Muslimske kvinder kæmper for frihed: Vi er hverken ludere eller undertrykte

Paris, Den Korte Avis: ”Vi respekterer loven.” Sådan siger den unge kvinde med det islamiske hovedtørklæde i boden, hvor man kan møde repræsentanter for arrangørens ungdomsorganisation. Og arrangøren af den årlige firedages islamiske konference i forstaden Le Bourget uden for Paris, det er UOIF. Det står for ”Unionen af Frankrigs Islamiske Organisationer”. En paraplyorganisation, domineret af Det Muslimske Broderskab.

 

Med loven menes der den bestemmelse i Frankrig, der forbyder tydelige religiøse symboler i skolerne. Og dermed også hovedtørklædet. Loven blev indført i 2004 efter en heftig debat.

 

Siden 2010 har det heller ikke været tilladt at bære burka eller niqab – en heldragt, hvor kun øjnene er synlige – i gadebilledet. På Bourget-konferencen, som jeg har besøgt adskillige gange, kan man nu godt se en niqab eller to i mylderet. Og det er næppe her, man bliver meldt til politiet for det.

 

Negativt syn på islam

Men at respektere loven er ikke det samme som at være begejstret for den. Den unge kvinde i boden mener, at ”franskmændene har en meget negativ og en fejlagtig opfattelse af islam.”

 

Det skal der gøres noget ved, og også denne skribent bliver tilbudt – og tager imod – den islampakke, som man uddeler til besøgende. Den indeholder en lille bog med udvalgte koranvers, og man får en slikkepind med i købet.

 

Hvert eneste år er der en debat om det positive og agtværdige ved hovedtørklædet på Le Bourget. Går man rundt på konferencen med håret frit, tilhører man en minoritet på måske 5 procent.

 

Når manden står over kvinden

Besøger man derimod organisationen ”Ni Putes Ni Soumises” (Hverken ludere eller undertrykte) i selve Paris, ser det anderledes ud. Siden 2003 har organisationen hjulpet ikke mindst kvinder fra storbyernes belastede ghettoområder, der søger hjælp på grund af vold i ægteskabet, tvangsægteskaber med mere.

Her finder man kun tørklæder på hovedet af nogle af de kvinder, der kommer for at søge hjælp. Da jeg denne gang besøger organisationen, er der dog tomt i det lyse venteværelse. Helligdagene står for døren. Men Asma Guenifi, præsident for organisationen siden slutningen af 2011, har taget sig tid til en snak om blandt andet hovedtørklædets betydning:

 

”Hovedtørklædet symboliserer ulighed, mandens dominans over kvinden. Det har intet med religion eller islam at gøre. Det er et symbol på undertrykkelse. Her i organisationen er vores position klar. Vi er imod det”, slår Guenifi fast.

 

Læs også
Racisme mod franskmænd – de kalder os “hvide svin”

Mordet på broderen

Den 38-årige Guenifi er uddannet psykolog og psykoanalytiker og arbejder som sådan ved siden af arbejdet i organisationen. Guenifi voksede op i Algeriet og oplevede under  borgerkrigen i 1990erne på nært hold, hvad radikale religiøse kræfter var i stand til.

 

Det har hun beskrevet i bogen ”Je ne pardonne pas aux assasins de mon frére” (Jeg tilgiver ikke min brors mordere). Hendes storebroder Hichem blev i 1994, da han var tyve år gammel, skudt af terrorister uden for familiens lejlighed i Bachdjarah uden for hovedstaden Algier.

 

Hichems utildækkede søster

Presset på kvinderne for at dække sig til var stort. Og effektivt, for ”de skæggede”, som disse religiøse blev kaldt, brugte både vold, trusler og intimidering, for at få kvinderne til at makke ret. Ligesom kvinder blev dræbt for at nægte at bære hovedtørklæde.

 

”Hichems søster er omtrent den eneste, der ikke dækker sig til”, råber en ung mand en dag efter den unge Guenifi. Og andre unge mænd i kvarteret kunne finde på højlydt at forhøre sig om, hvornår hun havde tænkt sig at begynde at bære hovedtørklæde?

 

Guenifi var meget bange i de år. Men hun holdt stand. Også hendes forældre var angste. De var liberale muslimer og politisk engageret på venstrefløjen. De vidste, hvad der kunne ske. En måned efter mordet på Hichem rejste familien til Frankrig, hvor de fik politisk asyl.

 

Læs også
”De kalder os hvide svin”

Asma Guenefi og Samia Labidi

 

En mini-islamisk revolution

Et stenkast fra place de la Republique bor forfatteren og aktivisten Samia Labidi, der er født og opvokset i Tunesien. Den 50-årige Labidi tager imod i stuens lave og behagelige sofaarrangement med stærk kaffe. Hun har for nylig stiftet organisationen ”Mouvement Indépendant Séculier”, (Den uafhængige sekulære bevægelse) http://www.mis-info.org/

 

Den skal være et bidrag til arbejdet for mangfoldighed, også religiøs mangfoldighed, i de turbulente, arabiske lande: ”Der er sekulære kræfter og religiøs diversitet i disse lande, det har der altid været”, forklarer hun.

 

Labidi er på ingen måde fjendtligt indstillet over for tilværelsens religiøse aspekt, heller ikke islam. Men hun er imod den politiske islam. På egen krop mærkede Labidi i 1970erne, hvad det betyder, når politisk islam får magt.

 

En søster giftede sig med en af grundlæggerne af Ennahda bevægelsen, en tunesisk udgave af Det Muslimske Broderskab, den nu afdøde Salah Karker. Det betød, har hun tidligere forklaret mig, at familien oplevede en ”mini-islamisk revolution”.

 

Hele familien, undtagen Samias mor, konverterede til en ny form for islam, den “rene” islam, der vendte sig mod alt vestligt og den i islamisternes øjne dekadente præsident Habib Bourgiba. Den 11-årige Samia valgte selv at dække sig til. Hun smed først hovedtørklædet igen som 18-årig. Og som Labidi siger: ”Jeg har ikke haft det på siden”.

Læs også
Muslimer kræver nye pasregler – muslimske kvinder må ikke vise deres ører
Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…