Medierne fortier, at Enhedslisten samarbejder med stalinister i EU

collage

Nu er valget til Europa-Parlamentet overstået og partierne er gået i gang med forhandlinger om dannelsen af grupper i det nyvalgte parlament.

 

Alle har travlt med Dansk Folkepartis samarbejdspartnere

Herhjemme har medierne beskæftiget sig en del med, hvilke europæiske partier de danske partier samarbejder med eller agter at samarbejde med. Det gælder ikke mindst Dansk Folkepartis mulige samarbejde med forskellige konservative og højrepartier.

 

Desuden udviser medierne – ikke med urette – en betydelig interesse for de forskellige yderliggående, nationalistiske, fascistiske og nazistiske partier, der har fået valgt repræsentanter ind i det nye parlament.

 

Det er tydeligvis – meget forståeligt – vigtigt for Dansk Folkeparti ikke at indgå alliancer, hvori sådanne partier er med. Omvendt er en del kommentatorer ude på at fange DF på det forkerte ben i dette spil.

 

Mærkværdigvis nærer medierne ikke helt den samme interesse for de indvalgte repræsentanter for det yderste venstre.

 

Ingen har interesseret sig for Folkebevægelsen mod EU

Medierne beskæftiger sig for eksempel ikke med den gruppe som Folkebevægelsen mod EU deltager i. Enhedslisten støtter og samarbejder med Folkebevægelsen mod EU. Folkebevægelsens EU-gruppe kan altså også siges at være Enhedslistens gruppe.

 

Gruppen hedder GUE/NGL, på dansk noget uhåndterbart: ”Den Konføderative Gruppe af Det Forenede Europæiske Venstre/Det Nordiske Grønne Venstre”.

 

Alle kommentatorer regner åbenbart uden videre med, at man har at gøre med fortroppen for alle progressive grønne kræfter med et skinnende hvidt demokratisk generalieblad og en uplettet demokratisk fortid.

 

Det er imidlertid ikke tilfældet. Tvært imod er der i denne gruppe repræsentanter for kommunistiske partier i Tyskland samt Øst- og Sydøsteuropa, som har en udpræget stalinistisk fortid – og nutid, da de ikke på nogen overbevisende måde har gjort op med deres fortid.

 

Læs også
Mette Frederiksen taler om stram udlændingepolitik – men Morten Østergaard og Pernille Skipper vil have mere islam

Kommunister og stalinister

Som et eklatant eksempel kan nævnes, at gruppen har to medlemmer fra Cyperns Kommunistiske parti AKEL (græsk forkortelse for ”Det Arbejdende Folks Progressive Parti”).

 

Jeg var ambassadør i Cypern 2008-11 og har derfor haft rig lejlighed til at iagttage AKEL.

 

Det er kort og godt et gennemstalinistisk parti, der aldrig har gjort op med sin fortid og stadig betragter Sovjetunionen og sovjetkommunismen som et ideologisk forbillede og sovjettiden som en gylden periode. Under den kolde krig støttede AKEL Sovjetunionen i tykt og tyndt. Efter 1989 har det fortsat denne politik på autopilot.

 

Jeg var med til en kongres i 2010

At overvære en partikongres i AKEL, som jeg havde lejlighed til i 2010 (fordi AKEL da var regeringsparti), var som at bevæge sig mindst 25-50 år tilbage i tiden til de gode gamle dage, da den såkaldte progressive socialistiske verden stod sammen overfor verdensimperialismens rænker og anslag.

 

På kongressen i 2010 var der ingen talere, der ytrede de mindste anfægtelser over kommunismens mulige fejltagelser eller gav udtryk for noget behov for at gøre op med dem.

 

Læs også
Det politisk korrekte DR styrtbløder seere og lyttere

Alle omverdenens forsøg på at sidestille kommunismen og fascismen afvistes som nederdrægtige anslag mod det arbejdende folk og alle progressive kræfter.

 

Ingen af mine østeuropæiske ambassadørkolleger kunne få sig selv til at overvære kongressen, da den mindede dem for meget om gamle dage, som en af dem sagde til mig.

 

Et besøg på generalsekretærens kontor

At besøge AKEL’s generalsekretær på hans kontor var som et træde ind i et politisk rædselskabinet: På ærespladsen på den ene væg hang et stort billede af Lenin; på reolerne stod Marx’ samlede værker.

 

I 2010 aflagde den daværende russiske præsident Medvedev officielt besøg i Cypern hos præsident Demetris Christofias, som gennem en årrække, inden han valgtes til præsident i 2008, havde været leder af AKEL.

 

Christofias havde fået sin partiuddannelse i Sovjetunionen og levede stadig i den ideologiske atmosfære, han indåndede i sin studietid. Under besøget undertegnedes bl.a. en erklæring, der i svulstige vendinger berømmede Sovjetunionens uundværlige bidrag til ”befrielsen” af Europa. (For den gode ordens skyld: Jeg vil på ingen måde forklejne Sovjetunionens bidrag til Nazitysklands nederlag. Men ligefrem at tale om udfaldet som en ”befrielse” af Østeuropa vil dog nok falde de fleste for brystet).

 

Mærkværdigvis har ingen herhjemme forholdt Folkebevægelsen, hvilke uspiselige kræfter de samarbejder med i Europa-Parlamentet.

Læs også
Journalistisk Venstreparti stiller aldrig kritiske spørgsmål til Enhedslisten – der er ellers nok at spørge om

 

Der kunne sagtens findes flere eksempler end AKEL.

 

Til gengæld kan man levende forestille sig reaktionen, hvis DF (rent teoretisk) rørte Front National fra Frankrig, Jobbik fra Ungarn, NPD fra Tyskland eller Gyldent Daggry fra Grækenland med så meget som en ildtang.

 

Der er åbenbart stadig mange kommentatorer og journalister, der fortsat mener, at kommunisme og stalinisme var/er noget mere undskyldeligt og uskyldigt end nazisme og fascisme.

 

Hvis man bare er en del af de rette, progressive kræfter, er det den gode vilje og de smukke, humanistiske intentioner, der tæller. Gad vist, om ikke der findes et ”Journalistisk Venstreparti”.

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…