Regeringen forsømmer: DSB-aftale udløber om to måneder

Foto: Colourbox

Om blot to måneder udløber den nuværende kontrakt med DSB.

 

Venstre og de øvrige oppositionspartier har i snart 1½ år presset hårdt på for at få gang i forhandlinger om politiske pejlemærker for togdriften i de kommende år. Det er nemlig forud for indgåelse af nye kontrakter, at vi politikere skal stille krav til minimum trafikdækning, service, togmateriel og kvalitet på vegne af passagererne. Og det skal vi gøre grundigt og tage os god tid til.

 

På denne baggrund er det grotesk, at regeringen ikke for længst har indkaldt til forhandlinger. Hvad i alverden nøler den for?

 

Argumentet om, at det er på grund af den uafklarede situation vedr. de skandaleramte IC4-tog holder ikke en meter. Vi kunne for længst have forhandlet om alle de mange temaer, der relaterer sig til togdriften i de næste 10 år. Herunder også den fremtidige rolle, som DSB skal spille. Og om en sammenhængende plan for udbud af togdriften i passende pakker i de kommende år.

 

Den opståede situation minder mest alt om transportpolitisk pligtforsømmelse og handlingslammelse. Regeringen må se at komme på banen i en fart frem for at skubbe udfordringerne foran sig.

 

Kristian Pihl Lorentzen er MF og trafikordfører for Venstre

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…