Nu bliver patienter på hospitalet tvangsindlagt til multikultur

Så dukkede den op igen, multikulturalismen, og som en gammel kending: Bederummene.

 

Skal der være religionsneutrale bederum på de moderne storsygehuse? Kirker eller retrætestuer?

 

Begravelsesstuer med eller uden kors, med eller uden en angivelse af retningen mod Mekka, med eller uden buddhistiske bjælder?

 

Denne gang er det Regionsrådet i Region Syddanmark, som har besluttet, at der skal være religionsneutrale rum på storsygehusene og ikke kirkerum med faste, kristne symboler, som med tildækning og andre enkle midler ville kunne gøres neutrale om nødvendigt.

 

Beslutningen er taget i en abstrakt ligheds navn, dvs. ud fra en forestilling om, at det er muligt at stille alle lige, hvis blot man selv som myndighed trækker sig tilbage.

 

Men det er for det første ikke lighed for det store flertal, som har valgt Regionsrådet, og som ikke er religionsneutralt.

 

Det store flertal er folkekirkemedlemmer, og de er nu reduceret til at være ét mindretal blandt andre.

 

For det andet viser beslutningen, at Regionsrådet ikke aner, hvad religion er: Et samfunds første og grundlæggende kulturelle ytring.

Værdineutralitet er ikke mulig

Rådet tror tilsyneladende, at et samfund kan undlade at have en religion, og at et storsygehus som samfundsbærende institution kan være værdineutralt.

 

Værdineutralitet fører til et magttomrum, som igen fører til magtkamp.

 

I stedet for klart at vælge side til fordel for kristendommen, hvilket ville have været aldeles uproblematisk og i overensstemmelse med flertallets religion, har Regionsrådet bidraget til også at gøre storsygehusene til kulturelle og religiøse kamppladser.

 

Læs også
Muslimer kræver nye pasregler – muslimske kvinder må ikke vise deres ører

I det små.

 

Men de små ting skal ikke undervurderes, slet ikke når de lægges sammen, og Regionsrådet beslutning er én blandt mange, der fører mod multikulturalisme, opskriften på et disharmonisk samfund.

 

Hvor der intet hierarki er, er der usikkerhed.

 

Det gælder også for forholdet mellem kulturer.

Det større perspektiv

I det større perspektiv er spørgsmålet: Skal Danmark og de øvrige europæiske samfund bevæge sig mod stadig mere multikulturalisme, dvs. mod ligeberettigelse af alle kulturer, en deraf følgende mangfoldighed af særordninger for alle slags minoriteter og en illusion om en værdineutral statsmagt?

 

Eller skal vi som svar på dette multikulturelle pres aktivere ressourcerne i vores egen, kristne, oplyste og kritiske tradition?

 

Svaret er ikke indlysende for så vidt som der næsten dagligt er anslag mod kristendommen ( i hele verden), problemer med ytringsfriheden i Europa, svækket kulturel forsvarsvilje, ringe evne til militært forsvar uden USA, nervøse trækninger, når nogen højt og klart siger, at fjender af europæiske kultur har slået sig ned midt i blandt os f.eks. hjemvendte islamister fra Syrien.

Læs også
Fupjournalistik: Politiken fortier muslimers rolle i de alvorlige uroligheder på Nørrebro

 

Sådanne store spørgsmål spejler sig i debatten om multireligiøse rum på danske sygehuse, og Regionsrådet i Region Syddanmark har taget klart stilling: De går ind for multikulturalisme.

 

De vil nok hævde noget andet, men det er ikke, hvad de hævder, som betyder noget, men hvad de gør. Og de har taget et vigtigt skridt ud den tradition, som de selv er rundet af.

Dannelse som modsvar

Multikulturalismen kræver et modsvar. Men det er ikke gjort med alene at fastholde kristne kirkerum, hvor det endnu kan lade sig gøre. Det er den åndelige tilstand i f.eks. regionsrådene, som er problemet, et tab af dannelse.

 

Der har i de senere år været talt meget om dannelse, fordi den så oplagt mangler på alle niveauer i undervisningssystemet. Diskussionen om dannelse er ikke mindst udtryk for, at mange har en følelse af for stor lethed, som er det samme som kulturel vægtløshed.

 

Dannelsestabet er udtryk for, at vi har svært ved at bringe vore historiske forudsætninger i spil med autoritet. Det kniber med traderingen, og det er vel at mærke en knibe, man ikke bare kan beslutte sig ud af.

 

Men uden en beslutning om at ville give kulturelle værdier videre til de næste generationer, uden fokus på, hvad vi står til at miste, hvis vi ikke modsiger dannelsestabet, vil vi komme til at kæmpe for hver eneste meter af europæisk kultur. Og vi ender alle som regionsrådsmedlemmer.

 

Læs også
Douglas Murray: “Europas undergang. Immigration, identitet og islam”
Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…