Hvad stiller Mia og Pers forældre op, når børnene vitterlig ER syge, og ingen vil lytte?”

Foto: Colourbox

 

Pernille Bendixen, dagplejemor, skrev om småbørn og kost i Den Korte Avis i indlægget Dagplejemor: “Hvad stiller man op, når forældrene har fikse ideer om, hvad børnene må spise?”

 

Hun kom med eksempler på småbørnene, Mia og Per, hvis forældre ønskede børnene fik en specialkost i dagplejen ud fra bogen ”En kernesund familie”. Pernille Bendixen refererede til Sundhedsstyrelsen, som finder denne bog og dens kostvaner kritisabel. Jeg har lyst til at gøre opmærksom på, at denne historie kan vendes 180 grader.

 

Jeg er hverken læge, kostvejleder eller dagplejer. Jeg har heller ikke børn. Men jeg forsker i kronikeres brug af sociale medier i forbindelse med sundhed og observerer i den forbindelse en helt anden fortælling end den, Pernille Bendixen skildrer, nemlig forældrenes.

 

Denne modsatte fortælling kunne starte sådan her:

 

Lægen siger

Lille Mia på bare et år må gerne få mælk og gluten. Ikke fordi hun er rask, men fordi hendes læge siger, at hun ingenting fejler. Han følger nemlig Sundhedsstyrelsens anbefalinger.

 

Hvis man bare spiser ligesom de andre børn i de danske daginstitutioner, er der ingen, der løfter et øjenbryn. Heller ikke selvom man ikke har det godt.

 

Mia får derfor institutionens lækre hvedeboller, der er så luftige at de nærmest letter, og det gør det svært for hende at have appetit til mere næringsfyldt mad, der ikke gør hende så oppustet. Bollerne indeholder desuden ingen fibre.

 

Som de andre børn drikker hun æblejuice af koncentrat og får derved det samme sukkerboost som alle de andre børn, og hun elsker det.

 

Per på to må også gerne få mælkeprodukter og gluten, for hans læge tror ikke, at det kan være årsagen til hans dårlige mave, eksem og generelle skranten. Så et godt lag Kærgården på den lækre bolle må vel være på sin plads. Han er jo også lidt tynd i det.

 

Både Mia og Per nyder deres mad ligesom de andre børn, så alt skulle jo være så godt. Men Per tager sig tit grædende til maven og siger til sin mor, at det gør ondt.

 

Mia er heller ikke i trivsel, hun har for det meste diarré, og begge børn ser klatøjede ud, er pylrede, sover dårligt og har ballon-maver til trods for deres tændstiktynde arme og ben.

 

Det er ikke fikse ideer

Det skærer forældrene dybt ind i hjertet, at se deres små børn sygne hen, for de små børn kan sagtens mærke, at det gør ondt, selvom de spiser som de fleste andre børn, og ligesom Sundhedsstyrelsen siger, de bør.

 

Derfor er det bestemt ikke rart, hverken for forældrene eller for børnene, når de bliver set skævt til som nogen med ”fikse idéer”, eller som nogen, man ikke behøver tage hensyn til, hvis de selv vælger at søge nye veje til et bedre liv.

 

Slet ikke hvis forældrene i en periode har prøvet at ændre barnets kost, og det har haft en positiv effekt. Ikke nødvendigvis helbredelse, men mærkbar bedring.

 

Positive prøvesvar før forståelse

For de fleste ville det kræve noget af en indsats at udelukke gluten, mælk, æg, sukker, farvestoffer, eller hvad det nu måtte være, fra en dansk børnebasiskost. Og selv i de tilfælde, hvor der er diagnosemæssigt belæg for at gøre det, kan det være mere end svært at opretholde motivationen for en restriktiv diæt – måske lige medmindre der er afregning ved kasse ét, hvis man lader være.

 

Dertil kommer udfordringen, hvis læger og pædagogisk personale forlanger positive prøvesvar, før de vil tage hensynet til to små børn som Per og Mia seriøst, selvom deres forældre kan se, at deres symptomer mindskes, hvis de sættes på diæt.

 

Det er vigtigt at tage børns kost og trivsel alvorligt, og fejlernæring er en risiko, når man bevæger sig væk fra Sundhedsstyrelsens anbefalinger. Omvendt er selv samme anbefalinger ikke nogen garant for sundhed hos alle, og afvigelser er ikke nødvendigvis ensbetydende med fejlernæring.

 

Anderledes ernæring er gavnligt for nogle

Jeg vil ikke afvise, at der findes tilfælde, hvor en kostomlægning er et fuldstændig umotiveret identitetsprojekt. Jeg vil heller ikke gøre mig til dommer over, om det er sundt eller usundt at lægge sin kost om.

 

Men jeg vil tillade mig at påpege, at der i de miljøer, jeg forsker i, er utallige eksempler på børn såvel som voksne, der oplever det som en væsentlig faktor for deres velbefindende at spise anderledes end ”flokken”.

 

Hvis det eneste, der skal have gyldighed, når vi diskuterer sundhed, er et positivt prøvesvar, ja, så er det, man som socialforsker bliver bekymret. For hvem har egentlig retten til at definere, om noget er galt, og om en “behandling” virker? Lægen med sit prøvesvar eller forældrene med deres oplevelse af deres barns (mis)trivsel?

 

Sundheds- og daginstitutionspersonale, der nægter at forholde sig til forældrenes observationer af deres eget barns symptomer, fordi disse ikke er påvist i tests, eller fordi der ikke er entydigt videnskabeligt belæg for, at eksempelvis en kostændring vil virke, udsætter potentielt barnet for mange lidelsesfulde år i diagnose- og behandlingslimbo, og i yderste konsekvens for en række følgesygdomme, som man først kan påvise årsagssammenhængene omkring mange år senere, når børnene er blevet voksne.

 

Det er de færreste udenforstående, der tænker over, at det kan have så betydelige konsekvenser ikke at gøre noget. Nu.

 

Ingen handling er smertefyldt 

Det er til gengæld en konsekvens, der er meget langt fremme i bevidstheden hos de patientgrupper, jeg forsker i. De lider nemlig. Og for dem er det dyrebare år, der spildes, hvis de ikke selv tager affære og lytter til deres egne erfaringer, der hvor lægevidenskaben (endnu) ikke kan imødegå deres problemer.

 

Dén motivation får desværre ikke lov til at fylde særlig meget i debatten om de mennesker, der vælger en anderledes livsstil.

 

Ane Kathrine Gammelby er socialforsker ved Aarhus Universitet.

Del på Facebook