Nu river de for 70 millioner kroner ned efter Melodi Grand Prix – EU er medskyldig

Budgetoverskridelserne ved det netop afholdte Eurovision er fuldstændig uacceptable. Bedre er det ikke blevet af, at vi følger et EU direktiv til punkt og prikke.

 

Således er man i skrivende stund ved at nedrive faciliteter i millionklassen på Refshaleøen, stedet hvor Eurovision Song Contest 2014 blev afholdt. For mig giver det ingen mening at bygge de dyre faciliteter blot for at rive dem ned igen, fordi det står i et EU direktiv.
Jeg er sådan set enig i direktivets intention. At man for skattekroner ikke skal skævvride et marked. Selvfølgelig heller ikke et københavnsk marked for koncertafholdelse. Men det betyder ikke, at vi ikke bør tænke os om, at vi blindt skal efterkomme ethvert direktiv fra Bruxelles. Det er trods alt skattekroner, der er brugt på det – og også skattekroner, der betaler for at ødelægge faciliteterne igen.

 

Hvad arrangørerne har forsømt, er at prøve finde fornuftige løsninger.

 

Kunne nogle være interesseret i at købe faciliteterne efterfølgende?

Kunne man have afholdt det hele i privat regi fra start?

Burde man have afholdt begivenheden i f.eks. Jyske Bank Boxen i Herning eller i Parken i København?

 

Men nej. Man valgte den dyre og upraktiske løsning, og man valgte blindt at følge et firkantet EU-direktiv.

 

Det er et problem, at Danmark evig og altid agerer duks i forhold til implementering og efterlevelse af EU-direktiver. For selvom intentionen med direktiverne er at stille konkurrenter lige i EU, betyder den reelle implementering, at Danmark stilles ringere. Det giver for mig ingen mening, at de EU-begejstrede partier ikke erkender, at den slags koster danskerne.

 

Desværre er det nu for sent at stoppe ødelæggelserne på Refshaleøen, men vi kan lære af den historie. Lære at omgås skattekroner med en smule mere respekt, lære at alt der kommer fra Bruxelles ikke bare skal følges blindt.

 

Sabeena Sareen er kandidat til Europaparlamentsvalget for Liberal Alliance

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…