Nok er en rådmandspost i en kommunalbestyrelse noget nær det øverste, man kan opnå politisk, men der er stadig langt til udenrigspolitikken og Christiansborg, hvor den slags retteligt hører hjemme.
Det ville således klæde den radikale Susanne Ursula Larsen at kende kommunens egen politik. I Odense, hvor Susanne Ursula Larsen er rådmand, er det nemlig besluttet, at man ikke fremsætter forslag, der hører til på Christiansborg, og som ikke er kommunal politik.
Ikke desto mindre vil den radikale rådmand nu have Odense Kommune til at boykotte Israelske varer.
Man har naturligvis ret til at mene om konflikten i Gaza, hvad man vil, men når man som øverste leder i en kommune vil gøre det til kommunens officielle politik, så bør man i det mindste sætte sig ind i konsekvenserne af sådan et forslag. Desuden er et forslag til officiel beslutning ikke blot en personlig ytring.
Aner ikke, hvad hun taler om
Når rådmanden således udtaler til Jyllands-Posten den 1. august, at hun ikke aner, hvor mange israelske produkter, Odense kommune køber, så vidner det om, at hun slet ikke har sat sig ind i forslaget.
Det fremgår heller ikke nogen steder, om det er produkter, der benytter en Israelsk underleverandør, eller om det er produkter hvori der er israelske dele. Det er jo temmelig relevant at få specificeret, da konsekvenserne kan have markant betydning for Odense.
Hvis for eksempel Appel benytter sig af en israelsk underleverandør, ville det betyde at alle ansatte i kommune plus byrådspolitikerne skulle aflevere deres IPad og Iphone. Da meget undervisning er baseret på ipads, ville den skulle suspenderes, ligesom rådmanden selv ville få mere end svært ved at passe sit rådmandsjob.
Hvis der er israelske komponenter i PC’er, kan Odense kommune ikke længere være digital, noget der er politisk besluttet og som der er investeret mange penge i.
Rådmanden mener, at gennemsnitsalderen i Gaza er syv år
Men hvorfor vil en radikal rådmand overhovedet gøre det til Odenses politik, at vi skal boykotte Israel?
Til Jyllands-Posten giver hun følgende begrundelser:
“Fordi jeg er blevet spurgt”
“Fordi gennemsnitsalderen i Gaza er 7 år, det er en stat af børn og teenagere”
“Den adfærd som Hamas står for, er også uacceptabel, men de producerer ikke noget, så en boykot kan man ikke bruge mod dem”
Tror ikke selv på værdien af boykot
Ifølge Susanne Ursula Larsen selv, tager hun ikke stilling til, hvem der har skylden og hun tror heller ikke på, at det har nogen betydning for Israel, hvis Odense Kommune boykotter Iandet.
Af samme grund kan boykotten således udelukkende være politisk, og når hun nu ikke selv har nogen tro på forslagets betydning for Israel, er det dog mærkeligt at hun i et læserbrev i Fyens Stiftetidende (31/7) skriver at:
”Derfor er Radikale Venstre i Odense villige til at kræve, at Odense kommune ophører med at købe produkter fra Israel, indtil parterne har indgået en våbenhvile og erklæret sig villige til at finde en politisk løsning”
Mon rådmanden ved, at Hamas gentagne gange har brudt en våbenhvile, ligesom de gentagne gange har afvist forslag om våbenhvile?
Konklusionen må være, at det nok er bedst at føre udenrigspolitik der, hvor den hører hjemme, nemlig på Christiansborg, og i stedet for passer det kommunalpolitiske i kommunen og sætter sit ambitionsniveau herefter.
Pernille Bendixen (DF), byrådsmedlem Odense Kommune
