Udviklingen i Storbritannien er alarmerende. I snart syv årtier har de toneangivende forfulgt en politik, der truer med at rive landet fra hinanden i stridende grupper. Det vil være naivt at tro, at de nuværende dønninger ikke kan blive til en storm, hvor man må holde på hat og briller.
Samme statsborgerskab i hele commonwealth
Det begyndte helt tilbage i 1948. Labour (Storbritanniens socialdemokrati) havde i 1945 vundet en overbevisende valgsejr og sat Winston Churchill på porten. Et flertal af briterne ønskede at skabe et velfærdssamfund, og Clement Attlee fra Labour blev den nye premierminister. Samtidig tog afkoloniseringen fat. I 1947 blev kæmperiget Indien selvstændigt med Pakistan som udbryderrepublik.
Og her begik det daværende Labour, hvad der formentlig er en af de alvorligste fejl i partiets og i landets historie, også snart bakket op af det konservative parti. I 1948 fik alle borgere i det britiske commonwealth, hvad der snart skulle blive alle tidligere kolonier i Afrika og Asien, i princippet det samme statsborgerskab.
Det betød, at utalte millioner fra den ikke-vestlige verden kunne komme til Storbritannien og slå sig ned.
Loven blev strammet senere i 1962 og i 1981, men udviklingen var i fuld gang. Sammenlignet med de tidligere kolonier var Storbritannien et meget rigt land, som det var attraktivt at søge til.
Kritikere blev udstødt
Den konservative politiker Enoch Powell udsendte i 1968 et kampskrift af en tale, der hurtigt blev døbt ”strømme af blod”-talen (Rivers of Blood), hvis ikke den ikke-vestlige indvandring blev standset. Enoch Powell havde citeret en tale fra det antikke Rom, der advarede om borgerkrigen.
Kloge var det næppe af Enoch Powell at bruge et så voldsomt billede, men det er et godt spørgsmål, om hans skæbne som politisk udstødt ville være blevet anderledes under nogen omstændigheder. Tidsånden var imod ham i en grad, som vi måske i dag har glemt. Frem til slutningen af 1990´erne var det ikke bedre herhjemme, hvor kritikere af indvandringen langt hurtigere end i dag blev slået i hartkorn med nazister, fascister og racister.
Enoch Powell var i nogle år den mest populære politiker i arbejderklassen. Noget af en bedrift af en konservativ politiker i det klassedelte Storbritannien. Politikken blev der dog ikke ændret på. Visse stramninger kom til, men det overordnede billede var og er, at Storbritannien var blevet til et multietnisk og multikulturelt samfund, som måtte gennemtvinges også næsten ind i menneskenes sjæle.
Ekstrem racismelovgivning
Det menneskelige ingeniørarbejde kan man kalde det, når den britiske variant af vores racismelovgivning slår til. Mindreårige børn er blevet anholdt og fængslet på grund af påstået racisme.
Det værste eksempel er nok stadig den 14-årige engelske pige, der i sin skole ønskede at arbejde i gruppe med nogen, hun kunne tale med. I den tildelte gruppe var sproget hos alle de øvrige på nær én kun urdu, der som bekendt er det talte sprog i store dele af Pakistan. Og urdu blev der talt, fordi pigen, der kunne både engelsk og urdu, satte de øvrige i gang med at diskutere det tildelte emne på urdu.
Den 14-årige blev, fordi hun bad om at blive flyttet til en anden gruppe, på sin lærers anmodning anholdt af politiet og opbevaret i en fængselscelle i tre en halv time, før hun blev løsladt uden sigtelse.
Ingen vej tilbage fra det multikulturelle
Tony Blairs tid som premierminister kan gå over i historien som et af de mest skæbnesvangre i Storbritanniens historie.
Den tidligere toprådgiver for Labour, Andrew Neather, udtalte i 2009, at det var hans indtryk, at det var en bevidst plan hos Labour at ”åbne op for masseindvandring til Storbritannien”, og at en del af hensigten var at ”gnide højrefløjens næse i mangfoldighed”, hvor der ingen vej var tilbage fra det multietniske og multikulturelle samfund.
Det er så ca., hvor Storbritannien står i dag. Med en prognose, der fortæller, at det forenede kongerige senest i 2066 vil have et flertal af ikke-etniske briter.
Storbritannien kan for længst fortælle om ekstreme grupper, ikke mindst islamistiske, men også etnisk britiske grupper som English Defence League og Britain First. English Defence Leagues stiftende leder Tommy Robinson har senere forladt gruppen, fordi han måtte sande, at det ikke havde været muligt at holde højreekstremister og egentlige fascister ude.
Storbritannien er et samfund i allerede alvorlig konflikt. Den ikke-vestlige masseindvandring har for længst sat sit afgørende præg på øriget. Hvad der vil ske fremover, kan vi ikke vide, men vi må frygte, at der er lagt i kakkelovnen til alvorlige konflikter.
