have et politisamarbejde på tværs af grænserne. Et samarbejder, der virker.

 

Grænsebomme er ikke løsningen – de kriminelle kører bare uden om og finder andre veje ind og ud af Danmark. Det kan godt være, at en skærpet stikprøvekontrol i grænseområderne kan fange en kriminel i ny og næ, men der er slet ikke nok. De kriminelle er snu og skal nok finde ud af at snyde sig igennem – eksempelvis ved at sende tyvekosterne over landegrænsen via almindelige post!

 

De kriminelle har derimod sværere ved at snyde et samarbejdende politi. Derfor skal vi på tværs af Europa dele efterretninger, så vi kan ramme de kriminelle på det ømme punkt i organiseringen af deres forbrydelser.

Læs også
Protestvalg i EU: Fra indvandrerkritik til grønne holdninger

 

Danskerne skal have tryghed

Samtidig må vi politikere blive bedre til at bruge de regler, som vi allerede har fastsat. EU har lavet en rammeafgørelse, der siger, at hvis en person har mere end seks måneders reststraf ved den endelige dom, skal vedkommende afsone i hjemlandet. Men der er langt fra de danske domme på 30-60 dage til et halvt år.

 

En retfærdig dom er mindst ét års ubetinget fængsel.

 

Skrækken for denne straf vil få de kriminelle til at holde sig på den rigtige side af villaens ligusterhæk – og allerhelst på den rigtige side af den danske grænse.

 

Vi skylder danskerne at gøre Danmark til en tryg ramme. Hjemmet skal være en base med tryghed, og vi skal ikke invitere bander til Danmark med milde straffe. Det er vigtigt, at der sker noget snarest, og vi skal have politisamarbejdet udvidet, og vi skal have hårdere straffe. Det er den eneste måde, der kan skabes tryghed i Danmark.

 

Bendt Bendtsen er medlem af Europa-Parlamentet og spidskandidat for Det Konservative Folkeparti til EP-valget

 

Læs også
Pludselig stod afrikaner i 74-årig kvindes stue – men hun fandt sig ikke i hvad som helst
Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…