Politiet slår alarm: Østeuropæiske gaderøvere overfalder folk ved højlys dag

overvågningskamera

En ny og brutal form for gaderøverier er nu for alvor begyndt at gøre de københavnske gader usikre.

 

Således er Københavns Politi nu begyndt at modtage anmeldelser fra ofre, der er blevet direkte overfaldet af gaderøvere i flok og fået deres halskæder revet af.

 

Blandt andet to overfald på Nørrebro forrige tirsdag

Det ene overfald fandt sted tirsdag den 17. juni i området Heimdalsgade – Rådmandsgade på Nørrebro omkring klokken 10:30, hvor ofret blev kontaktet af to mænd.

 

Den ene mand lavede fagter, satte et ben i vejen og spurgte efter ”pizza”. Ofret blev herefter slået i brystet, medens den ene af mændene forsøgte at rive ofrets guldhalskæde af. Guldkæden gik i stykker, og det lykkedes ikke for de to røvere at få den med, da de stak af fra stedet.

 

Københavns politi oplyser, at der samme tidsdag den 17. juni blev begået et lignende røveri, ligeledes på Nørrebro. Denne gang på Ægirsgade ud for nummer 10 omkring klokken 9:50.

 

Her blev ofret antastet af en mand, der spurgte ”hvor ligger Nørrebro Station” samtidig med, at han satte et ben i vejen, slog ofret i brystet og hev ofrets guldhalskæde af, som det lykkedes ham at stikke af med.

 

Politiet: Vi ser stadigt flere af den slags røverier

Hos Københavns Politi ser man med stor alvor på sagen og beder nu offentligheden om hjælp.

 

”Gaderøverier med denne fremgangsmåde, hvor halskæder bliver revet af forurettedes hals, er desværre noget, vi er begyndt at se flere af,” siger politikommissær Bo Hass Jensen fra tyveri- og røveriafsnittet ved Københavns politi og fortsætter:

 

”Vi ønsker derfor offentlighedens hjælp til at få sat en stopper for disse mænd og få dem fængslet.”

 

Læs signalementerne her og studér billederne. Har du oplysninger der kan hjælpe politiet, skal du ringe på 114. Genkender du nogle af dem på gaden, skal du straks ringe direkte til alarmcentralen på 112.

 

Alle tre: Østeuropæiske af udseende

Københavns Politi har udsendt følgende signalementer af de tre mistænkte. Signalementet af de to fra Heimdalsgade-Rådmandsgade lyder:

 

A: Mand, østeuropæisk af udseende, mulig rumænsk/bulgarsk, 25-30 år, 175-180 centimeter høj, sort hår, høj pande, spinkel/ranglet af bygning, talte gebrokkent engelsk, iført sort blazerjakke, mørke bukser og sorte sko.

 

B: Mand, østeuropæisk af udseende, mulig rumænsk/bulgarsk, 25-30 år, 165-170 centimeter høj, sort kort hår, spinkel af bygning, talte gebrokkent engelsk, manglede flere fortænder, iført grå trøje med mønster på brystet.

 

Fra røveriet på Ægirsgade lyder signalementet:

 

C: Mand, østeuropæisk af udseende, brunlig hudfarve, 25-30 år, 160-165 centimeter høj, almindelig af bygning, kort mørkt hår, iført lys hættetrøje, lyseblå cowboybukser, grålige joggingsko, bar mørke solbriller og talte gebrokkent dansk.

Som nævnt: ring 114, hvis du kan bidrage med oplysninger, der kan hjælpe politiet, og ring alarmcentralen 112, hvis du genkender nogle af dem på gaden.

Del på Facebook