Nakkeskuddet

Forfatteren Peter Øvig Knudsen har valgt den stærke titel til sin nyeste bog. En hentydning til en effektiv likvideringsmetode, kendt fra besættelsen eller måske sådan forfatteren har følt det mange gange i forbindelse med research til sine bøger?

 

I bogen ”Nakkeskuddet” fortæller Øvig Knudsen om nogle af de alvorlige konflikter, han har haft med flere af de kontaktpersoner, han har skrevet om. Samtidig giver bogen et fint indblik i forfatterens arbejdsmetoder.


Indholdet

Bogen er spændende, fordi læseren får indsigt i baggrunden for flere at de begivenheder, som Øvig Knudsen har skrevet om i sine tidligere bøger.


Forfatteren overrasker ved, at fortælle meget om sig selv, sine tanker og de overvejelser han har gjort som researcher og forfatter.


At han f.eks. har fået meget kritik af sin bog ”Efter drabet” er ikke underligt, når man skal give eksempler på de forskellige typer likvideringer, der blev udført i perioden 1943 til 1945.


Skriver man for meget om fejllikvideringerne, vil den type fylde for meget i forhold til de mange ”regulære likvideringer”. Skriver man meget om de øvrige vil det blive gentagelser, som de færreste vil læse om.


Nævner man for mange navne er det galt. Nævner man ikke navne virker det, som man vil skjule noget. I flere tilfælde har Peter Øvig Knudsen været ude for, at flere dages arbejde med interview m.v. måtte kasseres, fordi der under samtalen opstod misstemning. Eksempelvis når forfatteren ikke i tiltrækkelig grad satte sig ind i situationens alvor ved datidens forhold.

Omtale i censureret dansk avis af aktionen ved Valby Bakke 19. april 1944. Aktionen er også gengivet i filmen ”Flammen og Citronen”. Peter Øvig Knudsen forsøgte, at finde frem til, hvad der egentlig var årsag til den aktion. Tilsyneladende har han ikke fået løsningen endnu.

 

Modstandsfolk

Ingen tvivl om, at Peter Øvig Knudsen har fået mange oplysninger om begivenheder fra besættelsestiden, men han antyder kraftigt, at f.eks. ”Herman” alias Gunnar Dyrberg egentlig ikke fortalte mere end han selv havde skrevet i sine egne bøger om besættelsestiden.


Dyrberg var allerede fra maj 1945 talsmand for modstandsorganisationen Holger Danske og her lærte han på den hårde metode, at balancere mellem det journalister gerne vil høre og den rigtige historie. Noget, der kom til ham til gode som PR-direktør senere.


Peter Øvig Knudsen mærkede også, at direkte efterkommere af en kontroversiel politiadvokat fortsat nærlæser, hvad der skrives om ”dengang”. Han skriver også om en enke efter en dødsdømt og henrettet torturbøddel, der havde arbejdet for tyskerne. Her fortæller han, hvilken forskel, der kan være på beskrivelser af samme person.


Blekingegade-sagen

En sag, som Peter Øvig Knudsen har skrevet og fortalt meget om, er den såkaldte Blekingegade-sag. Han har direkte antydet, at han ikke forventede det store af den kommission, der skulle lave en rapport, der bl.a. skulle afdække samspillet eller mangel på samme mellem kriminalpolitiet og PET.


I bogen skriver Peter Øvig Knudsen en del om de forhold, der bevirkede, at sagen mere eller mindre blev kørt ud i sandet. Han fortæller detaljeret også om, hvordan en kvindelig læge misbrugte patientdata samt rådgav bandemedlemmerne. Øvig fortæller detaljeret, hvordan hun har været særdeles aktiv for at sikre, at hendes fortid ikke kom frem.


Efter at forfatteren for et par år siden fortalte om sagen ved et arrangement for Politihistorisk Forening, overraskede daværende Rigspolitichef Torsten Hesselbjerg ved at sige. Ja, forfatteren har jo ikke fået ret meget at vide. Han fik jo aldrig adgang til den del af sagen, der ligger i PETs arkiv!


Flipper, Hippie, Provo, Besætter

Åbenbart har det efterfølgende været mere vanskelig, at skrive om de lidt ”skæve eksistenser”. Peter Øvig Knudsen har talt med mange, der var aktive i Thylejren, ved besættelsen af Hjardemål kirke og andre besatte områder.


Ikke alle er i dag lige begejstret for at få genfortalt, hvad de foretog sig i deres yngre dage. Peter Øvig Knudsen fortæller bl.a. om deltagerne i begivenhederne i 1970, hvor de lokale blev rasende og tog til deres kirke for, at ”hjælpe besætterne” ud på den ene eller den anden måde.


Han kommer også ind på, at der er forskel på mennesker, der ønsker en anden livsførelse og så den situation, hvor professionelle ballademagere benytter lejligheden til at få startet nogle slagsmål eller konfronteringer.


At der så i beskrivelsen af de forskellige aktører dukker meget andet op, har bevirket, at forfatteren er blevet truet og retsforfulgt. En periode med depression fulgte også med.


På et tidspunkt besluttede han, at skrive om aktiviteterne i den nedlagte Bådsmandsstræde Kaserne i København. Foreløbig kommer den bog ikke. Efter råd fra politiet har han valgt, at droppe projektet af sikkerhedsmæssige grunde.


Øvig antyder, at det bliver spændende at se, hvad han får lov til at skrive om i sin næste bog.

 

 

Peter Øvig Knudsen deltog i modstandskvinden Lis Bomhoffs bisættelse i Gentofte Kirke den 4. juni 2014. Her mødte han igen Povl Falk-Jensen (1920) fra Holger Danskes afdeling ”Eigil”. De to har ikke talt sammen siden Falk-Jensen for en del år siden bad Peter Øvig om, at slette tekst og fotos fra et længere interview, der ”løb af sporet”.

Nakkeskuddet af Peter Øvig Knudsen udgivet af Gyldendal, Pris: 249,95 kr.

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…